Gennem årene, først som sygeplejerske og senere som læge, har jeg været tæt på et stort antal patienter, som led af en uhelbredelig sygdom og langsomt, men sikkert gik døden i møde.

Nogle håber på helbredelse og på livet til det sidste, andre ser døden i øjnene på et tidligt tidspunkt. Nogle ordner alle formalia, tager afsked med familie og venner og er psykisk helt afklarede om, at alle behandlingsmuligheder er udtømte. Taxavognmand Kaj Guldbech i TV2 Nyhederne forleden aften var et eksempel på det sidste, han var helt afklaret og var parat til at dø, til at springe de sidste pinefulde måneder over og til selv at bestemme, hvornår det endelige punktum i livet skulle sættes. Og så er det virkelig umenneskeligt, at han skal være nødt til at tage til Holland eller Schweiz for at dø.

Den dag sygdommen har ædt sig så dybt ind i dine organer, den dag kræften har bredt sig så vidt i din krop, den dag nervesystemet er så svækket, at det ikke længere fungerer, den dag hvor der ikke længere er håb for en rimelig tilværelse, den dag bør du have lov til at afslutte livet på en stilfærdig og værdig måde hjulpet af en læge.

Vores lovgivning burde rumme mulighed for aktiv dødshjælp, ikke på hospitalerne, ikke på behandlingssteder, men kun på særligt udvalgte hospicer. Patienterne må aldrig være i tvivl om, at lægerne på hospitaler og behandlingssteder gør deres yderste for at helbrede, støtte og lindre.

Men ved at udvælge et hospice i hver region og ved at ansætte læger som er særligt bemyndigede/autoriserede til at udføre aktiv dødshjælp, ville man give patienter som Kaj Guldbech mulighed for at vælge at dø i Danmark tæt på familie og venner og med en læge, som taler modersmålet.

Jeg tror, vi er mange, som har en negativ diagnose hængende over hovedet og tænker på døden og på, hvorledes de sidste måneder kommer til at forløbe. Jeg tror, vi er mange, som ikke har lyst til at overlade dødsforløbet til Gud eller skæbnen, men gerne selv vil bestemme det tidspunkt, hvor vi inviterer døden indenfor. Og som virkelig gerne vil dø her i det land, hvor vi er født, og hvor vi har levet et helt langt liv.