Fødevareministeren har svaret på mit indlæg i Ugeskriftet [1, 2], men forholder sig fortsat ikke til sagens kerne: At multiresistente stafylokokker (MRSA) har spredt sig i danske svin, og at de herfra smitter mennesker og gør dem syge. I stedet prøver ministeren at sætte en anden dagsorden ved nok engang at gentage, at Danmark ligger lavt i antibiotikaforbrug og resistens sammenlignet med udlandet. Det ligner en bevidst strategi fra ministerens side: Ved at flytte fokus væk fra patienterne, lettes presset på ministeriet for at gøre noget konkret ved problemet her og nu.

En rationel tilgang til problemet ville være at skabe epidemiologisk overblik over MRSA-smittens omfang ved screening af danske svinebesætninger, stoppe smitte mellem svinebesætninger ved karantæneforanstaltninger, udfase smittede besætninger, reducere antibiotikaforbruget og dermed selektionstrykket til fordel for MRSA og andre resistente bakterier og gennem ændrede produktionsformer sikre bedre hygiejne og dyrevelfærd, så man er mindre afhængig af antibiotika.

Sådan kunne recepten se ud. Det er klart, at fødevaresektorens egne eksperter kan kvalificere dette meget mere, men nu er bolden givet op. Det er som om, man fortsat ikke helt har forstået problemets alvor. Udbredelsen af MRSA og andre resistente bakterier i svin rummer alle ingredienser til en større fødevarepolitisk skandale. Det vil derfor være rettidig omhu at gribe ind nu, mens problemerne (forhåbentlig) stadig er overskuelige og håndterbare.

Ministeren fokuserer i sit svar på den netop vedtagne plan mod antibiotikaresistens. Det er positivt, at der er skabt et koordinerende organ, hvor fødevaresektorens og sundhedsvæsenets antibiotikaforbrug kan diskuteres, og hvor sammenhænge mellem antibiotikaforbrug og -resistens på tværs af de to sektorer kan belyses. Men der mangler noget helt afgørende i planen, nemlig intervention. Der er ingen planer for, hvordan man vil intervenere over for MRSA og andre resistente bakterier, og der er ingen kvantitative mål for reduktion af antibiotikaforbruget. Det risikerer meget let at blive en syltekrukke: flere undersøgelser og flere langsomt arbejdende ekspertudvalg, men ingen intervention. Det mest konkrete er en gul kort-ordning, som også har åbenlyse svagheder: Hvem skal f.eks. afgøre, hvad et uacceptabelt højt antibiotikaforbrug er, og hvad gør man, hvis forbruget ikke varigt reduceres? Er man også parat til at bruge det røde kort?

Ministeren beskylder mig for at komme med usande påstande. Det gjorde landbruget også [3]. Jeg kan godt forstå, at ministeren føler sig presset, men det er altså en alvorlig sag at beskylde en forsker for at lyve. Jeg skal derfor venligst bede ministeren præcisere, hvad han mener, jeg har sagt af usandt - eller trække beskyldningen tilbage.

1. Kolmos HJ. Replik til fødevareministeren. Ugeskr Læger 2010;172:1625.

2. Høegh H. Fælles plan mod antibiotikaresistens. Ugeskr Læger 2010;172:1779.

3. Andreasen M, Nielsen EO, Dahl J et al. Danske grise i verdensklasse. Ugeskr Læger 2010;172:1321-3.

♠ Fødevareminister Henrik Høegh Email: min@fvm.dk

Hans Jørn Kolmos beder mig om at uddybe, hvad han har sagt af usandt.

Det gør jeg gerne: Det er således ikke sandt, når Kolmos i sit indlæg (Ugeskr Læger 2010;172:1625) antyder, at det er landbrugets brancheorganisation, der fungerer som min rådgiver i antibiotikaspørgsmål.