Inden for den kliniske stressforskning er det Selyes stimulus-respons-model [1], der har været det bærende princip (Tabel 1 ). Oprindeligt var Selye [2] mest optaget af de rent biologiske reaktioner fra kroppens side, specielt kortisol, men i hans sidste publikation [3] var psykens respons ( distress ) medinddraget. Hvad angår selve stimulus, har Selyes model (Tabel 1) især fokuseret på langvarige, kontinuerlige, men ikke i sig selv livstruende belastninger (stressorer) enten af psykosocial natur eller fra en sameksisterende kronisk medicinsk lidelse [3].

I det moderne psykiatriske diagnosesystem, WHO's ICD-10-system [4], er det især den posttraumatiske belastningsreaktion (PTSD), der har været i fokus. Inden for stimulus-respons-modellen er der her tale om et forsinket respons, taget i betragtning at det er forudgået af en enkelt velafgrænset, katastrofeagtig begivenhed, f.eks. jordskælv, fly/tog/skibs/bilkatastrofe, voldtægt eller krigsulykke. Ifølge ICD-10 placeres PTSD i afsnittet under stressrelaterede angsttilstande sammen med de kontinuerlige belastninger i Tabel 1.

Men for begge stressrelaterede tilstande er der ofte tale om et forsinket respons, hvor der efterhånden udvikles en depression. Når depressionen er til stede, bliver ICD-10-diagnosen depression alene registreret, hvorved enhver ætiologisk faktor sløjfes [5]. Fra svensk side har man forsøgt at få indført en ICD-10-kategori, som bliver kaldt udmatningssyndromet (Tabel 1) [6]. Den svarer til Kraepelins udmatningsdepression [7].

Man håber på, at den næste revision (ICD-11), som forventes at udkomme i 2015, vil få placeret både PTSD og udmatningssyndromet tættere på depressionstilstandene. Mens vi venter på dette, kan vi ved den psykometriske stressdiagnose heldigvis ty til de internationalt meget anvendte vurderingsskalaer såsom Hamiltons depressionsskala (HAM-D).

Hamilton udgav sin depressionsskala i 1960, og han medtog de 17 symptomer, som han med reference til Kraepelins originale depressionssyndrom [1, 7] og ved fokussamtaler med depressionsramte og deres pårørende fandt mest relevante til beskrivelsen af depressionens funktionsnedsættelse [8]. I psykometriske undersøgelser med brug af faktoranalyse og item-respons-teori-modeller har man påvist [1, 8], at rækkefølgen af de 17 symptomer kan omrokeres, således at man får tre delskalaer som vist i trekanten i Figur 1 . Det egentlige depressionsbillede beskrives ved totalscore af de seks symptomer vist ved A i Figur 1 (HAM-D 6 ). Det stressrelaterede arousal -billede er beskrevet ved totalscore af de ni symptomer vist ved B i Figur 1 (HAM-D 9 ). Disse ni symptomer er de uspecifikke psykofysiologiske eller neurovegetative symptomer, som er tættest på Selyes oprindelige stimulus-respons-model, idet Selye [2] oprindeligt definerede stress som the nonspecific response of the body to any demand made upon it . De resterende to symptomer vist ved C i Figur 1 (HAM-D 2 ) måler den suicidale adfærd. Netop fordi Hamilton oprindeligt undersøgte patienter med svære depressionsgrader, var disse to symptomer meget relevante. Det er formentlig sådan, at selvmordsrisikoen bliver aktiveret, hvis den stressramte eller depressionsramte har manglende sygdomsindsigt [11].

I den forsinkede symptomudvikling ved PTSD inden for stimulus-respons-modellen [1] er det de psykofysiologiske eller neurovegetative arousal -symptomer, der først udvikles (HAM-D 9 ). Hvis PTSD ikke behandles, går reaktionen over i egentlig depression (HAM-D 6 ) og kan i det mere kroniske forløb føre til selvmordsadfærd (HAM-D 2 ).

HAM-D bliver i Danmark i dag benyttet i den daglige klinik af praktiserende læger, praktiserende psykiatere og hospitalspsykiatere ved behandlingen af såvel primær som sekundær depression (f.eks. udmatningsdepression).

Figur 1 viser nogle resultater fra Stressklinikken på Hillerød Hospital [9] (udmatningsdepression), hvor der alene er medtaget patienter, som har scoret 18 eller mere på HAM-D 17 , hvilket svarer til ICD-10-diagnosen moderat depression. Figur 1 viser også resultaterne fra to undersøgelser på Psykiatrisk Center Nordsjælland, hvor patienter med primær depression har indgået i en videnskabelig undersøgelse [10]. Disse patienter er udvalgt med en HAM-D 17 -score på 18 eller mere. Som det fremgår, bidrager det typiske depressionssyndrom (A) mest til totalscore for hele HAM-D 17 både ved primær og sekundær depression.

Den omfangsrige litteratur om klinisk stress er desværre meget ofte uklar i den psykometriske beskrivelse, hvor der ofte sker en sammenblanding af Selyes klare stimulus-respons-model med sondringen mellem stressor, stress og distress (Tabel 1).

Med hensyn til selve den biologiske stressreaktion har man især fokuseret på kroppens kortisolniveau. Imidlertid har det været vanskeligt at få et repræsentativt mål for dette. En undersøgelse over kortisolniveau i cerebrospinalvæsken viste, at patienter med såvel primær depression som med sekundær, »neurotisk« depression havde et signifikant højere kortisolniveau end en kontrolgruppe med sunde forsøgspersoner [12]. I en undersøgelse med de i Figur 1 indgående patienter fandt vi, at opvågningskoncentration af kortisol i spyt for såvel den primære depression som for den sekundære (udmatningsdepression) var signifikant højere end i kontrolgruppen. Anvendelsen af opvågningskoncentrationen af kortisol i spyt er ikke alene en meget simpel »laboratoriemetode« til måling af Selyes biologiske stressometer, men også en idiografisk metode i den forstand, at man måler koncentrationen på den individuelle persons unikke opvågningstidspunkt. Trods dette har vi stadig ingen videnskabelig evidens for spytkortisolens validitet ved primær versus sekundær depression.

Knorr et al [13] har foretaget en meget omhyggelig metaanalyse af den tilgængelige litteratur og udvalgt 20 undersøgelser med en tilsyneladende videnskabelig tilgang. I disse undersøgelser er HAM-D 17 kun anvendt i syv tilfælde, og det er ikke spytkoncentrationen ved forsøgspersonens opvågningstids-punkt, der er målt, men spytkoncentrationen kl. 8 om morgenen.

Inden for Selyes stimulus-respons-model kunne man i denne sammenhæng henvise til døgnurinkoncentrationen af kortisol som et besværligt, men validt biologisk stressometer. Halberg et al [14] har vist, at døgnudskillelse af kortisol i urinen hos den enkelte forsøgsperson afspejler, at stressniveauet er højest tirsdag og onsdag, hvorefter det falder gradvist i weekenden for atter at stige mandag og tirsdag.

Det er HAM-D med de tre delskalaer A, B, C (Figur 1), der psykometrisk set bedst beskriver distress -reaktionen efter såvel udmatningssyndromet som PTSD [1]. Netop dette, at lægerne er i stand til at omrokere de 17 symptomer i Figur 1 under et Hamil-ton-interview, er i overensstemmelse med den common sense -filosofi, der blev grundlagt i England, da Hamilton var i færd med at konstruere depressionsskalaen [15]. Dette, at de stressramte patienter kan fornemme, at lægen er: »thoroughly familiar with the kind of illness that confronts them, that he or she knows the kind of feelings and thoughts that it brings to the patients« , sikrer et begyndende kompliant behandlingsforløb [16]. Det er således HAM-D, der er det egentlige psykometriske stressdiagnoseinstrument, når det skal afgøres, om der er primær eller sekundær depression [17].

I vort gældende WHO-klassifikationssystem for de psykiatriske lidelser (ICD-10) er både PTSD og udmatnings-stress-syndromet placeret forkert under de nervøse angsttilstande, da disse syndromer som forsinkede stimulus-respons-tilstande kan udvikle sig til en egentlig klinisk depression, enten som en udmatningsdepression eller PTSD. Psykometrisk set er HAM-D det anbefalelsesværdige instrument ved måling af såvel PTSD som udmatnings-stress-syndromet.

Summary

The psychometric stress diagnosis

Ugeskr Læger 2012;174(4):195-197

The ICD-10 classification system of psychiatric disorders does not distinguish between primary and secondary (stress-related) depression. However, the stimulus-response models both for posttraumatic stress disorder (PTSD) (a single, life-threatening event) and for exhaustion depression (multiple distressing life events) can, when untreated, progress into the full clinical picture of depression. In these cases the Hamilton Depression Scale (HAM-D) should be used so that the specific depression state (HAM-D 6 ), the unspecific arousal syndrome (HAM-D 9 ), and the suicidal behaviour (HAM-D 2 ) are revealed. In PTSD patients the unspecific arousal syndrome (HAM-D 9 ) is the first syndrome to emerge, typically after the two first weeks.

Per Bech, Psykiatrisk Forskningsenhed, Psykiatrisk Center Nordsjælland, Dyrehavevej 48, 3400 Hillerød. E-mail: Per.Bech@regionh.dk

ANTAGET: 11. juli 2011

INTERESSEKONFLIKTER: ingen

LITTERATUR

1. Bech P. Klinisk psykometri. København: Munksgaard, 2011.
2. Selye H. The evolution of the stress concept. Am Sci 1973;61:692-9.
3. Selye H. Stress without distress. New York: Lippincott, 1974.
4. World Health Organization. International statistical classification of diseases and related health problems, 10th Revision (ICD-10). Geneva: World Health Organization, 1993.
5. Casey P, Maracy M, Kelly BD et al. Can adjustment disorder and depressive episode be distinguished? J Affect Disord 2006;92:291-7.
6. Åsberg M, Grape T, Krakow T. Stress som orsak til psykisk ohälsa. Läkartidningen 2010;107:1307-10.
7. Pichot P. History of neurasthenia. I: Gastpar M, Kielholz P, red. Problems of psychiatry in general practice. Bern: Hogrefe and Huber, 1991:16-20.
8. Bech P. Fifty years with the Hamilton scales for anxiety and depression. Psychother Psychosom 2009;78:202-11.
9. Netterstrøm B, Bech P, Eller N. Erfaringer fra en stressklinik. Ugeskr Læger 2007;169:132-7.
10. Martiny K, Lunde M, Unden M et al. High cortisol awakening response is associated with an impairment of the effect of bright light therapy. Acta Psychiatr Scand 2009;120:196-202.
11. Bech P, Olsen LR, Nimeus A. Psychometric scales in suicide risk assessment. Suicide - an unnecessary death. London: Martin Dunitz, 2001.
12. Träskman L, Tybring G, Åsberg M. Cortisol in the CSF of depressed and suicidal patients. Arch Gen Psychiatry 1980;37:761-7.
13. Knorr U, Vinberg M, Kessing LV et al. Salivary cortisol in depressed patients versus control persons: a systematic review and meta-analysis. Psychoneuroendocrinology 2010;35:1275-86.
14. Halberg F, Engeli M, Hamburger C. The 17-ketosteroid excretion of a healthy man on weekdays and weekends. Exp Med Surg 1965;23:61-9.
15. Ryle G, red. The revolution in philosophy. London: MacMillan, 1967.
16. Skottowe I. Clinical psychiatry. London: Eyre & Spottiswoode, 1953.
17. Bech P. Struggle for subtypes in primary and secondary depression and their mode-specific treatment or healing. Psychother Psychosom 2010;79:331-8.