Er lige hjemvendt til den kliniske hverdag efter endt kursus i Ledelse, Administration og Samarbejde. Ja store bogstaver må der til - i disse sparetider tæller klinisk kunnen, empati eller arbejdsglæde ikke meget på budgettet. Nå, det var et sidespring - det kan vi måske diskutere på et senere tidspunkt.

Godt kursus i øvrigt. Blandt meget andet diskuterede vi kommunikation og konflikthåndtering.

F.eks.: Hvad gør du, når din overlæge, efter du har haft en vagt i overhalingsbanen, råber: »Sig mig, er du idiot? Hvorfor f... har du ikke tænkt på det?«

Tja, hvad gør man?

Pander stodderen en lige højre.

Bryder hulkende sammen over bordet.

Svarer roligt og velovervejet: »Du har muligvis ret i din kliniske betragtning, men vi er voksne mennesker, og jeg bryder mig ikke om måden, du taler til mig på« (og tror på, at du rent faktisk får lov til at tale ud ...).

Bider det i dig og bruger fem indebrændte timer på at finde et passende svar, som du så alligevel aldrig får fyret af.

Nu skulle man jo tro, at den slags urimelige udbrud var en saga blot - ikke desto mindre sad vi 24 læger med en kandidatalder på 4-10 år og havde alle været ude for noget, der mindede om ovenstående. Og så var det, at budskabet faldt (I ved det ene budskab, man/jeg husker tre måneder efter endt kursus - undskyld alle kursusledere!): Det du lader passere bliver acceptabelt!

Altså - alle de dumme/urimelige/hovne/nedladende kommentarer og ditto opførsel, som står uimodsagt, bliver så det acceptable. Sådan må vi godt tale til og opføre os over for hinanden. Det bliver normen.

Og det er ikke okay!

Det kan jo overføres på alle mulige menneskelige relationer, men lad os blive i vores verden. Det kan godt være, at kolerikerne og striglerne, som er opvokset i lægeverdenen, dengang man gik i vagt otte dage i træk, arbejdede 28 timer i døgnet og fik sten at spise til morgenmad, har lært den kommunikationsform og fundet sig i det. Men vi skriver 2010, og vi finder os ikke i det mere!

For hvis vi gør det - lader det passere - så bliver det den acceptable tone og opførsel.

Så altså til alle jer, som har spist sten til morgenmad: Tal pænt til jeres kolleger, opfør jer ordentligt og sig noget til dem, som ikke gør det.

Og til os andre (især hvis I som jeg må svare d) til spørgsmålet ovenfor): Vi må til at mande os op! Og hvis det ikke lige bliver i situationen, så må det blive på et senere tidspunkt med eller uden din chefs/overlæges/kollegas hjælp. Ellers accepterer vi det jo.

Og lad så denne opsang slutte med en kærlig hilsen til alle de søde, ordentlige og ikke mindst dygtige kolleger, jeg har mødt på min vej - og som der er langt flest af derude.