»Nu skal det jo ikke være brok alt sammen«, tænker jeg. Hælder kaffen op og går ud efter posten, mens jeg forsøger at komme i tanker om nogle af alle de elementer, der gør livet som yngre læge til en dans på roser. Trækker den månedlige hilsen fra Silkeborg Løn op af postkassen og lukker den op på vej ind. Øjnenes møde med bundlinjen sender min morgenkaffe lige lukt ned i bronkierne og får mig til at glemme alt om dans og roser. For mit indre øje toner et billede af den tidligere statsminister frem, og synet sender endnu en mundfuld skoldhed kaffe forbi strubelåget.

Vi skruer tiden lidt tilbage. Nærmere bestemt til den 4. oktober 2005, hvor Anders Fogh Rasmussen i Folketingets åbningstale sagde følgende: »Vi skal opbygge forskningsmiljøer i verdensklasse, og vi skal forske i de ting, samfundet har brug for. Forskning i naturvidenskab og teknik er blevet nedprioriteret gennem de sidste ti år. Det vil vi rette op på! Vi skal sikre kvaliteten ved at øge konkurrencen og midlerne. Det skal altid kunne betale sig at arbejde og gøre en ekstra indsats«. Mine ph.d. in spe-hænder ramte loftet: »De vil satse på mig! Jeg skal være en del af verdensklassen!«. Så jeg gjorde en ekstra indsats og knoklede på med uddannelsen. En 3-årig forskeruddannelse, med dybdegående statistikkurser og andre relevante kurser i metoder og etik. Væsentlig viden for at kunne implementere videnskabeligt materiale i den kliniske hverdag. En uddannelse med krav om formidlingstræning og etablering af forskningskontakter - og med relativt store forventninger til administrative kompetencer. Afsluttet med en højtidelig, offentlig eksamen, der nok kan tvinge en forebyggende Imodium i halsen på de fleste.

Øjnene vender tilbage til lønsedlen, og ordene om, at »det skal kunne betale sig at gøre en ekstra indsats!« og »verdensklasse!«, bliver meningsløse, da jeg kan konstatere, at jeg snart ni år efter min kandidateksamen fortsat er på grundløn - næsten. For tiden fremgår der et tillæg på 6.600 kr./år. Ved forrige ansættelse var dette tillæg ca. 21.000 kr./år, hvorfor jeg nu også må opleve at gå ned i løn! En aktiv indsats i forskningen, flere kliniske ansættelser og en ph.d.-uddannelse gør intet i verdensklasse for min lønseddel i hvert fald.

En forskeruddannelse er ikke et område for Ny Løn, og det er nærmest ironisk, at der flere steder er forhåndsaftaler om tillæg til vagtplanlægning - men ingen til 3-årige ekstrauddannelser.

Det er sagt, at man skal forske af lyst - ellers bliver det dårlig forskning. Men for det første er ph.d.-uddannelsen - i hvert fald delvis - garant for en nogenlunde kvalitet i arbejdet, og for det andet er det formentlig uinteressant for den dødssyge patient, om hans medicin er udviklet under jubelråb eller ej.

Ph.d.-uddannelsen er en regulær mellemlang videregående uddannelse som overbygning på en cand. med. og bør naturligvis aflønnes herefter. Medmindre Danske Regioner generelt ikke ønsker at aflønne folk med 3-årige uddannelser ...? Det vil der i så fald være en lang række psykoterapeuter, pædagoger, fængselsbetjente, it-bachelorer, byggeteknikere, social- og sundhedsassistenter, tandteknikere og ernæringsterapeuter, der vil blive kede af.