I mange år har Danmark været duks, når det gjaldt forbrug af antibiotika. Desværre er det slut nu. Ugeskrift for Læger bringer i denne uge en række tankevækkende artikler om, at danske læger udskriver stadig større mængder af antibiotika - også af de bredspektrede. Udviklingen betyder, at vi er røget ud af den internationale superliga, som vi tidligere opfattede os selv om en selvfølgelig del af.

Men problemet er naturligvis langt alvorligere end konkurrence om at ligge højt på en liste. Realiteten er, at hvis ikke det lykkes at knække kurven, varer det ikke længe, før sygdomme, som i dag opfattes om banale, bliver helt anderledes truende. Vi risikerer i en ikke fjern fremtid ikke at kunne behandle en lungebetændelse eller en urinvejsinfektion.

En del af forklaringen er, at der opstår en negativ spiral, så snart bakterier udvikler resistens. Det betyder, at der ofte skal større doser og mere bredspektrede antibiotika til at for at kurere patienten. Det betyder så, at resistensen breder sig, og dermed bliver det stadig vanskeligere at vende udviklingen.

Men der er ingen vej udenom. Det er læger, der skriver recepterne, og hvis udviklingen skal vendes, er vi nødt til at tage opgaven på os. Lægers beslutninger om antibiotika har ikke kun betydning for den konkrete patient, men potentielt for mange andre mennesker lokalt, nationalt - og i sidste ende globalt.

Det er helt afgørende, at vi bliver enige om, hvornår der skal behandles med antibiotika, hvilke typer der skal tages i brug, hvor stor dosis skal være, og hvor lang tid behandlingen skal vare. Derfor kalder området på nationale kliniske retningslinjer. Den nye stigning i forbruget understreger blot, at det ikke kan ske hurtigt nok.

Hvis lægen har adgang til præcise og opdaterede nationale kliniske retningslinjer, er det alt andet lige nemmere at give det rigtige antibiotikum i den nødvendige mængde - hverken mere eller mindre.

Det er oplagt, at Sundhedsstyrelsen gennem Det Nationale Antibiotikaråd og sammen med de videnskabelige selskaber udarbejder disse nationale retningslinjer for anvendelse af antibiotika i Danmark. Ud over at sikre ensartet behandling overalt i landet vil kliniske retningslinjer udgøre en god rygstøtte i den dialog, som læger skal tage med patienter, som forventer at få en recept på et antibiotikum, hvis termometret viser 38,5° C. Vi skal vænne vores patienter til, at mange infektioner går over af sig selv.

Afgørende er også, at læger får adgang til bedre og hurtigere diagnostik. Derved undgås, at lægen "for en sikkerheds skyld" begynder på antibiotisk behandling af en sygdom, der efterfølgende viser sig at være forårsaget af en banal virus.

Antibiotika til mennesker er kun en del af problemet. Forbruget i landbruget er stort, og der udveksles resistente bakterier mellem dyr og mennesker. Lægeforeningen og Den Danske Dyrlægeforening har presset på for, at regeringen tager problemet op, når den efter nytår overtager formandskabet i EU. Den internationale indsats er afgørende i en verden, hvor mennesker, dyr og medicin bevæger sig på kryds og tværs af grænser. Men den danske regering står med en enorm udfordring. Det er mildt sagt krævende at ændre adfærden i lande, hvor bredspektrede antibiotika er førstevalg, og hvor dyrlægers indtjening afhænger af, hvor meget medicin de udskriver.

Det er godt, at politikerne har taget sagen op. Men som sagt: Der er ingen vej udenom. Det er os, der skriver recepterne, og vi skal handle nu.