« læger.dk
Web-tv  |   Kontakt  |   Presse  |   Abonnér  |   BMJ Learning  |   Links  |   Hjælp   english version
Ugeskrift for Læger

Avanceret søgning »
Abonner på Ugeskriftets Nyhedsbrev
Ugeskriftet og Psykiatrien
Hvad laver lægen
Rejsebreve


Ugeskr Læger 2010;172(35):2393
Hans-Walther Larsen
MINDEORD
Kim Frost Vibeke Henning

17.4.1926-30.6.2010

Vor gode ven, læremester og tidligere chef professor Hans-Walther Larsen er død efter et langt, begivenhedsrigt og yderst arbejdsomt liv.

I Hans-Walther Larsens disputats fra 1960 »Diabetic Retinopathy« præsenteredes for første gang alle udviklingsstadier af den diabetiske nethindesygdom, og sammen med storværket »Atlas of the Fundus of the Eye« gav den ham international anerkendelse. I 1968 blev han overlæge på Øjenafdelingen, Københavns Amts Sygehus i Gentofte og to år senere professor. Her blev han pioner ved indførelse af laserbehandling ved sygdomme i nethinden.

Hans-Walther Larsen var en højt skattet chef, altid venlig og lyttende, men også knivskarp og definitiv i sine afgørelser. I sin undervisning af studenter og vordende speciallæger var han forbilledlig systematisk, og som vejleder for sine kliniske assistenter i deres disputatsarbejder var han enestående tålmodig og åben for ideer; det blev aldrig professorens forskningsprojekt.

Hans-Walther Larsen besad eminente administrative evner og kunne som få analysere og inddampe komplicerede sagsfremstillinger til få punkter, som han derefter returnerede med lige dele diplomati og gennemslagskraft. I en periode var han formand for Overlægerådet ved Amtssygehuset i Gentofte og medlem af både Det Lægevidenskabelige Fakultetsråd, af fakultetets forretnings- og budgetudvalg og af Konsistorium, hvortil kom formandskabet for den faglige komite i landsforeningen Værn om Synet

Allerede som 64-årig valgte han at pensionere sig og fik et rigt seniorliv med slægtsforskning og rejser som hovedinteresser.

På det tidspunkt, Hans-Walther Larsen gjorde sin entre i faget, var dansk oftalmologi som et udpræget familie- og venneforetagende stort set lukket for ikkeprivilegerede. Med sin disputats, der ordentligvis måtte åbne for ellers planerede stillinger til anden side, sin kometagtige karriere og som samtidens mest kendte øjenlæge udenlands kom Hans-Walther Larsen til at mærke vort fags kollegiale skyggesider. Altid overbærende og hjælpsom fik han dog efterhånden isoleret avind og nag utrætteligt og kærligt støttet af sin hustru, Inge-Line, som sidder tilbage med et dybt savn.

Vore inderligste tanker går til hende og deres to døtre, Anne-Merete og Birgitte.

Æret være længe Hans-Walther Larsens minde!



UGESKRIFT FOR LÆGER
Ugeskriftet betinger sig ret til at opbevare og publicere artikler (tekst og illustrationer) også i elektronisk form, fx via cd-rom og Internettet.
Eftertryk eller anden mangfoldiggørelse af Ugeskriftets tekst og illustrationer er kun tilladt med skriftlig tilladelse fra forfatter og redaktion og anførelse af Ugeskrift for Læger som kilde.
Gengivelse af informationer eller citater fra Ugeskriftet må tidligst offentliggøres på datoen (mandage) for det pågældende nummers udgivelse og med angivelse af Ugeskrift for Læger som kilde.