Hvornår må syge mennesker få behandling i andre EU-lande? Skal vi have infospots om receptpligtig medicin på tv? Hvordan koordinerer vi bedst organdonation? Det er emner, som de kommende Europa-parlamentarikere skal være med til at bestemme om, og de er absolut ikke enige.
FOKUS
Journalist Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk
» EU og sundhed? Jeg går ind for begge dele«
Sådan kommer det raskt fra Margrete Auken (SF), og det er jo rart at vide, hvis man nu skulle have overvejet at stemme på hende ved Europaparlamentsvalget.
Ikke mindst fordi parlamentet nu om stunder har temmelig meget at skulle have sagt - også over adskillige tiltag med direkte konsekvenser for sundhedssystemerne, patienterne og for den sags skyld lægerne.
Mest kontroversielt er direktivforslaget om patienters ret til at få behandling i andre EU-lande end deres eget på hjemlandets regning.
Det skiller virkelig vandene, og holdningerne går lige fra den liberalistiske vision om et frit marked for frie patienter med - fristes man til at sige - frie penge, til en skrækvision om et EU-buldertog, der er i færd med at tromle de enkelte landes sundhedsvæsener ned ved at sende patienterne på europæisk rundtur.
De fleste politikere ligger et sted i den pragmatiske midte og synes, at retten til behandling andre steder skal stadfæstes, men med stopklodser, først og fremmest i form af en forhåndsgodkendelse.
Skal ræven vogte gæs?
Men inden for det spektrum, kan der være ganske betydelige nuancer.
Den konservative kandidat Karsten Skawbo-Jensen - der decideret har sundhed som mærkesag - går f.eks. stærkt ind for, at en forhåndsgodkendelse bliver præget af armslængdeprincippet så meget som overhovedet muligt.
»Det ikke skal være f.eks. den samme hospitalsafdeling, der først har vurderet patienten og måske fundet, at det var helt o.k. med en lang ventetid, som skal give forhåndsgodkendelse. Det ville være som at sætte ræven til at vogte gæs«, siger han.
Og efter Venstres »sundhedskandidat« Charlotte Antonsens mening bør forhåndsgodkendelse ikke føre til, at man som patient nægtes en behandling i andre EU-lande, blot fordi den ikke er indført i Danmark endnu.
»Det bør være o.k., at den er godkendt i et andet EU-land, men selvfølgelig skal der være en kvalitetsordning - det kan f.eks. være i form af en forhåndsgodkendelse. Det svarer nærmest til de muligheder, vi har i dag med eksperimenterende behandling (hvor Sundhedsstyrelsen skal forhåndsgodkende, red.)«, siger hun.
Socialdemokraternes Dan Jørgensen, som generelt er skeptisk over for direktivet, synes ikke, en forhåndsgodkendelse er nok, men at der også skal være en bremsepedal af hensyn til planlægningen.
»Vi skal jo både uddanne og behandle - også akut - og det skal vi kunne planlægge. Det kan ikke nytte noget, at vi åbner døren - både ind og ud«, siger han.
For hvis man ikke kan regne med noget som helst patientunderlag, hvordan organiserer man så f.eks. en specialeplanlægning?
Spørger man de radikales Sofie Carsten Nielsen, er der netop på det punkt behov for at tænke ud over Danmarks grænser. Hun har fremlagt et forslag, der går ud på at samle ikke blot centre for sjældne sygdomme, men også højt specialiserede behandlinger i det hele taget på EU-centre - altså en slags EU-version af den samling og koncentration, der allerede finder sted i Danmark.
Frygt for ulighed
Men som bekendt er ikke alle mennesker lige store tilhængere af EU, og nogle er decideret imod. Så Folkebevægelsens mod EU's spidskandidat Søren Søndergaard er ikke overraskende særdeles betænkelig ved direktivforslaget.
»Som det er udformet nu, er det en potentiel bombe under sundhedsvæsenet i Danmark og en række europæiske lande. Og det vil give yderligere ulighed både mellem fattige og rige lande og internt i landene«, siger han.
Pointen er, at hvis en dansk patient kan tage det beløb med sig til udlandet, som eksempelvis en knæoperation koster, har han eller hun mange muligheder, fordi prisniveauet er højt her. En bulgarsk patient, som har det - langt mindre - bulgarske beløb til rådighed, vil ikke have samme muligheder for at blive behandlet andre steder. Ergo: ulighed.
Ditto med intern ulighed, fordi et direktiv vil tilgodese de resursestærke.
Søren Søndergaard synes slet ikke, EU bør blande sig i dette her, men erkender, at den kamp går det måske ikke at vinde. Så må man være pragmatisk.
»Vi må sørge for, at sundhedssystemerne trods alt ikke går helt op i limningen. Man er nødt til at bygge en forhåndsgodkendelse ind. Men det vil ikke løse alle problemer - f.eks. det med uligheden mellem den rige og den fattige del af EU«, siger han.
Junibevægelsens Hanne Dahl er helt enig og har tænkt på mulige løsningsmodeller.
»Jeg har stillet forslag om en central fond. Det vil kunne komme uligheden til livs«, siger hun, der også betegner forslaget som et forsøg på at indføre et »indre marked for sundhedsydelser«.
Grænser for EU - men hvor?
Også Liberal Alliances Benjamin Dickow, som faktisk er stærk tilhænger af patientdirektivet, er inde på grænserne for EU.
»Det frie sygehusvalg er enormt stort for mig. Men der er nogen dele af sundhedsvæsenet, som jeg ikke synes, EU skal bestemme over«, siger han.
»For eksempel har jeg hørt om, at man på Århus Sygehus har problemer, fordi nogle EU-regler siger, at gravide ikke må komme i nærheden af MR-skannerne, også selv om de ikke kører. EU skal passe på med ikke at ensrette alt«, siger han.
Og taler vi om afgifter på f.eks. alkohol og tobak - hvor Europaparlamentet er uden direkte indflydelse, men nok kan påvirke - er det ikke noget, EU skal blande sig i - det må folk selv bestemme.
Det er en række af de andre politikere helt uenige i. Venstres Charlotte Antonsen vil oven i købet gerne have flertalsafgørelser blandt landene om sundhedsafgifter og ikke enstemmighed som nu - mens der absolut ikke er nogen, der synes, det er en dårlig ide med en fælles organdatabase i EU.
De radikales Sofie Carsten Nielsen går oven i købet ind for formodet samtykke - altså hvor man automatisk er donor, medmindre man aktivt har meldt fra - hvilket dog ikke er med i det pågældende direktivforslag.
Nej tak til medicinreklamer
Næsten alle EU-politikerne er betænkelige ved det forslag, der kom for nylig om, at lægemiddelindustrien skal kunne informere - f.eks. via tv-spots - om deres receptpligtige produkter, ligesom man nu kan med håndkøbsmedicin.
Kun Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti skiller sig markant ud her.
»Alternativet er, at folk selv køber tvivlsomme produkter på internettet«, siger han.
Konservative Karsten Skawbo-Jensen synes egentlig, det er en god ide, at patienterne kan få så megen information som muligt, men han ender alligevel med at være mest imod.
»I princippet er det uholdbart, at læger har monopol på at give patienterne information. Men når man ved, hvor aggressivt medicinproducenterne markedsfører, og hvor sårbare patienterne er, så hælder jeg mest til at være imod«, siger han.
Sundhed i alting
Men et er de tiltag, der konkret handler om sundhed, noget andet er sundhedsaspekterne i andre ting. Karsten Skawbo-Jensen vil f.eks. arbejde for forskningsplatforme i EU, »så vi kan komme hurtigere fra grundforskning til almindelig forskning til noget, der kan bruges ude i klinikken«.
Og en del af de politikere, der allerede sidder i Europaparlamentet, har beskæftiget sig med fødevarer og kemi. Flere har aktivt forsøgt at få - og i visse tilfælde fået - gennemført begrænsning af farlige stoffer. Og en verserende sag handler om mærkning af fødevarer.
»Mærkning er et område, der har været krig på. Madproducenterne kæmper en hård kamp for at undgå mærkning af basisfødevarer - og det omfatter morgenmadsprodukterne. Men f.eks. alle de mennesker, der har diabetes, er nødt til at vide, hvor meget sukker der er i maden«, siger SF`s Margrete Auken.
Ris
& ros