Hiv-infektion diagnosticeres ofte flere år efter smittetidspunktet. I mange tilfælde stilles diagnosen »tilfældigt« hos en i øvrigt asymptomatisk patient. En anden mulighed er, at diagnosen bliver stillet i forbindelse med udredning af hiv-associerede kliniske manifestationer. Dette gælder særligt for hiv-patienter, som diagnosticeres sent i infektionsforløbet, hvor cluster of differentiation 4 (CD4)-tallet er faldet til under 200 celler/mikroliter, de såkaldte late presenters.

I et studie af demografiske og kliniske karakteristika hos late presenters indgik patienter (≥ 15 år) med nydiagnosticeret hiv på Infektionsmedicinsk Afdeling, Aarhus Universitetshospital, Skejby, i perioden fra 1. januar 2003 til og med 31. december 2009. Journaldata samt risikoprofiloplysninger blev analyseret i forhold til CD4-tal på hiv-diagnosetidspunktet.

I alt indgik der 194 hiv-patienter i studiet: 87 (45%) homo- og biseksuelle (MSM), 51 (26%) heteroseksuelle mænd og 56 (29%) kvinder. Late presenters udgjorde 33% (n = 63). De heteroseksuelt smittede personer udgjorde i forhold til MSM en relativt større andel i gruppen af late presenters (p = 0.02). Derimod var signifikant flere MSM end heteroseksuelle blevet diagnosticeret i forbindelse med den primære hiv-infektion: henholdsvis 16 (18%) og fire (4%), p < 0,01. Flere mænd end kvinder var tidligere blevet testet (negativ) for hiv (henholdsvis 26% og 4%, p < 0,0001). Ligeledes var flere MSM end heteroseksuelle mænd tidligere blevet testet (henholdsvis 32% og 16%, p < 0,05). Alvorlige hiv-associerede sygdomme som Pneumocystis jiroveci- pneumoni, tuberkulose, malignt lymfom samt toksoplasmose var diagnosticeret hos 24 patienter, hvoraf 18 (75%) tilhørte gruppen af late presenters (p < 0.0001). For gruppen af late presenters havde 32 (51%) patienter 3-12 måneder forud for tidspunkt for hiv-diagnosen søgt læge med klager over vægttab, universel glandelsvulst, mundhulesvamp, kronisk diare, recidiverende luftvejsinfektioner og/eller herpes zoster -udslæt dog uden, at der var blevet taget initiativ til at teste patienten for hiv.

En tredjedel af hiv-patienterne blev på diagnosetidspunktet fundet som late presenters . Omend MSM fortsat udgør den største gruppe blandt hiv-smittede, bør man dog være opmærksom på, at relativt flere heteroseksuelt smittede indgår i gruppen af late presenters. Der er behov for en skærpet opmærksomhed blandt såvel patienter som sundhedspersonale omkring forekomsten af kliniske manifestationer, der er forenelige med ikkeerkendt tilgrundliggende hiv-infektion. Diagnosticering af smittede personer på et tidligere tidspunkt i infektionsforløbet vil mindske byrden af hiv-associeret morbiditet og mortalitet. Et sådant tiltag i lighed med samtidig iværksættelse af tidligere antiviral behandling vil på længere sigt endvidere kunne have den nødvendige opbremsende effekt på hiv-epidemien.