Ph.d.-afhandlingen udgår fra Afdelingen for Udviklingsbiologi, Hagedorn Forskningsinstitut, Gentofte

Type 2-diabetes (T2DM) er et globalt sundhedsproblem med store menneskelige og økonomiske omkostninger. For at reducere risikoen for udvikling af sendiabetiske komplikationer er der behov for at udvikle nye lægemidler. Måden hvorpå sandrotter udvikler T2DM minder meget om den måde, hvorpå mennesker udvikler T2DM: Højenergikost udløser først hyperinsulinæmi, dernæst også hyperglykæmi og til sidst fulminant T2DM. Dyret er derfor en god model for T2DM. Dog har undersøgelser vist, at sandrotter tilsyneladende mangler en transkriptionsfaktor, Pdx-1, som hos mus og mennesker er essentiel for dannelsen af en bugspytkirtel og for de insulinproducerende b-cellers funktion.

Vi undersøgte den embryonale udvikling af sandrottens bugspytkirtel og fandt, at Pdx-1-proteinet var ikkedetekterbart. Ikke desto mindre ligner sandrottens bugspytkirtel morfologisk mus' og rotters bugspytkirtler.

Desuden har vi undersøgt effekten af glukagonlignende peptid 1 (GLP 1)-analogen liraglutid og dipeptidylpeptidase-4-hæmmeren vildagliptin på diabetiske sandrotters b-cellemasse (BCM) og deres insulinindhold i bugspytkirtlen. Vi påviste, at liraglutid kan sænke blodsukkeret markant, hvorimod vildagliptin ingen effekt har, trods høj inhibering af DPP-IV-enzymet. Højenergikost i sig selv øger BCM, men hverken liraglutid eller vildagliptin påvirker denne yderligere. Liraglutid normaliserer insulinindholdet i bugspytkirtlen, men vi så ingen effekt af vildagliptin. Vi konkluderer, at liraglutid sænker sandrottens blodsukker ikke vha. øget BCM, men ved at øge de resterende b-cellers funktion. Trods effekt hos mennesker ses der ingen effekt af vildagliptin på sandrotters blodsukker, BCM eller insulinindhold.

Både GLP-1-analoger og DPP-4-hæmmere kan reducere blodsukkeret hos mennesker, men mekanismen er delvist ukendt. I modsætning til studier med mus og rotter ser vi ingen effekt af de to stoffer på BCM og ingen effekt af vildagliptin på blodsukkeret hos sandrotter, og det tydeliggør, at der er forskel på mennesker og dyr, men også forskel mellem dyr selv inden for samme orden. Selv om de blodsukkerreducerende effekter af GLP-1-analogerne og DPP-4-hæmmerne er delvist ukendte, er der dog ingen tvivl om, at det er stoffer, der vil være til stor glæde for type 2-diabetikerne.