Kurt Charleman (KC) havde i sidste nummer af Ugeskriftet (2009;171:2856-7) en kronik om arbejdstid, uddannelse, patientsikkerhed m.m. Vi vil ikke kommentere alle de temaer og tanker, KC bringer til torvs, men fokusere på de centrale.

Vi er i store træk enige med KC om, at målet hele tiden er en bedre uddannelse. Vi er dog uenige i vejen derhen. Vi tror ikke på en arbejdstidsforlængelse, men mere på, at uddannelsen skal målrettes den enkelte læge, hvad den enkelte læge skal lære, og endelig hvordan vedkommende lærer bedst og hurtigst. Det er den form for fleksibilitet, vi skal stræbe efter.

Vi er enige med KC i, at det er væsentligt at sikre den nødvendige supervision i den lægelige videreuddannelse, og at det er bedre at lære på denne måde frem for alene at lære af sine fejl. Den centrale præmis for at sikre den nødvendige supervision er, at den erfarne læge er til stede samtidig med den uddannelsessøgende læge. Det er ikke bare et spørgsmål om at øge den ugentlige arbejdstid, men et spørgsmål om arbejdstilrettelæggelse. Ikke bare for den yngre læge, men også for den erfarne læge.

I Lægeforeningen negligerer vi ikke behovet for supervision og fastholder slet ikke rigide arbejdstidsregler. Tværtimod er det gang på gang dokumenteret, at det ikke er overenskomsten, der sætter grænser for hverken uddannelse eller udvikling af sundhedssektoren generelt. Det er jo heller ikke sådan, at overenskomsten sætter en absolut øvre grænse på 37 timer for den ugentlige arbejdstid. Læger kan arbejde mere end 37 timer og gør det som regel også. Arbejder de mere end de 37 timer, er det blot honoreringen, der ændres, men det er jo ikke honoreringen, der er temaet her, vel?

At dårlig uddannelse har en effekt på patientbehandlingen, er uomtvisteligt, men det samme har lange arbejdstider. Der er skrevet megen videnskabelig litteratur om de øgede risici for at begå fejl under udførelsen af natarbejde og på lange vagter. Det er netop derfor, at løsningen ikke bare er blindt at forlænge arbejdstiden, men derimod at se på det arbejde, der udføres i arbejdstiden, og på, om uddannelsespotentialet udnyttes bedst muligt i alle arbejdssituationer. Vi ved jo ikke, om den udvidede arbejdstid anvendes til supervision og uddannelse.

Fra vores samtaler med kolleger i henholdsvis England og Tyskland hører vi ikke om, at uddannelsesforholdene i disse lande er så formidable, som KC giver udtryk for. Vi er faktisk af den overbevisning, at vi i Danmark netop har et fleksibelt system, som gør, at det er muligt at skabe den rigtige balance mellem arbejde og familieliv. Uddannelsen kan altid blive bedre, og det arbejder vi hele tiden for, men ikke ved bare at lukke øjnene, udvide arbejdstiden og så håbe på det bedste. Der skal en langt mere fokuseret indsats til end bare at udvide arbejdstiden.