Det var meget befriende at læse artiklen »Hvem sagde tovholder?« i Ugeskriftet (2009;171:1646-50).

De omtalte frustrationer, både på egne og patienternes vegne, er jeg sikker på, at stort set alle praktiserende læger kender fra dagligdagen og i stigende mængde.

Jeg har lavet en undersøgelse i Region Syddanmark blandt alle praktiserende læger (740), der inkluderede forventningerne til fremtiden. Stort set alle forventer en stigende arbejdsmængde, og en af de patientgrupper, der fylder mest, er raske risikopatienter (som i virkeligheden langtfra altid er i risiko - som flot beskrevet i artiklen).

Tovholderfunktionen er bestemt blevet vanskeliggjort af det voksende private sundhedsmarked uden aftaler om informationsudveksling, og hvor indikationsstillingerne veksler med, hvor i systemet patienten befinder sig.

Desværre er det offentlige sekundære sundhedsvæsen bestemt også med til at besværliggøre rollen som tovholder. Indimellem savnes det gamle hierarkiske overlægesystem, hvor der var en, der bestemte og tog ansvar, hvilket forplantede sig til hele afdelingen. I dag oplever jeg ikke så sjældent, at ingen i sygehusvæsnet tager ansvar - patienter glemmes, henvisninger bliver ikke lavet, medicin bliver ikke bestilt, journaler bliver væk, patienter misinformeres (mere og mere foregår via sygeplejersker), lange ventetider for akutte og belastende problemstillinger etc. etc., og når man som tovholder henvender sig til en afdeling eller et ambulatorium for at undersøge et uforståeligt forløb, og der er tale om alvorlige fejl, bliver man bare mødt med et »nå!!«

Jeg har hyppigt henvendt mig skriftligt til afdelinger for at påpege uheldige patientforløb - ment som en kvalitetsudviklingsbestræbelse, men er desværre ofte blevet mødt af tavshed eller korte afvisninger.

Dette er selvfølgelig en grov generalisering, men gennem mine 20 år i praksis oplever jeg denne udviklingstendens.