« læger.dk
Web-tv  |   Kontakt  |   Presse  |   Abonnér  |   BMJ Learning  |   Links  |   Hjælp   english version
Ugeskrift for Læger

Avanceret søgning »
Abonner på Ugeskriftets Nyhedsbrev
Ugeskriftet og Psykiatrien
Hvad laver lægen
Rejsebreve


Ugeskr Læger 2009;171(19):1568
Minister: Tobak skal være dyrere i hele EU
Sundhed er normalt et nationalt anliggende, men nu vil sundhedsministeren diskutere tobakspriser med sine kolleger i EU for at få forbruget ned.
FOKUS
Journalist Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

Ministeren for Sundhed og Forebyggelse, den konservative Jakob Axel Nielsen, vil på næste EU-ministerrådsmøde om sundhed komme med et forslag om, at tobakspriserne sættes op i hele EU.

Det sagde han i et indlæg på Lægemødet i Aalborg sidste weekend.

»Jeg vil foreslå, at vi i EU-regi sætter fokus på, at tobak er noget skrammel, og gør tobakken dyrere«, sagde han.

Det betyder dog ikke, at ministeren vil have ens priser - endsige ens afgifter. Priserne skal bare være højere.

»Jeg er ekstremt interesseret i forebyggelse og enig i, at rygning er det værste. Jeg ser gerne en pris på 50 kroner pakken. Jeg synes, at tobakken skal være dyrere i Danmark. Men jeg kan ikke få de 50 kroner nu - for så bliver tobakken blot købt uden for Danmarks grænser«, sagde han til Ugeskriftet.

Højere priser generelt i EU vil også lægge en dæmper på den trafik, mente Jacob Axel Nielsen.

»Der er en grænse for, hvor meget fok vil rejse for at spare«, som han sagde.

Fordobling, tak

Højere afgifter på tobak er en af anbefalingerne i Forebyggelseskommissionens rapport, der kom umiddelbart før Lægemødet.

Her anbefales en fordobling af 2009-niveauet for tobaksafgiften og en detailpris på omkring 50 kroner. Og anbefalingen kunne godt have været endnu skrappere.

»Vi foreslår, at tobaksafgiften fordobles. Det er et kompromis. Det kunne også være en tredobling.

Det handler også om, hvad der er realistisk«, sagde forskningschef Morten Grønbæk fra Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet, og et af Forebyggelseskommissionens medlemmer, da han gennemgik de i alt 52 anbefalinger.

Men der kommer ikke nye afgiftstiltag i Danmark lige med det samme.

Ifølge den seneste skatteaftale mellem regeringen og Dansk Folkeparti fra marts bliver cigaret- og tobaksafgifterne sat behersket op fra årsskiftet - netop med grænsehandelen som argument for ikke at gå barskere til værks.

Ikke alle var lige tilfredse med den tingenes tilstand.

»Nu bor jeg jo tæt på grænsen. Og Tyskland har haft højere cigaretpriser end vi. Jeg kan ikke se grænsehandel som argument«, sagde Tove Larsen, borgmester i Aabenraa Kommune samt formand for KL's social- og sundhedsudvalg. Også hun lagde op til EU-samarbejde.

»Måske vil de andre lande følge med. Problemet er ikke mindre i Tyskland«.

Kommentarer (3)
Abonner »
Skriv en kommentar

Sundhedsministeren gør en kæmpeindsats Anmeld
Preben Kirkegaard 9. juni 2009, kl. 16:19
Sundhedsministeren foreslår nu at en pakke cigaretter skal koste 50 kr. Han vil selv fremføre dette epokegørende forslag i EU. Lægeforeningens formand bakker op, nu kan vi blive foregangsland.
Man må sige at fantasien ikke imponerer, hvad angår indsatsen for sundheden,
bare et lille forkølet nypuritansk udslip af forbudstypen.
Vægtafgift Ja Tak, 1 fl. rødvin 1000 kr hvem tør Anmeld
Bjarne Kaastrup 15. juni 2009, kl. 21:58
Må man spagfærdigt anbefale Lægeforeningens ikke-rygende sundhedsapostle om at komme ned fra træerne. Man er i fuld gang med at drive hetz mod de ca 25% af befolkningen, der ryger, med tidvist hysteriske meninger a la pædagogernes omkring asbest - røgen kravler op i lejlighederne ovenpå fx ! Man må ikke ryge udendørs i offentligt rum mmm.
Det er de laveste socialklasser, I sparker til, og problemet bliver ikke grænsehandel men indsmugling a la Bent Ricardo, tyverier fra lastbiler og tobakslagre og en underskov af kriminalitet. Med Sundhedsministeren som villig mellemmand påtvinger I disse 25% en BEHANDLING - nemlig ved at belaste deres økonomi - hvor er det " informerede samtykke " til denne behandling ? Hvad skal afgiften på cerutter, cigarer og pibetobak være ? I sparker til en kultur der kan give gevaldigt bagslag. Lægerne skal have rygerne MED sig og ikke MOD sig.
Jeg synes sundhedsdebatten skal have en bredere dimension - overvægt og drikkeri håndteres med forkølede forslag der ikke batter - for det er da rigtigt at PRISEN påvirker adfæren. Men så bevæger vi os op i de mere velstillede kredse bla a vores egen. Uha
Må man foreslå vægtafgift. Alle over 11 år vejes, er BMI over målet beskattes vedkommende eksponentielt, gerne med indtægtsbestemt afgift.
Har man tabt sig ved vejning året efter nedsættes afgiften. Det kan man kalde kildeskat - ligesom tobakken - og så får vi også et tilskud til alle fedmeoperationerne med efterfølgende kontroller.
I skal også have fat i alle drankerne - vi " deler " da en flaske go ´rødvin hver aften ! Tiltagende her er jo intetsigende, men her vil priserne ramme alle socialklasser - også os selv - så det er måske derfor det nedtones ?
Det må være helt rimeligt at en flaske rødvin koster 1000 kr, en flaske spiritus 5000 og en øl 100 kr. Så fordeles udgifterne til den samlede sundhed mere retfærdigt. Men dét tør I jo ikke. 25% rygere er flere end der stemmer på S og SF. Husk der er et folketingsvalg forude hr. minister !
Cigaretpriser i EU Anmeld
Nis Agerlin Windeløv 23. juni 2009, kl. 12:54
Bare et lille tilskud til debatten, medfølgende link viser de overordnet priser på cigaretter i EU fra Juni 2008. Danmark ligger omgivet af lande med højere priser, argumentationen om grænsehandel virker fuldstændig absurd.
http://www.the-tma.org.uk/page.aspx?page_id=35

Vedr. "Det er de laveste socialklasser, I sparker til".
Man sparker til?? Der har været kørt oplysningskampagner, lavet kurser, tilbudt afvænnings medicin etc. og jo lavere socio-økonomisk status man har jo dårligere respondere man på det. Det eneste der viser sig effektivt er prisen, denne viser tilgengæld meget lille responce på de højere grupperinger.

Når vi nu ved at rygning er ekstremt usundt, forsager ca. 16.000 dødsfald årligt, bør man så ikke hellere se det som samfundets pligt at støtte de dårligst stillede med den eneste forebyggelse der åbentbart hjælper, nemlig højere priser. At lade være med dette bør jo nærmest betegnes som en fralæggelse af ansvar og ligegyldighed med de svageste stilledes helbred.

Rapporter viser at man ved øgning af cigaretpriserne med 10% sænker forbruget med ca. 6-7%. Det er da til at forstå. Og så kan man jo bruge evt. øget indtægter fra afgifter til at øge bundfradraget som procentuelt vil hjælpe de svageste stillede mest.
Skriv en kommentar


UGESKRIFT FOR LÆGER
Ugeskriftet betinger sig ret til at opbevare og publicere artikler (tekst og illustrationer) også i elektronisk form, fx via cd-rom og Internettet.
Eftertryk eller anden mangfoldiggørelse af Ugeskriftets tekst og illustrationer er kun tilladt med skriftlig tilladelse fra forfatter og redaktion og anførelse af Ugeskrift for Læger som kilde.
Gengivelse af informationer eller citater fra Ugeskriftet må tidligst offentliggøres på datoen (mandage) for det pågældende nummers udgivelse og med angivelse af Ugeskrift for Læger som kilde.

Ugeskrift for Læger    |    Kristianiagade 12    |    DK-2100 København Ø    |    Telefon:3544 8500    |    E-mail: ufl@dadl.dk   |   Ris & ros Ris & ros