Det er et symptomatisk indlæg, som praktiserende læge Bente Brunke fremfører i Ugeskriftet 2009;171:1879). Hun forfægter det synspunkt, at man som alment praktiserende læge skal kunne fravælge at køre lægevagt, hvis man ikke har lyst til det. Det vil sige, at en praktiserende læger skal kunne fraskrive sig ansvaret for sine og andres patienter i vagttiden.

At det er et symptomatisk indlæg, vil jeg begrunde med, at det falder sammen med andre ønsker til almen praksis, der i højere grad er styret af personlige behov end en egentlig interesse og fascination for specialet.

Der vil ikke være megen respekt om et speciale, hvor speciallægerne argumenterer for, at andre skal passe deres patienter for dem i vagttiden. Det er ikke rigtigt en holdbar argumentation. For hvem skulle de »andre« være? Ortopædkirurgerne (de er der jo alligevel) skal passe neurologernes patienter, medicinerne (de er der også) passe de psykiatriske patienter osv. - lægestanden ville med den slags argumenter ikke kunne fremstå troværdigt.

Det samme gælder for almen praksis. Idet at man nedsætter sig som praktiserende læge, accepterer man også pligten til at have ansvaret for patienterne i vagttiden. Vi har så her i Danmark gennem årene opbygget en særdeles effektiv og velfungerende lægevagt, der aflaster de praktiserende lægers vagtforpligtigelse. Vores speciale er derfor ikke just det mest vagtbelastede.

Derfor er der desværre også en del yngre læger, der søger ind i specialet på grund af den lave vagtbelastning. De er i højere grad tiltrukket af muligheden for at slippe med en lav vagtbelastning, deltidsarbejde og korte arbejdsdage end en grundlæggende interesse for specialet. Der kan argumenteres for og imod, at specialet huser en væsentlig gruppe af denne type læger, men det er et faktum, at de er der.

Argumentationen for, at vi skal kunne frasige os vagterne, rækker ikke langt, hvis vi samtidig skal kunne fremtræde som et troværdigt og udviklingsparat speciale. Lægevagten er en væsentlig del af den praktiserende læges arbejde og er en direkte forlængelse af arbejdet i dagtiden. De almenmedicinske problemstillinger forsvinder ikke, fordi det bliver eftermiddag og aften/nat. Her er der lige så meget brug for almentmedicinsk ekspertise som i dagtiden.

Det er acceptabelt, at praktiserende læger får tilladelse til at blive fritaget for lægevagter pga. alder, dårligt helbred, familiemæssige omstændigheder (barsel, adoption etc.). Men at ville fraskrive sig lægevagten på grund af manglende lyst eller vilje - det argument når vi ikke langt med, hverken over for offentligheden, kolleger eller samarbejdspartnere.

Der er brug for, at vi konstant videreudvikler fagligheden og organisationen i lægevagten. I den sammenhæng er jeg enig med Bente Brunke i, at det er vigtigt, at økonomien revurderes, og geografi versus vagtbelastning kommer til at hænge meningsfuldt sammen, således at den praktiserende læges arbejdstid bruges på patientbehandling og ikke på kørsel/ventetid. Der er i lægevagten en betydelig arbejdsmængde, der kunne flyttes til dagtiden. Men det kræver en opgradering og styrkelse af visitationen i lægevagten. Forhold der forhåbentlig bliver bragt på plads i den nye overenskomst.

Så det er forståeligt, at nogle praktiserende læger vil fravælge vagtarbejdet ud fra personlige behov. Men for dem der er praktiserende læger i dag, er det vigtigt, at lægevagten fungerer rationelt og er økonomisk rentabel. Medens det for de uddannelseslæger, der er på vej til specialet, er vigtigt at være opmærksomme på at man ved valg af det almentmedicinske speciale vælger ansvaret for patienterne i hele døgnet og ikke blot i dagtiden.