»Hvorfor skal jeg ikke behandles, når alle andre skal?« Spørgsmålet kom fra en af mine kvindelige patienter, der havde fået påvist et kolesterol på 7,2 mmol/l.

Hun var sund og rask i øvrigt, men fanget gennem et af de utallige tilbud om at få lavet en sundhedsprofil. Jeg kan ikke huske, om det var via apoteket, Falck Healthcare, hendes arbejdsplads, KRAM-bussen eller et af de lokale tilbud i storcenteret. Alle har de, som led i tidsånden, valgt at tilbyde målinger af dette og hint. Og da det er de færreste mennesker, der kan opvise ideelle tal, henvises de sundhedssøgende danske borgere efterfølgende i stor stil til egen læge. Så kan vi bruge tiden på at give gode råd om livsstil og medicin, også til mennesker der dybest set ikke har behov for det.

Egentlig er det ret enkelt: Der er rimelig evidens og enighed om, at vi skal koncentrere os om de syge og dem med højest risiko. Dvs. vi skal tænke på kolesterol i forbindelse med højrisikopatienter, som fx diabetikere og mennesker der har hjerte-kar-sygdom eller arvelig disposition for dette. Hos alle de øvrige - dem med lav risiko - er der ikke grund til at gøre noget, før kolesterol er over 8 mmol/l. I virkeligheden skulle vi ikke engang måle det!

Men hvordan holder vi fast i den prioritering? Som praktiserende læge er det umuligt. I hvert fald så længe vi ikke får opbakning til at holde de raske uden for sundhedsvæsenet og holder op med at sige, at sundhed er et spørgsmål om ideelle laboratorietal.

Jeg ville ønske:

• at de videnskabelige selskaber turde melde kraftigt ud, hvor lidt effekt der er ved at give medicin til lavrisikopatienter

• at PLO beregnede og fortalte, hvad det koster af tid og ressourcer, at vi skal tage os af dem med marginalt skæve værdier, som andre har fundet

• at Sygesikringen meldte hus forbi, når andre definerer, hvordan vi skal prioritere vores tid

• at medierne holdt op med at viderebringe industriens kampagner om, at alle bør have et kolesterol under 4,5 mmol/l

• at politikerne turde kræve, at vi skal forebygge, der, hvor det giver størst effekt.

Men jeg er nok naiv. Vi har fat i en uangribelig cocktail: Ønsket om at gøre godt - forebyggelse er jo bedre end at helbrede! - kombineret med store økonomiske interesser gør måleiveren uangribelig. Og det er jo ulige meget nemmere at tage en blodprøve end at begynde at forholde sig til sundhed som et udtryk for, hvordan den enkelte evner at håndtere sit liv, eller at forstå, at livsstil også handler om den enkeltes muligheder for at vælge det, der er rigtigt for vedkommende.