Den danske model for velfærd med højt skattetryk og omfattende omfordeling af midler sikrer alle borgere og har et enestående sikkerhedsnet, der bl.a. er med til at minimere kriminalitet. Skal man yde, før man kan nyde, lægges der op til et paradigmeskift, der vil ramme de svageste i samfundet voldsomt, og det er i mine øjne et kæmpe tilbageskridt, som ikke burde være nødvendigt i Danmark.

For mig er lige ret for alle borgere til sundhedsydelser indbegrebet af et velfærdssamfund. Det er urimeligt og uacceptabelt, at borgere, som i forvejen vil være under psykisk pres i forhold til at tilegne sig deres nye lands love og kultur, også skal presses på fysiske symptomer, fordi de kan få svært ved at betale lægeregninger.

Bliver det lovfæstet, så forestiller jeg mig, at sygesikringen udsteder særlige sygesikringsbeviser de første to år, så praksis har overblik, og så må de nye borgere betale ved skranken. Men jeg har meget let adgang til scenarier, hvor jeg står med mit lægeløfte og en syg, ubemidlet ny indvandrer - og det er en helt urimelig situation at stille begge parter i.

Nej

Regionerne må selv inddrive eventuelle honorarer for konsultationer, ligesom de skal til at drive tolkehonorarer hjem. Læger kan ikke afvise at behandle syge, og vi skal ikke betale for at opføre os ordentligt.