Den græske læge Hippokrates, der levede for cirka 2.500 år siden, kaldes for »lægekunstens fader«. Han efterlod en mængde skrifter, og selvom der er rejst tvivl om, hvorvidt han personligt er ophavsmand til hele Corpus Hippocraticum, er han uden tvivl forfatteren til en del af det – og de øvrige forfattere bag teksterne har skrevet i hans »hippokratiske« ånd.
Helt frem til opdagelsen af de sygdomsfremkaldende bakterier i slutningen af 1800-tallet var Hippokrates’ (eller den hippokratiske) sygdomsforståelse den fremherskende ved Europas medicinske fakulteter. Den var baseret på den såkaldte »humoralpatologi«, ifølge hvilken de fire kropsvæsker – blod, slim, gul og sort galde – var bestemmende for sundheden. Kom væskerne ud af balance, måtte ligevægten genoprettes ved udtømmende behandlinger: emetika, vand-, spyt-, slim- og sveddrivende midler samt laksativer. Og først og fremmest: blodaftapning – såkaldt åreladning.
Åreladning blev brugt til behandling af stort set alt. Også i situationer, hvor patienter i forvejen havde lidt blodtab og havde brug for hver eneste milliliter blod, der kunne holdes tilbage i kroppen. Også som forebyggende behandling var åreladning populært.
Endnu omkring 1900 kunne man støde på læger, der udsatte deres patienter for denne behandling.
Medicinens arvesynd
Hippokrates havde en ydmyg tilgang til medicinen. Den gode læge afstår fra såkaldte »heroiske« behandlinger, hvor sygdommen nærmest skal bankes ud af patienten med kraftig medicinering. I stedet anbefalede han tilbageholdenhed og en »vent-nu-og-se«-holdning.
Hippokrates’ store fortjeneste var først og fremmest, at han – i overensstemmelse med filosoffer som Sokrates og Platon – vristede medicinen ud af religionens og magiens domæne til fordel for rationelle sygdomsforklaringer og behandlinger, der byggede på klinisk erfaring og iagttagelse.
Ud fra den tids viden og teknologi var humoralpatologien et forsøg på at finde et rationelt svar på sygdommenes årsager. Men humoralpatologien, og ikke mindst åreladningen, blev samtidig medicinens arvesynd, idet læger i de næste mere end 2.000 år ophøjede Hippokrates til en slags halvgud. De iførte sig hippokratiske skyklapper, mens de rasende forsvarede de antikke dogmer imod enhver nytænkning – i stedet for som Hippokrates at udforske nye, rationelle sandheder.
Det blodspor af patienter, som gennem tiden er omkommet under lægernes åreladning, kan ikke lægges Hippokrates til last. Det mest kendte offer for åreladning var USA's første præsident, George Washington, som døde i 1799, efter at hans læger havde tømt ham for blod i forsøget på at kurere en akut halsbetændelse.
I 1837 – dvs. mere end 2.200 år efter Hippokrates – kunne man i Bibliotek for Læger (s. 215-8) læse en oversat, engelsk artikel, som med uvidenhedens selvsikkerhed giver en række anvisninger på åreladningens rette brug.
Artiklen handler om behandling af »febre« ved åreladning. Man må forstå, at det, som indikerer åreladning, bl.a. er pulsens beskaffenhed. Den kan fortælle om forskellige betændelsestilstande i f.eks. hjernehinden, hjernen, luftrørets slimhinde, perikardiet, hjertet osv.
Når man ved hjælp af en blodudtømning har nedbragt en feber, skal man lindre den lokale smerte i »det arterielle System« med blæreplastre eller opiater – evt. i forbindelse med, at man også giver patienten »calomel« (dvs. kviksølvklorid).
Det er vigtigt at tappe en god mængde blod allerede ved den første åreladning, »thi flere smaae Aareladninger tage efterhaanden mere Blod bort, uden at gjøre samme Nytte«.
Det sikreste tegn på, at man har aftappet nok blod, er »Forandringen af Pulsen, nemlig, at den lader sig sammentrykke, hvilket sædvanligen først skeer ved Indtrædelsen af Besvimelse«.
Man skal dog ikke tro, at man nødvendigvis har udtømt tilstrækkeligt med blod, bare fordi patienten besvimer. Der er nemlig forskel på, hvor tidligt forskellige individer dåner.
Derfor skal man holde øje med, om man efter nogle timer ser, at »Karsystemets Virksomhed … atter viser sig forøget«. I så fald må man nemlig »igjen udtømme Blod, og ofte i betydelig Mængde, inden Pulsen nedstemmes«.
Blandt de mest bizarre anvisninger finder man også denne: »Før eller efter chirurgiske Operationer skal man altid udtømme Blod; thi de fleste Opererede døe af indre Betændelser«.
Det ovenfor omtalte calomel eller kviksølv(I)klorid var – ligesom åreladning – en anden af medicinens standardbehandlinger for næsten enhver sygdom.
Gennem flere hundrede år var kviksølv standardbehandlingen for den syfilis, der ramte Europa som en epidemisk hammer i slutningen af 1400-tallet. Ophavsmanden til den behandling var formentlig den schweiziske læge og alkymist Paracelsus (1493-1541), der også grundlagde toksikologien og ligesom Hippokrates var en foregangsmand (selvom hans samtid anså ham for gal og fordrukken).
Som den kyndige alkymist han var, udvandt Paracelsus kviksølv ved at opvarme cinnober. Herved fjernes indholdet af svovl i form af svovldioxid, og tilbage er det skinnende, flygtige metal. Ved behandling med svovlsyre danner det kviksølvsulfat, der ved opvarmning med køkkensalt danner et hvidt pulver – HgCl2 eller kviksølvklorid (i gamle dage også kaldet sublimat).
Denne fantastiske substans måtte der være en mening med. Og ganske rigtigt: Når man indtog det, reagerede kroppen med voldsomme opkastninger og uhæmmet spytafsondring. Her kunne man virkelig tale om udtømning. Den heroiske medicin – som Hippokrates havde advaret imod – var født.
I de følgende århundreder forgiftede læger deres patienter med kviksølvbehandlinger: kviksølvdampe, kviksølvindsmøring og senere den lidt mindre giftige dikviksølvklorid (calomel), ikke bare til patienter med syfilis, men til snart sagt enhver lidelse i kataloget.
Med kviksølv og antimon kunne lægen udtømme patientens fordøjelseskanal i begge retninger, og i kombination med åreladning har det været et stykke medicinsk drama, der måtte gøre indtryk på patienten, når det da ikke tog livet af ham.
Calomel udgjorde trods alt en lidt mildere kviksølvkur, men langtfra ufarlig: Den øjeblikkelige virkning var kraftig spytafsondring, men dertil kom betændte gummer og forskellige neurologiske symptomer som rystelser og problemer med at holde balancen.
Men selvom det trods alt var en lidt mildere form for kviksølv, har det næppe gavnet George Washington, at hans læger, mens livet sivede ud af ham, i et sidste desperat forsøg på at redde ham gav den døende patient en dosis calomel.
En af flere forklaringer på udtrykket kvaksalver er, at det kommer fra kviksølv. Under alle omstændigheder kan man spørge, hvorfor patienterne gennem mere end 2.000 år fandt sig i det kvaksalveri, som lægekunsten stort set var indtil sidste halvdel af 1800-tallet. Det kan der være flere forklaringer på:
Mange sygdomme går over af sig selv, og i de tilfælde kunne lægen naturligvis give sig selv og sin behandling æren for det gode resultat.
Mange patienter blev formentlig så elendige af behandlingen, at de fortalte, at nu havde de det allerede bedre, bare for at undgå endnu flere ubehageligheder.
Og de patienter, som døde af blodtab eller kviksølvforgiftning, kunne jo af gode grunde ikke klage over behandlingen.
Parentetisk skal det bemærkes, at kviksølv i enkelte tilfælde kan have kureret sygdom. Kviksølv kan dræbe enhver organisme – også bakterier som f.eks. Treponema pallidum, der forårsager syfilis. Ved præcis dosering kan en læge godt have dræbt syfilisbakterierne uden at dræbe patienten.
