Patienter med atrieflimren har øget risiko for trombose, bl.a. stroke. Risikoen vurderes med den såkaldte CHA2DS2-VASc-score. Inden for gruppen af patienter med en risikoscore på 1 er det uklart, om patienter med f.eks. hypertension, hjertesvigt eller diabetes har samme tromboemboliske risiko.
Overlæge Erik Lerkevang Grove fra Hjertesygdomme, Aarhus Universitetshospital, kommenterer: »Patienter med atrieflimren og en CHA2DS2-VASc score på blot 1 har usikker gevinst ved AK-behandling. Det ene point på scoren kan være tildelt pga alder eller komorbiditet. Guidelines giver en håndfast anbefaling af AK-behandling ved CHA2DS2-VASc score på > 1 og anfører, at AK-behandling ,bør overvejes' ved en score på 1 (for kvinder: 2). Lauge Østergaard et al har i et flot publiceret registerstudie undersøgt, om der blandt personer med atrieflimren og 1 point på risikoscoren er betydende forskel i tromboserisiko. Alle med CHA2DS2-VASc-score på 1 havde som ventet højere risiko end personer med en score på 0 og lavere risiko end personer på 75 år uden komorbiditet og dermed en score på 2. Der var beskedne forskelle i den årlige risiko for arteriel tromboemboli (1,4-2,3%, heraf strokerisiko 1,1-1,7%), og der var ikke signifikant forskel mht. typen af komorbiditet. Fundene støtter således guidelines og klinisk praksis med individuel vurdering, som ud over vurdering af tromboserisikoen med CHA2DS2-VASc-score også inkluderer estimering af blødningsrisiko og dialog med patienten. Ved fravalg af AK-behandling er det vigtigt at revurdere beslutningen med et par års interval, og senest når patienten bliver 65 år«.
Interessekonflikter Foredrags- eller konsulenthonorar fra AstraZeneca, Bayer, Boehringer Ingelheim, Bristol-Myers Squibb, Pfizer, Novo Nordisk, Lundbeck Pharma og Organon. Investigator i kliniske studier sponsoreret af AstraZeneca, Idorsia, og Bayer samt forskningsstøtte fra Boehringer Ingelheim.