Mere er ikke altid bedre

»It is an art of no little importance to administer medicines properly; but it is an art of much greater and more difficult acquisition to know when to suspend or altogether omit them« – P. Pinel.

For over 200 år siden foreslog psykiateren Philippe Pinel, at det ikke kun er en kunst at administrere medicin korrekt, men en endnu større kunst ligger i at vide, hvornår man skal undlade den. Denne gamle tanke kunne ikke være mere rammende for løsningen på sundhedsvæsenets aktuelle tilstand. Sandheden er, at antallet af ydelser ganske enkelt ikke hænger sammen med antallet af ressourcer. Dette dilemma stiller os over for et valg – skal vi tilføje flere ressourcer, eller er det tid til at revurdere og potentielt reducere de ydelser, der tilbydes? I en tid, hvor nedskæringer og besparelser dominerer dagsordenen, opstår der et presserende behov for at optimere anvendelsen af de begrænsede sundhedsressourcer. I Danmark har vi initiativer som »Vælg Klogt«, der belyser konkrete, overflødige undersøgelser som f.eks. billeddiagnostik til benigne, nyopståede lænde-ryg-smerter, men lignende organisationer ses overalt internationalt. Det står altså klart, at der er tiltag i sundhedsvæsenet, som ikke er gavnlige for patienten og i værste fald ligefrem skadelige. Hvordan går vi fra ord til handling?

Som jeg ser det, er der en række psykologiske forhindringer, der skal overvindes. Det er sværere at fravælge et diagnostisk eller terapeutisk tiltag frem for at tilvælge det. Lægen kan have en tendens til at ville gardere sig mod at overse en diagnose. Der er desuden en genstridighed mellem lægen og patienten. Det er ikke altid let at få kommunikeret ud, at man ikke nødvendigvis behøver den ekstra pille, skanning eller blodprøve. Fraværet af handling fra lægens side kan hurtigt misfortolkes som ligegyldighed over for patienten. Patienter har ligeledes høje krav til sundhedsvæsenet, og ethvert forsøg på at skære ned på antal undersøgelser kan fremstå som en spareøvelse frem for rationel prioritering og dermed skabe modvilje hos patient og pårørende. For at skabe en vaneændring hos både patient og læge, må den fælles motivation være at fjerne overflødelige eller skadelige tiltag, og den økonomiske gevinst ved dette skal blot være en afledt effekt.

Ændring af vaner og praksis i sundhedsvæsenet er ingen nem opgave og kræver en fælles indsats fra alle parter. Dette kræver en kulturel ændring, hvor uddannelse spiller en nøglerolle i at fremme en »mindre er mere«-tilgang lige fra medicinstudiet, gennem sundhedsvæsenet og op til politiske beslutningstagere. Kun gennem en kollektiv indsats kan vi sikre, at sundhedsvæsenet bevæger sig i en bæredygtig retning. For mere er ikke altid bedre.