Denne ph.d.-afhandling udgår fra Forskningsenheden for Almen Praksis i København og Afdelingen for Almen Medicin, Københavns Universitet. Den alment praktiserende læges udfordringer og muligheder i forhold til at identificere børn med psykosociale problemer eller helbredsproblemer på grund af manglende omsorg undersøges.

Otteogtyve praktiserende lægers erfaringer og fortolkninger er undersøgt i et kvalitativt studie baseret på fokusgruppediskussioner, individuelle samtaler og observation af konsultationer.

De praktiserende læger blev ofte opmærksomme på et barns problemer som en afvigelse fra det »normale«. Det normale blev opfattet som det almindeligt forekommende. Lægerne havde kun i mindre grad fokus på positive tegn og symptomer på manglende psykosocial trivsel. Det var en fælles antagelse i mødet med barnet og familien i den forebyggende børneundersøgelse, at barnet var normalt og familien velfungerende, medmindre der var særlige grunde til at antage andet.

Lægerne havde deres opmærksomhed rettet mod børnekonsultationen som en triade. De støttede deres vurdering af barnet på forældrenes fortælling om barnet, forældrenes og barnets samspil og individuelle fremtræden i konsultationen samt deres egen kommunikation med barnet.

Tillid spillede en central rolle. Lægerne fokuserede på forældrenes tillid til dem og reflekterede ikke eksplicit over deres egen tillid til forældrene. De fandt det vanskeligt at inddrage forældrene, og de fandt det vanskeligt at spørge om familiens trivsel.

Nogle praktiserende læger havde strategier mhp. at dele deres observationer med forældrene.

Implikationer for fremtidig forskning: 1) I hvilken grad kan man drage slutninger vedrørende barnets trivsel fra observationer af barnet, forældrene og deres samspil i konsultation? 2) Hvordan kan lægen gennem en åben dialog med forældrene tale om barnets trivsel i situationer, hvor barnet tilsyneladende ikke får adækvat omsorg? Og 3) kan barnet tildeles en mere aktiv rolle i konsultation, og vil det betyde, at barnets behandling bedres?

Lægerne blev ofte opmærksomme på børn med problemer på grund af deres afvigelser fra børn og/eller forældres normal fremtoning og adfærd i konsultationen. De udnyttede børnekonsultationens muligheder for at observere samspil og adfærd. Lægerne havde udviklet en erfaringsbaseret, situationel normalitetsopfattelse. Lægernes udfordring var at udvikle tilliden i læge-forældre-relationen mhp. at opnå en fælles vurdering af barnet, samtidig med at lægen vurderede forældrenes omsorgsevner og i sidste ende måtte reagere på trusler mod barnets trivsel.