Kort nyt

NYHEDER redigeret af Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk
Koks i Region HovedstadenJournalist Annette Hagerup, ahagerup@mail.dk
Knæ- og hoftepatienter fra Region Hovedstaden er blevet sendt på privathospital, selvom flere af regionens sygehuse havde tomme senge og ledige operationsstuer. Nu skærpes visitationsproceduren.
Flere af Region Hovedstadens sygehuse risikerer underskud på budgettet, fordi de ikke når op på det forventede antal operationer i år. Det skyldes, at Region Hovedstaden har sendt patienter til privathospitaler, selvom der var ledig kapacitet på regionens egne sygehuse.
Privathospitalerne har således her i september, oktober og november alene på den konto indkasseret betaling for godt 50 knæ- og hofteoperationer (knæ- og hoftealloplastik). Det svarer til 3-3,5 mio. kr.
I samme periode har de ortopædkirurgiske afdelinger på både Gentofte og Frederiksberg Hospitaler haft tomme operationsstuer og ledige kirurghænder med speciale i at udskifte knæ og hofter.
Begge afdelinger har ligefrem forgæves efterlyst flere patienter. Ifølge en opgørelse fra Region Hovedstaden er kapaciteten på den ortopædkirurgiske afdeling i Gentofte kun blevet udnyttet 70 pct. i de tre efterårsmåneder.
Patienter, der skal have en ny hofte, må i øjeblikket vente syv uger på en operation på Hvidovre Hospital og hele 12 uger på en lignende operation på Rigshospitalet.
Til sammenligning er ventetiden på at få indopereret en ny hofte under en uge på Gentofte Hospital. »I de sidste 14 dage op til jul har vi i alt 15-18 ledige operationstider til hofte- eller knæalloplastikopera-tioner«, fortæller ledende overlæge på afdelingen for planlagt kirurgi på Gentofte Hospital, Frank Samsøe Jensen.
Det åbenlyse misforhold får nu Region Hoved-staden til at skærpe sin visitationsprocedure.
Offentlige sygehuse først
Det Konservative medlem af Hovedstadens Regionsråd, Benedikte Kiær, bebuder i Dagbladet Politiken, at hun vil tage sagen op i regionsrådet. »Vi skal selvfølgelig bruge vores offentlige sygehuse, før vi sender patienterne til de private«, siger Benedikte Kiær til avisen.
Medlem af Lægeforeningens bestyrelse, formand for Overlægeforeningen, Erik Kristensen, undrer sig såre over den åbenbare mangel på overblik over ledige senge og operationsstuer.»Det er desværre blot endnu et eksempel på, at Region Hovedstaden ikke har styr på sagerne. Regionen fik bl.a. sin sygehusplanlægning underkendt og kører desuden med et millionunderskud.
Det virker som om, det politisk/administrative system i Region Hovedstaden er en kolos på lerfødder. Man må bare håbe, at den ineffektive visitationspraksis ikke har betydet ekstra ventetid for patienterne. Eller øgede udgifter for regionen«, siger Erik Kristensen.
Ifølge lederen af den centrale rådgivningsenhed, der skal hjælpe med at fordele patienterne i Region Hovedstaden, Jens Kristian Kragholm, har regionens egne sygehuse i de seneste tre måneder behandlet 3.000 knæ- og hoftepatienter, mens 70 er blevet viderevisiteret til private hospitaler (heraf har de 50 fået nye hofter eller nye knæ).
»Men hver eneste patient, vi sender videre, selv om vores egne sygehuse kunne have klaret det, er en patient for mange.
Udfordringen består i, at vi kun har 30 dage, fra en patient er blevet henvist, til operationen skal være gennemført. Vi har nu nedsat en arbejdsgruppe med en ekstern konsulent, der skal gennemgå vores procedurer, så vi sikrer, at vores kapacitet udnyttes bedst muligt.
I den forbindelse vil det være oplagt at se på, om vi har det rette miks af patienter på de forskellige hospitaler, eller om de med fordel kunne justeres«, fortæller Jens Kristian Kragholm.
Fakta
I 2008 blev i alt 933 patienter fra Region Hovedstaden visiteret til knæ- eller hofteoperation (alloplastik) på et privathospital.
I 2009 er foreløbig 172 patienter fra Region Hovedstaden visiteret til knæ- eller hofteoperation (alloplastik) på et privathospital.
Ventetider på ny hofte:
Gentofte Hospital: 0 uger til udredning, 0 uger til operation
Herlev Hospital: 2 uger til udredning, 2 uger til operation
Bispebjerg Hospital: 3 uger til udredning, 1 uge til operation
Frederiksberg Hospital: 3 uger til udredning, 4 uger til operation
Glostrup Hospital: 10 uger til udredning, 3 uger til operation
Hvidovre Hospital: 10 uger til udredning, 7 uger til operation
Rigshospitalet: 12 uger til udredning, 12 uger til operation
Læs mere på www.venteinfo.dk
Korte nyheder
Hver femte indlagte patient oplever fejl
En ny rapport udarbejdet for Danske Regioner og Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse viser, at en ud af fem indlagte patienter oplever fejl i forbindelse med deres indlæggelsesforløb. For ambulante patienter er tallet en ud af seks. Rapporten, der handler om patienternes tilfredshed med sundhedsvæsenet, er dog generelt positiv.
Således siger 36,1 pct. af de adspurgte indlagte patienter, at deres samlede indtryk af indlæggelsen er »meget positiv«, mens 53,8 pct. svarer »positiv«. Kun 7,4 pct. er »negative« og 2,7 pct. »meget negative«. Ambulante patienter har et lignende mønster.
OECD: Danmark blandt de bedste til hjertesygdomme
Det danske sundhedsvæsen er førende internationalt, når det gælder behandling af patienter med hjerte- og karsygdomme. Det fremgår af en ny rapport, som sammenligner befolkningens sundhedstilstand i de 30 OECD-lande, skriver Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse i en pressemeddelelse.
Stadig færre danskere dør af hjerte- og karsygdomme, og Danmark er sammen med Sverige, Island og Norge blandt de bedste i OECD til at behandle blodpropper i hjertet og hjernen, fremgår det.
Meget få tegn på, at H1N1-medicin virker
Effekten af influenzamedicinen Tamiflu er ringe og udokumenteret ifølge en ny undersøgelse i BMJ omtalt i Dagbladet Information.
»Vi fandt forsvindende få tegn på, at Tamiflu har nogen effekt«, lyder det ifølge avisen fra professor Nick Freemantle, University of Birmingham, der er en af forskerne bag undersøgelsen.
Det har dog ikke forhindret mange lande i at indkøbe store lagre af Tamiflu. I år forventes salget af midlet at nå ti milliarder kroner, skriver avisen. Frygten for influenzaen har fået Danmark til at købe en million doser.
Antirygelove dækker kun 5,4 pct. af verdens befolkning
WHO efterlyser mere handling fra regeringernes side for at få etableret flere antirygelove rundtomkring. I en ny rapport peger organisationen på, at det kun er 5,4 pct. af verdens befolkning, som p.t. er dækket af den slags lovgivning.
»Selv om det udgør et fremskridt, viser det faktum, at over 94 pct. ikke er beskyttet af nogen omfattende antirygelove, at der stadig er meget at gøre«, siger WHO's assisterende generaldirektør for ikkesmitsomme sygdomme og psykisk sygdom, Dr. Ala Alwan, i en pressemeddelelse.
Meget få tegn på, at H1N1-medicin virker
Effekten af influenzamedicinen oselta-mivir (Tamiflu) er ringe og udokumenteret ifølge en ny undersøgelse i BMJ.
»Vi fandt forsvindende få tegn på, at Tamiflu har nogen effekt«, sig professor Nick Freemantle, University of Birmingham, til Dagbladet Information.
I år forventes salget af midlet at nå 10 mia. kr. Ifølge undersøgelsen mere eller mindre spildte penge: »Der er meget lidt dokumentation til støtte for den udbredte anvendelse af oseltamivir i den ellers raske del af befolkningen, som udvikler tegn på influenza«, siger Nick Freemantle.
EU til kamp mod antibiotikaresistens
EU-Kommissionen skal senest om to år fremlægge en handlingsplan for problemet med multiresistente bakterier, har EU's sundhedsministre vedtaget.
Det glæder direktør for Institut for Ra-tionel Farmakoterapi, Steffen Thirstrup. »Ministerrådet sender et vigtigt signal til medlemslandene med de detaljerede opfordringer om at øge forskning og udvikling af nye præparater«, siger han til Altinget.dk. Han peger på, at Kommissionen tidligere har foreslået lovgivning, der løser problemer på medicinområdet - ikke mindst, at der udvikles for lidt medicin til børn og til patienter med sjældne sygdomme.
Kaffe duer ikke mod promiller