»Kan du ikke også lige se på mig?«

Hun ligger ovre ved vinduet på firesengsstuen. Den ældre kvinde, der er indlagt på Ortopædkirurgisk Afdeling på Hvidovre Hospital med en hoftefraktur.

»Jeg har en kunstig hjerteklap, der er gået lidt kuk i min medicin, og jeg har svært ved at få vejret. Jeg har sagt det til stuegang flere gange, men der sker altså ikke rigtig noget«.

Uddannelsesansvarlig overlæge, kardiolog Gitte Nielsen er egentlig tilkaldt fra Kardiologisk Afdeling til et akut tilsyn hos en anden patient, der i et døgn har klaget over brystsmerter.

Gitte ved, at andre kolleger på lignende tilsyn ville sige til kvinden ved vinduet, at hun skal tale med plejepersonalet. At de ikke har tid.

Gitte ved også, at der nok er noget om den ældre dames råb om hjælp. Hun ved lige så godt som sine lægekolleger, at systemet ofte ikke fungerer.

Patienterne, derimod, forventer med rette, at de behandles, når de er indlagt på et sygehus - uanset hvad de fejler. Uanset hvor ligger. At nogen tager hånd om dem. Yder dem opmærksomhed og faglig ekspertise.

Men flowet og travlhed gør, at patienter, der fejler andet end det kirurgiske, ofte bliver tabt. Patienter udskrives efter en veloverstået operation for at blive indlagt få dage efter, fordi et medicinsk problem er stødt til.

Sådan oplever Gitte virkeligheden i det københavnske hospitalsvæsen, der har gennemgået konstante forandringer, så længe den 51-årige overlæge kan huske tilbage. Forandringer, der har gjort organisationen træt. Medarbejderne trætte. Man lader derfor stå til. Ofte, i hvert fald.

Gitte tjekker den ældre kvindes journal, ser, at patienten ikke får den rette medicinske behandling for sin mekaniske hjerteklap, og kan høre vand på lungerne. Risikoen for en alvorlig komplikation er til stede, så Gitte tager kvinden ved vinduet med tilbage på afdelingen.

Det vækker morskab på middagskonferencen. »En typisk Gitte«, siger de. Skal tilse én patient, kommer hjem med en anden.

Gitte kan godt se komikken i situationen. Men ikke i substansen. Ikke i den patientbehandling, der ikke længere er, som den burde være. Når den ældre dame selv beder om velbegrundet hjælp, er det et tegn på, at systemet ikke fungerer, føler Gitte.

Hvidovre Hospital har optageområde på Vesterbro, Amager og Vestegnen. Nogle af landets tungeste patienter træder ind ad dørene på Kettegård Alle 30. Mange fra socialt belastede miljøer. Mange tosprogede med kulturelle og sproglige barrierer.

Uanset patienternes sociale eller etnisk baggrund, uddannelsesniveau eller sygdomsstatus er der afsat præcis 20 minutter til hver i Gittes ambulatorium. Hun forstår ikke, hvorfor hospitalsledelserne og de ansvarlige politikere ikke tager højde for patienternes forhold, når pengene fordeles.

Succesparameteret er udelukkende, om antallet af patienter overholdes. Flowet. Ikke om patienterne henter den ordinerede medicin eller indtager den korrekt. Eller forstår behandlingen. Kvantitet frem for kvalitet.

At der ikke tages særligt højde for patienternes baggrund, fører til en tydelig forskelsbehandling. At de resursestærke får førsteklasses skattebetalt behandling, mens de andre køres gennem systemet, så kasseapparatet tikker uden den rette behandlingskvalitet.

Det frustrerer.

Gitte tager arbejdet med hjem. Ringer flere gange til patienter efter arbejdstid for at sikre sig, at de har gjort som aftalt i ambulatoriet. Nogle får Gittes mobilnummer. Det er et skråplan, men det letter på samvittigheden.

Gitte oplever, hvordan ældre, svagelige borgere får stillet mad ind til sengen, men da de ikke selv kan spise, og sygeplejerskerne ikke har tid, bliver bakken fjernet. Næsten urørt.

Ansvarligheden er langsomt forsvundet i København, synes hun, i takt med omstillingerne, personalereduktionerne og økonomitænkningen.

Mange kolleger er udbrændte; alle taler om, hvordan det ikke længere hænger sammen.

Gitte kunne vælge at leve med det, som nogle kolleger gør. Lukke øjnene for virkeligheden i Region Hovedstaden. Men hun kan ikke.

Hun ved godt, at det er lidt forkert. Som at være utro.

Gitte Nielsen har tilbragt store dele af sit lægeliv på Hvidovre Hospital. De har sammensat en stilling med hende i tankerne. Hvidovre Hospital og de ansatte kardiologer har villet Gitte og omvendt. Hun er ved årsskiftet blevet uddannelsesansvarlig overlæge. Drømmestillingen.

Alligevel nager tvivlen. Hun har egentlig troet, at når hun selv blev overlæge, blev muligheden for at skabe ændringer større. Men det sker ikke. Patienterne får fortsat ikke den optimale behandling.

En skilsmisse et par år tidligere og frafløjne børn gør, at Gitte ikke længere er bundet geografisk.

Den nye kæreste siger, at noget må ske, da arbejdsproblemerne fylder.

Gitte tager nogle vagter og dage i ambulatoriet på Frederikshavn Sygehus, mens hun og kæresten bor i sommerhuset i nærheden.

Tænk, at arbejde igen kan føles sådan her. Der er ro. Rent. Tid til patienterne. Støttepersonale, der hjælper. Og pårørende i de situationer, hvor pårørende er det nødvendige ekstra øre.

Det bliver til flere vagter.

Medicinsk Center på Sygehus Vendsyssel ringer med et tilbud, hun ikke må sige nej til.

Tårerne triller, da Gitte siger op på Hvidovre Hospital. Men hun er nødt til det.

Enmandskontoret og det hæve-sænke-bord, hun aldrig fik på Hvidovre, står klar, da hun ankommer til Hjørring.

Gitte får en mobiltelefon, hun kan bruge døgnet rundt. En bærbar pc med hjemmearbejdsplads - i hovedstaden blev det afvist med henvisning til it-sikkerhed, men det er åbenbart sikkert nok i det nordjyske.

It fungerer. Der er døgnet rundt en hotline, som hun rent faktisk kan komme i kontakt med. Hun har, som alle overlæger i regionen, 22.000 kr. til årlig efteruddannelse. Der er kaffe og frugtordning.

Og så er der rent. Rent, rent, rent. Her arbejder tidligere hjemmegående nordjyske husmødre som rengøringspersonale. Det kan ses. Gitte nyder at vise sygehuset frem.

»Gitte, der er noget, du er nødt til at forstå. Du er i Nordjylland. Du kan ikke forandre alt på få måneder«.

Det råd gav en overlægekollega efter nogle måneder i det nordjyske. Gitte tænker ofte på hans ord. Bemærkelsesværdigt er det, at det især er sygeplejegruppen og ledelsen, der har været begejstret for den udefrakommende kardiolog.

Overlægekollegerne har set an. Og ser an, mens Gitte vil forandre deres arbejdsgange.

Gitte er i øjeblikket primus motor for »sammedagsudredning« med pakkeforløb, så patienten får lavet de fleste undersøgelser samme dag.

Hun har været med til at indføre, at kardiologiske patienter køres direkte på afdelingen og ses af en speciallæge. Mange indlæggelser kan dermed konverteres til ambulatorietider.

Hun finder hurtig ud af, at det lille sygehus i Hjørring har en af landets mest avancerede CT-skanner. I dag udfører de ugentligt otte CT-KAG, hvor kranspulsåren skannes for forsnævring i stedet for det traditionelle invasive indgreb i lysken. Fra hun blev kontaktet af cheflægen, og Sundhedsstyrelsen godkendte proceduren, til de første 50 patienter var blevet skannet, gik der under et år.

Det appellerer til Gitte. Kommandovejen er uhørt kort. Hun kan ændre ting, skabe bedre patientforløb. Det nordjyske sygehusvæsen mangler ikke udstyr, men hænder. Særligt lægehænder. Derfor har mange af de organisatoriske forandringer, som de store sygehuse i landet allerede har fået indført, endnu ikke slået rod i det nordjyske. Gitte kan være med til at skabe de nødvendige forandringer.

Men hvor hovedstaden har tankerne, men drukner i produktion, mangel på støttepersonale, overskud og sammenhæng, er det anderledes i det nordligste Danmark.

Gitte Nielsen kan igen behandle patienterne, har tid i klinikken, støttepersonale og en ledelse, der værdsætter hendes initiativer.

Den nordenfjordske arbejdskultur, hvor læger ikke blander sig i hinandens arbejde, vil nok tage tid at ændre, erkender hun dog. Og samarbejde og tværfaglighed har endnu ikke slået an på Medicinsk Center.

Gitte oplever også morgenkonferencer, der lige så godt kunne overstås på mail. De få minutter bruges på praktiske meddelelser. Envejskommunikation. Ikkefaglige diskussioner, drøftelser af konkrete patientforløb og gensidig læring fra konkrete oplevelser i klinikken.

Men Gitte er optimistisk:

»Alt er ikke perfekt, men vi er i rivende udvikling heroppe i Nordjylland. Jeg har fået alle de udviklingsmuligheder, jeg har drømt om. På Hvidovre Hospital trådte vi hinanden over tæerne, fordi alle ville. Heroppe er uopdyrket land for den, som har lyst. Jeg får rykket ved tingene, måske ikke så hurtigt, som jeg troede, men det sker. Og så elsker jeg igen at gå på arbejde, selv om jeg savner mine gamle kolleger. Om det her er for good, ved jeg ikke. Men lige nu er det det helt rigtige for mig«.

1990 Cand.med. fra Københavns Universitet

1991 Turnus, Køge Sygehus

1994 Blokstilling på Roskilde Amtssygehus Køge med henblik på almen praksis

1996 Introduktionsstilling på Roskilde Amtssygehus Køge

1997 Introduktionsstilling i kardiologi, Hvidovre Hospital

1998 Klinisk assistent, Kardiologisk Afdeling, Hvidovre Hospital

2002 Hoveduddannelsesforløb Glostrup og Herlev Hospital

2004 Ph.d. Hvidovre Hospital

2005 Hoveduddannelses forløb i Kardiologi Gentofte Hospital

2007 Speciallæge i kardiologi

2007 Afdelingslæge, Kardiologisk Afdeling, Hvidovre Hospital

2010 Uddannelsesansvarlig overlæge, Kardiologisk Afdeling, Hvidovre Hospital

2011 Overlæge Medicinsk Center Sygehus Vendsyssel og klinisk lektor Aalborg Universitet.

Mandag: Forskningsenheden på Hjørring Sygehus. Gitte er klinisk lektor på medicinuddannelsen på Aalborg Universitet.

Tirsdag: Frederikshavn Sygehus, ambulatorium.

Onsdag: Hjørring Sygehus, stuegang, ambulatorium, vagt.

Torsdag: Hjørring Sygehus, stuegang, ambulatorium, vagt.

Fredag: Frederikshavn Sygehus, ambulatorium.

Walter Nielsen, specialeansvarlig overlæge på Kardiologisk Sektion, Hvidovre Hospital: Prøv at sammenligne din tidligere og nye arbejdsplads i forhold til dels dit kliniske arbejde med patienterne i hverdagen, dels mulighederne for at igangsætte nye forskningsprojekter?

»Jeg oplever en langt større personlig og faglig tilfredshed i det kliniske arbejde her, end jeg gjorde i København. Selvom de lige skal tænke sig om, når der kommer nye tiltag, er der meget heroppe, de ikke har nået. Hele tankegangen om patientforløb og dagshospitalsregi er meget længere fremme i hovedstaden. Men fordi jeg er kommet til et lille sted, er det meget lettere at få det igennem. Klinisk giver det større tilfredshed, også fordi jeg kan være med til at nytænke. Forskningsmæssigt er det klart, at et større hospital har andre muligheder. Men vi har en Forskningsenhed hvor professor Ulrik Thorngren Baandrup gør en stort arbejde. Sygehuset har nu fem ph.d.-studerende tilknyttet og flere er undervejs. Men jeg kan godt mærke, at der er udviklingspotentiale«.

Gorm Jensen, professor og overlæge på Kardiologisk Sektion, Hvidovre Hospital: Kan du mærke forskel på dine yngre kollegers faglige og forskningsmæssige niveau, fordi det er lettere at opnå hoveduddannelsesstilling i Region Nord end på hovedstadshospitalerne?

»Klinisk er der ingen forskel, men forskningsmæssigt, ja. Det var noget af det, der slog mig allermest, da jeg kom herop. For det kan man. Vi har folk i uddannelsesstillinger, der ingen forskningserfaring har. Det er trist. Men jeg tror på, at det ændrer sig, og ved, at de, der nu bliver ansat i uddannelsesstillinger i kardiologi, har forskning. Og så har vi en sygehusledelse, det sætter forskning i fokus. Men forskningen fylder endnu for lidt i vores hverdag heroppe. Men jeg mærker ikke noget på deres kliniske faglighed. Den er lige så høj som i København. Det skyldes nok også, at de ret hurtigt kommer til at stå på egne ben«.

Ulrik Dixen, overlæge Kardiologisk Sektion: Savner du slet ikke dine ekskolleger - bare en gang i mellem?

»Jo, nu får jeg næsten tårer i øjnene! Det gør jeg. Jeg savner dem rigtig, rigtig meget. Jeg plejer at sige, at man ikke kan få alt her i livet. Jeg er læge, og det er vigtigt for mig, at jeg kan stå inde for det, jeg gør. Arbejdsglæden er kommet tilbage, den var forsvundet i København. Men jeg tænker på mine gamle kolleger næsten dagligt, på vores faglige diskussioner, vores teamsamarbejde og vores fælles kamp for en god afdeling under umulige kår«.

Stig Nielsen, afdelingslæge på Kardiologisk Sektion, Hvidovre Hospital: Kan du nævne to ting, man som læge skal være opmærksom på, hvis man flytter til den anden side af landet?

»For det første at man bliver set på med skeptiske øjne, når man kommer fra hovedstaden. Jeg mærker langsomt anerkendelsen komme, selvom der fortsat er nogle, der ser på mig med skepsis. For det andet skal man huske, at man ikke bliver anerkendt, når man gør noget godt, på samme måde som i København. Hvis ikke der bliver sagt, at det er noget møg, så er det sikkert godt nok«.

Jens Friberg, uddannelsesansvarlig overlæge på Kardiologisk Sektion, Hvidovre Hospital: Hvordan oplever du muligheden for uddannelse af yngre læger i Hjørring kontra Hvidovre?

»Ud fra mine oplevelser må jeg sige, at tiden til de uddannelsessøgende ikke er bedre i Nordjylland end på Hvidovre. Hvis de ubesatte overlægestillinger blev besat, ville der være mere tid til de yngre kolleger. Når man starter i KBU og en introduktionsstilling i hovedstaden, bliver der taget hånd om én med veltilrettelagt introduktion og følgevagter, og der går lidt tid, inden man har selvstændige nattevagter. Her bliver du hurtigere smidt ud i det«.