Journalist Annette Hagerup, AHA journalistik, har i Ugeskrift for Læger skrevet indlægget »Dårlige læger i nordisk gabestok« [1].

Indholdet er en oplysning om, at læger, der på grund af fejlvurdering og/eller fejlbehandling er kommet under skærpet tilsyn af Sundhedsstyrelsen og har fået påbud om at ændre deres adfærd, for fremtiden vil bliver rapporteret til Statens Helsetilsyn i Oslo og til Sosialstyrelsen i Stockholm. Og det er godt.

Men sprogbrugen er ikke god. Den skal dramatisere en faglig verden, som i forvejen er dramatisk nok. For de to affektladede ord i overskriften, dårlig og gabestok bevirker, at læseren ikke identificerer sig med de omtalte læger eller dog erindrer den tvivl og uro, vi alle har følt under patientdiagnose og -behandling; for her er der tale om et krapyl. De er i gabestok, og sådan nogle spytter man på, de er prygelknaber, som vi alle er hævet over.

Glemt er den overbærende visdom, som Erik Warburg (1892-1969) stod for i Retslægerådet og den overbærende kollegialitet, hvormed overlæger som Carl Clemmesen (1899-1966) og Paul Horstmann (1911-1996) ansatte kolleger, som var forulykket i sundhedsvæsenet, og i nogle år søgte at rette dem op. Og helt ukendte er Jean Fayards ord [2]: »Jeg foragter dem med så meget større indsigt, fordi jeg ved, jeg ligner dem« (forkortet).

1. Hagerup A. Dårlige læger i nordisk gabestok. Ugeskr Læger 2010;172:1643.
2. Fayard J. Mal d'amour. Paris - A Fayard & Cie 1931;16-17:385 pp.