Interessekonflikter: Utallige:

Har siden 1996 arbejdet som underviser og konsulent for en lang række offentlige og private organisationer inden for ledelse, kommunikation og præsentationsteknik - herunder Danske Regioner, stort set alle større lægemiddelfirmaer i Danmark samt en del sygehuse. Har modtaget honorarer for dette arbejde. Listen over lægemiddelfirmaerne (de aktuelle tilladelser) fremgår af www.laegemiddelstyrelsen.dk. Listen over de øvrige kunder fremgår ikke nogen steder. Modtager som praktiserende læge desuden honorarer fra Region Hovedstaden, patienter, forsikringsselskaber, kommuner mv.

Når vi ordinerer medicin til vores patienter og samtidig modtager ydelser fra lægemiddelproducenten, så er der en åbenlys interessekonflikt. Kan producenten, direkte eller indirekte, påvirke hvad lægen skriver på recepten? Svaret er både indlysende og veldokumenteret: Ja - vi bliver påvirket af vores relationer til lægemiddelindustrien. Interessekonflikten har vel været der i mere end 100 år, og den fortsætter formentlig mange år endnu.

Det er derfor ikke flatterende for vores lægestand, når enkelte læger, mere eller mindre elegant, forsøger at undvige problemet i ønsket om selv at kunne fremstå som uvildig. Det er så en skærpet omstændighed, hvis de samme læger underviser andre læger eller deltager i udarbejdelsen af kliniske retningslinjer.

Det er nødvendigt, at vi opstiller nogle rammer for samarbejdet mellem læger og lægemiddelindustri. De findes allerede. Nogle synes, de er for begrænsende - andre synes, de er »for slappe«.

Lægeforeningen eller måske snarere PLO og Henrik Dibbern har et ønske om at udelukke læger »som har økonomiske bånd til industrien« fra arbejdet med kliniske retningslinjer, pga. manglende uvildighed.

Umiddelbart ligner det et legitimt ønske. Vi læger vil jo gerne værne om vores uafhængighed bl.a. for at sikre os vores patienters fulde tillid. Spørgsmålet er så: Ønsker PLO virkelig denne uvildige læge - eller ligger der andre motiver bag?

Usikkerheden om PLO's motiver belyses af to væsentlige spørgsmål:

1. Mener Henrik Dibbern (og PLO?) virkelig, at læger, der modtager én eller anden ydelse fra lægemiddelindustrien (og dermed ikke er helt uvildige) ikke bør deltage i udarbejdelsen af kliniske retningslinjer?

2. Gælder denne inhabilitet kun i forholdet til lægemiddelindustrien, eller gælder den også i forhold til andre »interesseorganisationer«?

Ad 1. Alle læger har »økonomiske bånd« til lægemiddelindustrien - nogle er bare mere skjulte end andre

Henrik Dibbern mener, at vi skal udelukke disse læger med »økonomiske bånd til industrien« - men hvad er så et økonomisk bånd? Så vidt jeg kan læse mig frem til, gælder det kun egentlige honorarer (pengeoverførelser) for ydelser, som vi læger leverer, f.eks. undervisning og forskningshonorarer. Men gælder det ikke også andre, mere skjulte, økonomiske »overførelser«?

Gælder det ikke de hundredvis af gratis rejser til udenlandske kongresser samt ophold på hoteller, betalte kongresgebyrer m.m. Gælder det ikke alle de gratis kurser, som industrien tilbyder stort set hver uge over hele landet? Gælder det ikke den gratis frokost, som lægemiddelkonsulenterne tilbyder til både os og vore ansatte under deres salgsbesøg? Og hvis vi skal helt ned i detaljen: Gælder det ikke også de utallige kuglepenne, papirblokke og skriveunderlag, som industrien forsyner mange læger med? Og hvad med reklamerne i dette gode tidsskrift - industrien giver jo et umiddelbart anseeligt tilskud til alle lægers medlemsblad.

Det er paradoksalt, at det arbejde, som udføres for industrien på trods af godkendelse af både art og honorar fra Lægemiddelstyrelsen - det medfører inhabilitet. Mens det samme ikke er tilfældet for de mere »skjulte ydelser«.

Hvordan kan læger, der modtager »skjulte« ydelser, kunne deltage i udarbejdelsen af kliniske retningslinjer og samtidig påberåbe sig uvildighed?

Skyldes det, at der så ikke ville være mange »habile« medlemmer tilbage at være formand for i PLO? Så er det straks nemmere at udpege en mindre og meget velafgrænset gruppe læger (især når det primært er sygehuslæger...). Det rammer ikke så mange medlemmer (især ikke så mange PLO'ere), og de er meget nemme at udpege - de står på Lægemiddelstyrelsens hjemmeside.

Ad 2. Er man uvildig så længe man undgår lægemiddelindustrien?

Det burde være velkendt også for PLO, at lægemiddelindustrien ikke er de eneste, der arbejder hårdt for at påvirke vores ordinationsmønster. Regionernes lægemiddelkonsulenter - er de »uvildige«? Det håber jeg ikke, PLO mener (også selvom konsulenterne er gode praktiserende læger).

Jeg modtager selv gerne besøg af disse »regionens konsulenter«. Jeg får ofte et stort udbytte og gode ideer til ændringer i min farmakologiske behandling. Men uvildige det er de altså ikke: Ordningen er finansieret af regionen, og lægerne modtager honorar direkte fra regionen. Hvorfor bliver regionen, der skal spare som alle andre ved med at bruge penge på denne ordning? Naturligvis fordi de kan dokumentere, at ordningen sparer dem for nogle meget store medicinudgifter.

Hvorfor laver regionen hjemmesider over anbefalet medicin og udsender en stigende mængde materiale? Hvorfor tilbyder de i stigende omfang gratis kurser for praktiserende læger om »gode ordinationsvaner« - er det kun fordi de ønsker bedre patientbehandling? Eller ligger der også et mere bevidst ønske om at påvirke læger til billigere ordinationsvaner?

Enhver læge har sikkert oplevet, at Lægemiddelindustriens såkaldte »oplysningskampagner« og »rekommandationer« bærer tydeligt præg af egen interesse. Nogle gange så udtalt, at det virker pinligt på firmaets vegne. At lægemiddelindustriens oplysning er åbenlyst farvet af deres behov for indtjening, betyder vel ikke, at den offentligt finansierede oplysning er »uvildig«. Vi er nok enige om, at IRF's og regionernes oplysning er tættere på »sandheden« - men uvildig er den vel ikke?

Derfor er det logisk at spørge PLO's bestyrelse og Henrik Dibbern: Hvorfor skal reglerne - i jagten på at være »uvildig« - kun gælde ydelser fra Lægemiddelindustrien? Hvorfor ikke ydelser fra andre interessenter? Hvorfor skal jeg ikke opgive mine honorarer som konsulent for Danske Regioner?

Indtil vi får svar på de spørgsmål, må PLO's bestyrelse finde sig i mistanken om, at de varetager egne ideologiske holdninger frem for et ønske om uvildighed.

Pas på den meget høje piedestal - for jeres medlemmers skyld

Vi PLO'ere er generelt godt tjent med vores bestyrelse og vores formand. De er erfarne og kompetente, aktive og viljefaste. Egenskaber, der er vigtige i deres primære rolle: at varetage medlemmernes interesser over for vores vigtigste mod og medspillere: først og fremmest regionerne, staten og kommunerne.

Det er også deres opgave at komme med mere holdningspræget udmeldinger til medierne: Om f.eks. »uligheden i sundhed«, decentralisering af sundhedsydelserne og de må også gerne bidrage til »god moral« blandt deres medlemmer.

Men kære bestyrelse og formand: I repræsenterer 3.600 praktiserende læger. Pas nu på, I ikke sætter så høje moralske krav til os medlemmer, at enhver førsteårsjournalist kan udstille 95% af os som moralsk anløbne. Det ville være trist, hvis I får opstillet så strenge krav, at de »gode uvildige læger« kun findes i PLO's bestyrelse...

Min egen konklusion er, at den uvildige læge slet ikke findes - desværre - De mest utroværdige læger er dem, der påberåber sig denne »uvildighed«.

Formand for de Praktiserende Lægers Organisation Henrik Dibbern. E-mail: dibbern@post3.tele.dk

INTERESSEKONFLIKTER: ingen

Kære Christian Freitag.

Mit mål med at deltage i diskussionen om lægers habilitet, når de samarbejder med medicinalindustrien, er at sikre, at industriens tankegang ikke får adgang til de fora, hvor sundhedsfaglige beslutninger træffes. I industriens markedsføring er sygdom og risiko for sygdom et marked, som bør opdyrkes, og hvis grænser bør udvides, for at sikre det bedst mulige grundlag for at markedsføre de produkter, som man leverer.

Jeg har først og fremmest adresseret samarbejdet med lægemiddelindustrien, fordi den indiskutabelt er den største spiller på banen. Det er dog indlysende rigtigt at medinddrage medikoteknikindustrien i diskussionen og i de regelsæt, man når frem til.

Det allermest afgørende er, at vi sikres imod interessekonflikter i forbindelse med udarbejdelse af faglige vejledninger og de kommende nationale kliniske retningslinjer. Der bør selvfølgelig også være fuld åbenhed om andre ydelser end direkte betaling for arbejdsydelser, dvs. også for kongresrejser, forskningsmidler etc.

Hvad angår reklamer i vores medlemsblad, er der i PLO's bestyrelse opbakning til at påtage os vores andel af udgifterne til et reklamefrit Ugeskrift, men det er der ikke opbakning til i den øvrige Lægeforening.

Frokoster, kuglepenne og lignende er der taget højde for i Lægeforeningens nye kodeks for lægemiddelsælgeres besøg i almen praksis og speciallægepraksis. I kort form indeholder kodeks et nej tak til gaver.

Hvad angår regionernes lægemiddelkonsulenter, er dagsordenen klar, og intet er stukket under stolen. Vi er via vores overenskomst en del af det offentlige sundhedsvæsen, og vi har skrevet under på at ville være økonomisk ansvarlige i vores lægemiddelordination. Lægemiddelkonsulenternes opgave er at vejlede os om, hvordan vi giver den bedste behandling billigst muligt, samtidig med at de også kan hjælpe os med at håndtere de vanskeligste problemstillinger omkring polyfarmaci.

Du har mistanke om, at der ligger en ideologisk holdning bag PLO's udmeldte synspunkter. Du har fuldstændig ret.

Ideologien er, at vi ønsker at være mere varsomme med at udnævne de raske til at være potentielt syge ved til stadighed at sænke grænseværdierne for risikofaktorer, som kræver undersøgelse og potentielt også behandling. Vi vil gerne beskytte de raske mod bekymringer for sygdomme, som de højst sandsynligt aldrig vil få, eller som de først vil få, når deres liv er ved at være slut alligevel. Vi vil gerne stille os kritisk over for risikobehandlinger, som kun hjælper få procent af dem, som modtager behandlingen. Vi vil kort sagt hellere behandle de syge end de raske.

Den ideologi kommer vi aldrig til at dele med lægemiddelindustrien, og derfor ønsker vi at sætte et stærkt og tætmasket hegn op imellem de fora, hvor den faglige udvikling foregår, og industriens markedsføring.

Jeg opfatter ikke læger, der samarbejder med medicinalindustrien, som moralsk anløbne. Jeg mener til gengæld, at alle, som deltager i dette samarbejde, må stille sig selv kritiske spørgsmål om egen habilitet, hvis de ønsker at fungere som faglige rådgivere i andre sammenhænge.

Jeg vil nemlig give dig fuldstændigt ret: De farligste læger er dem, der tror, at de er uvildige.