Fotos Ugeskrift for Læger og Hung Tien Vu

»Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse og Sundhedsstyrelsen frifindes« - sådan lyder dommen i retssagen mellem de lægestuderendes fagforening (FADL) og staten. Sagen handler om den såkaldte 4-års-regel, der betyder, at læger senest skal være ansat i en hoveduddannelsesstilling fire år efter start på den kliniske basisuddannelse (KBU). FADL mener, at 4-års-reglen er lovstridig, bl.a. fordi den betyder, at det er umuligt at blive speciallæge, medmindre man opnår ansættelse i en hoveduddannelsesstilling senest fire år efter start på KBU. Landsretten er åbenbart uenig - det fremgår af dommen, der blev offentliggjort den 7. september.

At 4-års-reglen er lovlig, gør den imidlertid ikke mere fornuftig. Jeg oplever mig selv og mine medstuderende lave alle mulige krumspring for at vinde tid. Vi udskyder studiet for at tage lægevikariater og lave forskningsprojekter, selvom vi kun mangler en enkelt eksamen. Vi venter med at tilmelde os KBU for i stedet at arbejde et par år i uklassificerede stillinger. Alt sammen i et desperat forsøg på at omgå, at vi fra starten på KBU kun har fire år at kvalificere os i.

Yngre Læger (YL) valgte i 2007 at støtte ændringerne i den lægelige videreuddannelse på trods af sundhedsministerens ultimative krav om 4-års-reglen. Det var en god ide med en reform - det tidligere system for videreuddannelsen var på ingen måde fornuftigt. En stor gruppe læger hang i mange år fast i uklassificerede reservelægestillinger i håbet om at kvalificere sig til en uddannelsesstilling i et af de populære specialer. Det kunne virke som om, tålmodighed var den vigtigste kvalifikation. Når man ser på 4-års-reglen, virker det bare som om, man har erstattet kolera med pest.

En del af problemet handler om, at det er helt uigennemskueligt, hvad det i fremtiden vil kræve at blive ansat i den hoveduddannelsesstilling, man ønsker. Mange af os er ikke klar over, hvilket speciale vi ønsker at ende op i. For at holde mulighederne åbne virker det nødvendigt at sikre sig mere erfaring gennem uklassificerede stillinger eller forskning, inden 4-års-uret begynder at tikke. Fra YL anbefales det, at vi skal tage det roligt, da der med tiden vil komme løsninger på problemerne. YL anbefaler, at vi ikke udskyder KBU, da de fleste af os alligevel vil ende med at blive speciallæger i det speciale, vi ønsker. Disse råd kan måske vise sig at være kloge i sidste ende - det kan sagtens tænkes, at det hele løser sig. Dette ændrer ikke på, at det for den enkelte bliver et stort hasardspil. Vi risikerer at måtte vælge et tilfældigt speciale i sidste øjeblik, inden 4-års-uret tikker ud. Ikke fordi vi har lyst, men fordi alternativet er ikke at blive speciallæge overhovedet. Man kan så spørge sig selv, hvor meget arbejdsglæde der kommer ud af et specialevalg på de præmisser? Hvor god bliver kvaliteten af behandlingen for patienterne?

Det er bekymrende, at man fra YL stort set har opgivet at kæmpe politisk for at få lempet eller afskaffet 4-års-reglen. For os, der rammes af reglen, er den blandt vores absolut største arbejdsmæssige bekymringer. Få andre sager har så gennemgribende betydning for nyuddannede og kommende læger. Hvis ikke YL arbejder intensivt med sager som denne, hvad er så formålet med en fagforening?

Se Yngre Lægers svar på side 2764