66 procent af de polske speciallæger, som arbejder i Danmark, vil ikke rejse hjem igen. De anfører lav løn og dårlige arbejdsvilkår som grund til, at de emigrerede til Danmark. Når polske speciallæger udvandrer til Danmark, skyldes det ikke kun udsigten til at tjene flere penge. For halvdelens vedkommende skyldes det i mindst lige så høj grad utilfredshed med arbejdsforholdene i det polske sundhedsvæsen. Det fremgår af et speciale, skrevet af to polskfødte studerende ved Handelshøjskolen.

En speciallæge kan godt tjene penge i Polen. Har man et egnet speciale, kan man knokle i en privatklinik efter arbejdsdagen på hospitalet. Har specialet ingen kommercielle muligheder, kan man i stedet have to job. I begge tilfælde ender man med en arbejdsuge på 70 timer.

Så lønnen spiller en vigtig rolle for beslutningen om at udvandre. Men også dårlige arbejdsvilkår er en drivkraft, forklarer den ene af de specialestuderende, Anita Dantved:

»Det er svært at få efteruddannelse, forklarede flere af speciallægerne. Dertil kommer, at mange af de polske speciallæger oplevede dårligt organiserede hospitaler, manglen på basalt udstyr og en hierarkisk organisation som dræbende for arbejdsglæden«, siger hun.

Læg hertil hospitalernes kroniske pengemangel, en vis korruption samt lægestandens lave anseelse.

Generelt trives de polske læger godt i det danske sundhedsvæsen. Men der er kraftige nuancer, siger Anita Dantved. En del føler, at patienter og kolleger ser på dem som lidt andenrangs.

»På Nakskov Sygehus hørte vi endda om en dansk sygeplejerske, der kom ind, hvor der sad nogle polske og tyske læger, og fyrede denne replik af: ,Nå, er der ingen læger til stede?`

En del føler, at de som polakker bliver set ned på. Andre mener, det skyldes sproglige og kulturelle barrierer - at man i starten har svært ved at følge med i kollegernes small-talk«.

Men de fleste har samtidig givet udtryk for, at de følte sig »skubbet ud« af sundhedsvæsenet i hjemlandet - af dårlige lønninger, af dårlige videreuddannelses- og udviklingsmuligheder, af dårligt udrustede hospitaler og af et gammeldags hierarki, hvor overlægens ord er lov og ikke til diskussion.

»Det er da heller ikke mange, der fortryder, at de rejste til Danmark: Man har mulighed for at videreuddanne sig, pengene er rigtig gode, og man kan leve godt med en 37-timers arbejdsuge«.

Dertil kommer, forklarer Anita Dantved, at de polske læger i Danmark oplever en respekt for sig selv som fagpersoner i læge-patient-forholdet.

Polen mangler speciallæger, især på de små provinshospitaler, og især inden for anæstesi og røntgen - specialer, hvor det er umuligt eller meget dyrt at etablere sig i privat praksis, og hvor vejen til et bedre lægeliv derfor fører udenlands. Og rejser narkoselægen, kan et lille provinssygehus blive nødt til at lukke operationsstuen eller skrue kraftigt ned for aktiviteten.

Giver det ikke de polske læger dårlig samvittighed?

»Jeg tror, mange af dem er rigtig bitre på Polen. Og ikke bare på sundhedssystemet. Nogle taler om måske at vende tilbage, hvis tingene ,ændrer sig`. Og de mener ikke kun lønnen. Nu har de været i Danmark og set, hvordan tingene kan fungere. De er glade for den flade struktur, hvor man har noget at skulle have sagt - at man godt kan diskutere med overlægen, selv om man ,kun` er reservelæge«.

»To tredjedele af de polske læger, vi havde kontakt med, har ingen planer om at rejse hjem. Af de, som overvejer at vende hjem, mener en del, at de vil kunne bruge meget af det, de har lært i Danmark til at gøre det polske sundhedsvæsen mere effektivt«, siger Anita Dantved.

Rapportens forfattere kan kontaktes via e-mail: a_dantved@hotmail.com eller kasia.kurnik@gmail.com

Undersøgelsen Emigration of Polish Doctors; The Case of Polish Medical Specialists in Denmark er lavet af Anita Dantved og Katarzyna Kurnik, der forsvarede den som speciale på CBS den 29. maj i år. Ved et internet-survey indkom svar fra 91 læger, indvandret i 2004-2008; 95 var blevet spurgt. Survey blev fulgt op af 27 personlige interviews. I perioden arbejdede 196 polske speciallæger i Danmark.

Rigsrevisionen langer ud efter Sundhedsministeriet og regionerne i en ny rapport om forholdet mellem det offentlige og privathospitalerne. Ministeriet har sløset med pengene og regionerne med kvaliteten.

Det offentlige - og dermed skatteborgerne - kunne have sparet mange penge, hvis daværende sundhedsminister, Lars Løkke Rasmussen, havde praktiseret kassetænkning, da ministeriet i 2006 fastsatte privathospitalernes honorarer for at behandle offentlige patienter under det udvidede frie sygehusvalg - »ventetidsgarantien«.

Det var hovedkonklusionen i Rigsrevisionens beretning om det offentlige og privathospitalerne, som kom i sidste uge.

Ministeriet har ikke »sikret, at de private sygehusydelser er erhvervet under skyldig hensyntagen til økonomien«, som der står i embedsværkets tørre stil.

Ministeriet dikterede dengang taksterne, efter at forhandlingerne mellem privathospitalernes organisation SPPD og de daværende amter brød sammen, og ordningen er siden blevet forlænget.

Men taksterne blev højere end nødvendigt: De blev på ca. 95 pct. af de offentlige DRG-takster, men Lars Løkke Rasmussen & co. vidste udmærket, at hele 100 - fortrinsvis mindre - private hospitaler og klinikker uden for SPPD havde aftalt væsentligt lavere priser med amterne: nemlig på ca. 80 pct. af de offentlige DRG-takster.

Når ministeriet ikke simpelt hen gjorde det tal gældende for samtlige privathospitaler, var det med henvisning til, at befolkningen skulle have valgmuligheder. Det var vigtigere end at spare penge.

Overbetalingen har allerede nærmest naturnødvendigt ført til politisk kritik.

»Beløbet, der er tabt, svarer til det, Stein Bagger svindlede med. Det er uhørt, og Lars Løkke har enten sovet i sin tid som sundhedsminister eller bevidst ladet sig snyde med priserne. Patienterne ville have haft bedre hjælp, hvis de knappe sundhedskroner var anvendt til behandling og ikke overpriser«, siger f.eks. Lone Dybkjær, De Radikales sundhedsordfører, i en pressemeddelelse.

Og fra fagligt hold:

»Jeg tror, de fleste vil synes, det var o.k. i starten at gå ud fra DRG-taksterne, for at få de private på banen«, siger seniorprojektleder Jakob Kjellberg fra Dansk Sundheds Institut.

»Diskussionen er, om man rettede ind i tide - der har Rigsrevisionen en pointe. Man forsømte at rette prisen ind efter den nye volumen«, siger han.

Regionerne får også kritik. De har ikke holdt øje med kvaliteten på de private ydelser, de har købt.

»Der er ikke i tilstrækkelig grad taget hensyn til kvalitet i de fællesaftaler, som regionerne har indgået med de private sygehuse vedrørende behandling af patienter«, står der.

Endelig kritiserer Rigsrevisionen Sundhedsministeriet for ikke at have fundet ud af, hvad det egentlig har betydet for ventelisterne, at der er indført skattebegunstigede sundhedsforsikringer. Her stiller rapporten sig dog tilfreds med, at en sådan analyse er bebudet.

af Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

Sundhedsministeren ser økonomiaftalen for 2010 med Danske Regioner som udtryk for, at sundhedsvæsenet fortsat er det højest prioriterede velfærdsområde. Ikke alle er enige.

Regeringen og Danske Regioner har aftalt regionernes økonomiske ramme for 2010. Aftalen tilfører samlet sundhedsområdet 1,8 mia. kr. Pengene fordeles ifølge Sundhedsministeriet sådan:

- Godt 0,8 mia. kr. til en aktivitetsvækst på 3,5 pct. i sygehusvæsenet. Derudover tilføres regionerne 300 mio. kr. til sygehusmedicin og 100 mio. kr. til en udvidelse på intensivområdet. I alt en tilførsel til sygehusområdet på 1,2 mia. kr.

- 272 mio. kr. ekstra til sygesikringsmedicin (medicintilskud) og 275 mio. kr. til praksissektoren.

- Desuden afsættes 250 mio. kr. til at forbedre rammerne for de psykiatriske patienter. De 200 skal bruges til udbygning af enestuer - resten til retspsykiatrien.

Bent Hansen, Danske Regioner, kalder aftalen »meget stram« og uden »plads til de store armbevægelser«. Han peger på, at sygehusvæsenet i den kommende tid både skal håndtere flere behandlinger og nye pakkeforløb på hjerteområdet foruden det krævende arbejde, der allerede foregår med kræftpakkeforløbene. Regionsformanden beklager også de snævre rammer, som han mener, at aftalen lægger for vedligehold og modernisering af de eksisterende sygehuse.

Endnu mere dystert ser Region Hovedstadens formand, Vibeke Storm Rasmussen (S), på aftalen:

»Det ser umiddelbart ud til, at vi i 2010 skal spare ca. 300 mio. kr. - med risiko for meget mere, hvis regeringens lave vækstskøn på f.eks. besøg hos praksislægerne og brug af medicin ikke holder. Samtidig med at vi skal finde ganske store besparelser, skal hospitalerne gennemføre to pct. flere behandlinger. Det er reelt en samlet besparelse på 600 mio. kr.«, siger Vibeke Storm Rasmussen, der dog glæder sig over de 200 mio. kr. til enestuer i psykiatrien. Også her er der dog et forbehold: »Det er langtfra nok til at komme op på samme standard for de fysiske rammer som i psykiatrien i de øvrige regioner. Vi mangler nemlig i størrelsesordenen 600 mio. kr.«, siger hun.

Sundhedsminister Jakob Axel Nielsen:

»Jeg glæder mig rigtig meget over, at vi i dag har indgået en rigtig god og ansvarlig aftale med Danske Regioner. Aftalen fastholder sundhedsvæsenet som det højest prioriterede velfærdsområde og muliggør en fortsat udbygning af sundhedsvæsenet og behandling af flere patienter«.

Hvert år forhandler regeringen økonomiaftaler både med Danske Regioner og Kommunernes Landsforening (KL). Aftalerne lægger rammerne for regionernes og kommunernes økonomi, herunder for, hvor meget udgifterne må stige. De politiske forhandlinger indledes som regel i maj, men de administrative forberedelser flere uger forinden. Ud over vækstrammen bruger parterne gerne forhandlingerne til at fremme politiske temaer.

WHO har opgraderet svineinfluenzaen til pandemi. Men globalt er det kun ganske få, der er døde. Hvorfor er den så farlig?

»Faren er, at virus ændrer sig. Med den hast, hvormed det spredes blandt mennesker, vil den hurtigt blive meget udbredt. Influenzavirus er notorisk ikkestabil. Første bølge af Den spanske Syge i 1918 var også meget mild. Den næste var langt alvorligere«.

Er det givet, at virus bliver ondartet?

»Overhovedet ikke. I øjeblikket er den vigtigste opgave at monitorere infektionen - og selvfølgelig behandle de inficerede hurtigt og effektivt«.

Er der en effektiv vaccine på vej?

»Det vil jeg tro. Så vidt jeg ved, er man ved at udvikle de nødvendige virusstammer. Hvis der ikke sker noget uforudset, kan den formentlig være klar henad november, dvs. til den normale influenzasæson«.

Hvem bør have vaccinen?

»Det er ikke helt afgjort. Det drejer sig om at identificere risikogrupperne. Det ser - lidt unormalt - ud til, at især en lille gruppe af yngre voksne får en relativt alvorlig infektion, mens ældre slipper lettere end normalt«.

Det lyder næsten som Den spanske Syge. Hvorfor ikke vaccinere alle?

»Det kunne man også overveje. Men sagen er, at man ikke fra starten har vaccine nok til alle. Derfor må man give den til de mest udsatte grupper først. Først da kan man overveje at udbrede vaccinationen til alle. Derfor er det vigtigt at monitorere lige nu på den sydlige halvkugle, hvor det er efterår og influenzasæson. Når man får større erfaring, specielt i Australien , hvor den udbredes kraftigt i øjeblikket, kan man bedre definere, hvem det er, der bliver ramt, og hvem, der er mest truet«.

Velstillede børn henvises oftere end de arbejdsløses.

Den sociale arv kan brydes, hvis bare børnene fra de socialt dårligt stillede familier kommer til de forebyggende børneundersøgelser hos de praktiserende læger. Det viser nye, endnu ikke offentliggjorte tal fra et speciale, som to studerende fra Københavns Universitet har lavet i samarbejde med Dansk Sundheds Institut (DSI).

Der er i alt syv af disse undersøgelser, og forskerne har målt, hvad der sker med henvisningsmønsteret, hvis børnene deltager, når de er hhv. tre, fire og fem år gamle.

Tallene viser, at de dårligst stillede børn stort set bliver henvist til speciallæger i samme omfang som børn fra bedrestillede familier, hvis de kommer til de forebyggende undersøgelser. Det gør de ikke, hvis de dropper disse undersøgelser.

»Når de fattige børn kommer til undersøgelse nummer tre, så er sandsynligheden for, at de bliver henvist videre, steget med 112 pct., og de er stort set på niveau med andre børn«, siger seniorprojektleder Kim Rose Olsen fra DSI.

Man kan indvende, at henvisningsmønstre til speciallæger ikke er noget godt parameter.

»Det kan man diskutere, men man kan i hvert tilfælde sige, at det ikke er godt, at der er ulighed, så rige børn bliver henvist mere end andre«, siger Kim Rose Olsen.

Tallene understreger, hvor vigtigt det er, at børn fra socialt dårligt stillede familier kommer til børneundersøgelserne. Desværre er det ofte netop ikke tilfældet.

Ifølge en undersøgelse fra Sundhedsstyrelsen fra 2007 [1] kom f.eks. kun 63,8 pct. af børn med en lavtuddannet, arbejdsløs mor til fireårsundersøgelsen, mens tallet for børn af mødre med både længere uddannelse og job var på 81,3 pct.

Der er eksempler på, at det hjælper, hvis børnene indkaldes. Det gør nogle praktiserende læger [2], men det er ikke noget krav.

af Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

litteratur

1.Evaluering af de forebyggende børneundersøgelser i almen praksis, Sundhedsstyrelsen, 2007.

2. Hagerup A. Invitation skal lokke flere forældre til børneundersøgelser. Ugeskr Læger 2008;170:3990-1.

Der oprettes stadig flere akutte modtageafdelinger, og derfor vil Overlægefreningen nu have afdækket, hvilke lægelige krav der egentlig bør stilles til disse enhedoer.

De enheder, som er oprettet indtil nu, har nemlig vidt forskellig lægelig struktur, skriver Overlægeforeningen i sit seneste nyhedsbrev.

»Den politiske intention er, at der kun skal være ,én dør ind til hospitalerne', og at patienterne skal møde en speciallæge. Det sidste krav er meget vanskeligt at opfylde, da det vil kræve, at der er adgang til speciallæger indenfor alle de mange specialer eller i hvert tilfælde nogle af dem«, hedder det bl.a. i nyhedsbrevet.

Derfor vil Overlægeforeningen nu have afdækket, hvilke lægelige krav der bør stilles til enhederne og specielt hvor det lægelige ansvar for arbejdet i enhederne ligger.

I Ugeskrift for Læger 2009;171(21), refereres under Medicinske Nyheder s. 1742 en artikel fra BMJ med overskriften »Screening for livmoderhalskræft bør fortsætte trods negative resultater«.

I en kommentar nævner professor Susanne Holck, Hvidovre Hospital, at Sundhedsstyrelsens anbefaling fra 2007 (at kvinder i aldersgruppen 23-50 år bør inviteres til screening for livmoderhalskræft hvert tredje år, mens aldersgruppen 50-65 år inviteres hvert femte år) ikke er implementeret. Dette er ikke korrekt. Sundhedsstyrelsens nævnte anbefaling vedr. screening af kvinder i aldersgruppen 23-65 år er indført i alle fem danske regioner.