Managementsproget er fascinerende og signalerer ofte begejstring. Tænk på leon, lean og work smarter, not harder. Sproget kan dog også dække over barske realiteter.

Jeg fandt i et samarbejdsudvalgsreferat på et sygehus følgende begreb: »ressourceallokerede personalejusteringer« ... Det betød »fyringer«!

Opgaveglidning? Er det et positivt ladet ord? At glide af hænde, manglende kontrol?

Opgaveglidning er et begreb, som vi støder på hyppigere og hyppigere både i det primære og det sekundære sundhedsvæsen, i regioner, kommuner og almen praksis.

Oversat til virkeligheden indebærer opgaveglidning typisk, at man lader mindre uddannet personale overtage opgaver fra bedre uddannet personale. Sagt på en anden måde: dyrt personale udskiftes med billigt personale.

Det kan der være god mening i, hvis det billigere personale i tilstrækkelig grad får oprustet kompetencen.

Men følger ansvaret med?

I en diskussion for nylig med en kommunal leder beskrev jeg det oplevede faktum, at almen praksis både i dagtid og i vagttid får flere henvendelser om banale problemstillinger, efter at kommunerne i stigende grad har overladt opgaver i hjemmeplejen til social- og sundhedsassistenter og sosu-hjælpere frem for sygeplejersker. Svaret var, at »så må vi klæde sosu-assistenterne bedre på«.

Men er risikoen ikke, at påklædningen bliver for let?

Akutte opkald til lægen fra assistenten kan indeholde udsagnet: »Jeg kan ikke tage ansvaret«. Det kan især dreje sig om usikkerhed om medicinering. F.eks. om fru Larsen må få sin natmedicin, når hun gerne vil i seng kl. 21.00, og der på dosispakningen står kl. 22.00!

Det kan også dreje sig om tolkning af akut opståede symptomer, hvor ansvaret påbyder plejehjemsassistenten at tilkalde en vagtlæge, som hyppigt må konstatere, at problematikken snildt kunne have ventet til dagtid, eller at der ikke foreligger selv de mest almindelige sygeplejefaglige observationer.

I disse eksempler bliver opgaveglidning til et loop: billigt personale må have bistand af dyrt personale for at løse problemer, som det mellemdyre personale kunne have løst uden bistand.

I stedet for ekstra påklædning til assistenten var det måske en bedre ide, at lade sygeplejeopgaver passe af en person i sygeplejerskekittel!

Og er de aktuelle administrative løsningsforslag konsekvente?

På det ene kontor planlægges læger erstattet med sygeplejersker i lægevagtsvisitation. På et andet kontor foreslås speciallæger i front i størsteparten af døgnet på sygehusenes akutafdelinger. Begge kontorer argumenterer med både faglighed og økonomisk besparelse. Hvem har ret?