« læger.dk
Web-tv  |   Kontakt  |   Presse  |   Abonnér  |   BMJ Learning  |   Links  |   Hjælp   english version
Ugeskrift for Læger

Avanceret søgning »
Abonner på Ugeskriftets Nyhedsbrev
Ugeskriftet og Psykiatrien
Hvad laver lægen
Rejsebreve


Ugeskr Læger 2009;171(35):2494
Johannes Christensen
Mindeord
Lars T. Christensen Eskild W. Henneberg Ole Juhl

17.9.1926-29.6.2009

I juni døde overlæge dr.med. Johannes Christensen, Aalborg. Han blev 82 år.

JC blev læge i 1953 og var til at begynde med på vej til en uddannelse som gynækolog. I 1967 forsvarede han sin disputats om et obstetrisk emne, men tilfældigheder førte ham over i en thoraxkirurgisk løbebane, og via ansættelser på sygehusene i Århus blev han speciallæge i thoraxkirurgi. Senere blev han også speciallæge i karkirurgi.

I en periode fungerede han som kirurgisk overlæge på Dronning Ingrids Hospital i Nuuk.

I 1969 blev han ansat som overlæge på Aalborg Sygehus. Her opbyggede han den thorax-karkirurgiske afdeling i takt med den udvikling, der i de år foregik inden for disse specialer.

JC ydede sammen med en anæstesiolog en pionerindsats på det hjertekirurgiske område. Han blev i 1974 den første thoraxkirurg uden for Københavnsområdet - og nr. 2 i Danmark - som udførte en koronar bypassoperation.

Lunge-, øsofagus- og cardiakirurgi samt alle de karkirurgiske procedurer indgik også dengang i en thorax-karkirurgisk afdelings virkefelt, så mange procedurer var i spil, men alt sammen blev udført med stor dygtighed og virtuositet af JC. Han var en utrolig god operatør, dygtig tekniker, omhyggelig, vedholdende og stædig for at opnå de bedste resultater.

Når dertil lægges, at han var en meget empatisk læge og meget afholdt af sine patienter, fuldendes et billede af en meget flot kirurgisk lægegerning.

Adskillige danske kirurger inden for både thoraxkirurgien og karkirurgien har nydt godt af den uddannelse og det etiske koncept, der herskede på JC's afdeling.

JC gik i 1993 på pension og helligede sig pensionisttilværelsen sammen med Ruth. De oplevede sammen nogle gode pensionistår, men desværre blev JC's sidste år præget af sygdom og tiltagende svækkelse, hvilket han tog med den samme værdighed og ro, som prægede hans holdning til de fleste ting i livet.

Ved Johannes Christensens død har dansk thorax- og karkirurgi mistet en pioner og stor personlighed, og hans elskede Ruth, familien, venner og kolleger har mistet en god ven.

Æret være hans minde.



UGESKRIFT FOR LÆGER
Ugeskriftet betinger sig ret til at opbevare og publicere artikler (tekst og illustrationer) også i elektronisk form, fx via cd-rom og Internettet.
Eftertryk eller anden mangfoldiggørelse af Ugeskriftets tekst og illustrationer er kun tilladt med skriftlig tilladelse fra forfatter og redaktion og anførelse af Ugeskrift for Læger som kilde.
Gengivelse af informationer eller citater fra Ugeskriftet må tidligst offentliggøres på datoen (mandage) for det pågældende nummers udgivelse og med angivelse af Ugeskrift for Læger som kilde.