« læger.dk
Web-tv  |   Kontakt  |   Presse  |   Abonnér  |   BMJ Learning  |   Links  |   Hjælp   english version
Ugeskrift for Læger

Avanceret søgning »
Abonner på Ugeskriftets Nyhedsbrev
Læger og habilitet
Ugeskriftet og Psykiatrien
Hvad laver lægen
Rejsebreve


Ugeskr Læger 2012;174(8):462
Tusind tak, men nej tak
Claus Lie, talerøret for den lægelige kritik af Region Sjællands lægeløse akutberedskab, vil ikke være med i regionens evaluering af ordningen. Han synes ikke, den er fagligt god nok.
Kort nyt
Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk


Mulig mundkurv. Sådan anskuer overlæge på Slagelse Sygehus' akutafdeling, Claus Lie, den invitation han har fået til at deltage i Region Sjællands evaluering af det præhospitale beredskab, efter at lægerne blev fjernet fra akutbilerne i marts sidste år.

Claus Lie er i Ugeskrift for Læger og andre medier stået frem med kritik af den lægeløse ordning - altid på egne og ikke sygehusets vegne - og den position vil han ikke have kompromitteret.

Det frygter han lige præcis ville ske, hvis han deltog i regionens officielle evaluering af ordningen, som forestås af Dansk Sundhedsinstitut (DSI).

Instituttet går i marts i gang med den del af evalueringsplanen, som bl.a. handler om, hvordan de forskellige medarbejdergrupper oplever det nye beredskab. Her indgår fokusgruppeinterviews, og det er deltagelse i en sådan fokusgruppe, Claus Lie har betakket sig.

Det er Region Sjælland, der har defineret, hvilke medarbejdergrupper der skal inviteres med - paramedicinere, reddere, læger, sygeplejersker og sekretærer. Men Claus Lie synes ikke, der er nok anæstesilæger med.

Hvad er det, du vil have?

»Jeg vil have, at de personalegrupper, som medvirker til modtagelse af patienterne - specielt de sværest tilskadekomne og sværest syge - også medtages. Specielt i de tilfælde, hvor anæstesilæger forestår ledelsen af traumemodtagelser, må de jo nødvendigvis have en relevant indsigt«, siger han.

Claus Lie er selv uddannet anæstesiolog, men arbejder som overlæge i akutmodtagelsen nok med modtagelse af patienter, men ikke med egentligt anæstesiarbejde.

Regionen: Vi spørger nogle andre

Regionen afviser Claus Lies kritik med henvisning til, at anæstesilægerne er repræsenteret et andet sted.

Nemlig i et andet fokusgruppeinterview - det, der handler om personalet på AMK-centralen. Her sidder anæstesilæger og rådgiver telefonisk de paramedicinere og reddere, der bemander akutbilerne og andre køretøjer i akutberedskabet.

AMK-fokusgruppen skal bestå af to læger, to sundhedsfaglige visitatorer og to tekniske disponenter.

Men hvad med fokusgrupperne på hospitalerne?

»Det har hele tiden været meningen, at det var dem, der modtager patienter, som skal med. Det har hele tiden ligget klart, siden projektbeskrivelsen blev lavet sidste år«, siger chefkonsulent i Region Sjælland, Peter Mondrup Braad.

Bedst med uafhængighed

Formand for DASAIM - Dansk Selskab for Anæstesiologi og Intern Medicin - Ole Nørregaard, retter søgelyset et andet sted hen - mod uafhængigheden. Han finder det problematisk, at det er regionen, der har udvalgt de personalegrupper, der skal med i fokusgrupperne.

»Det bedste ville være, at det var en uafhængig instans, der stod for det og også sikrede, at evalueringen bliver lavet på et videnskabeligt grundlag. Så ville regionen ikke risikere at blive mistænkeliggjort, og så kunne de, der læser evalueringen, stole på den«, siger han.


UGESKRIFT FOR LÆGER
Ugeskriftet betinger sig ret til at opbevare og publicere artikler (tekst og illustrationer) også i elektronisk form, fx via cd-rom og Internettet.
Eftertryk eller anden mangfoldiggørelse af Ugeskriftets tekst og illustrationer er kun tilladt med skriftlig tilladelse fra forfatter og redaktion og anførelse af Ugeskrift for Læger som kilde.
Gengivelse af informationer eller citater fra Ugeskriftet må tidligst offentliggøres på datoen (mandage) for det pågældende nummers udgivelse og med angivelse af Ugeskrift for Læger som kilde.

Ugeskrift for Læger    |    Kristianiagade 12    |    DK-2100 København Ø    |    Telefon:3544 8500    |    E-mail: ufl@dadl.dk   |   Ris & ros Ris & ros