Opgaveglidning, kompetenceudvikling, aflastning, tilpasning ... Fine navne bag hensigten om at slippe af med fagligt irrelevante opgaver, krydret med lysten til at overtage nye. Overordnet en smuk tanke, som desværre forplumres lidt, når flaskehalsen - som det første - peger på en anden faggruppes enestående kompetencefelt: diagnosticering og planlægning af den efterfølgende medicinske behandling.

Jeg synes - i al ydmyghed - at detektivarbejdet og ordinationsretten netop er to kerneområder i det lægelige virke. Sørgeligt nok mangler der åbenbart så mange læger til dette arbejde, at man nu vil oplære andre personalegrupper til at varetage tjansen. Men måske er problemet nærmere, at lægerne dagligt glider rundt i så mange forældreløse opgaver, at det kræver balance på eliteniveau at nå frem til nerven i faget?

Ud over min basale lægeuddannelse - og lidt til - er jeg autodidakt inden for sengebadning, sårpleje, medicingivning, temperaturmåling, transport af hospitalssenge og lettere sygehusrengøring. Herudover, har jeg oparbejdet DJØF-kompetencer på basisniveau og it-færdigheder på særdeles udvidet niveau.

Jeg er ikke blevet ekspert i disse praktiske færdigheder af simpel interesse. Nej, hvor jeg har trådt mine ergonomiske træsko, har sygeplejerskerne haft mere end rigeligt at se til med deres respektive områder. Overfyldte afdelinger og moderne, videbegærlige patienter har dikteret et tårnhøjt tempo. I den belastede somatiske hverdag har jeg personligt kun fået øje på ganske få sygeplejersker med tid til overs til kompetenceudvikling - og det har selvforklarende næppe været de rette ...

I ny og næ får jeg den tanke, om en af drivkræfterne bag kompetencejagten er opfattelsen af status? Den mere eller mindre udtalte indbyrdes forståelse af, hvordan hierarkiet er skruet sammen (som regel baseret på uddannelseslængde og formodet aflønning), puster dagligt til forestillingen om, at det er vigtigere at få styr på fru Kofoeds atrieflimmer end at få børstet hendes tænder og skiftet hendes ble. Det er jo åbenlyst forkert! Men måske er vi faktisk for dårlige til at se og verbalt påskønne plejepersonalets arbejde? Forsømmer vi at italesætte anerkendelsen ved et omhyggeligt udført ernæringsskema, en rettidig og veludført medicingivning til en vanskelig patient, iværksættelsen af nødvendige hjemmeplejeforanstaltninger og alle de andre betydningsfulde plejeopgaver? For i så fald kan tanken næppe undre, om det måske er mere »vigtigt« at stille diagnoser og ordinere medicin ...

Hvis jeg kunne bestemme, ville jeg lave det, jeg er uddannet til! Og jeg antager ganske naivt, at det samme er tilfældet for de øvrige personalegrupper. Hvis man vil være laborant, må man læse til laborant. Hvis man vil være sygeplejerske, må man læse til sygeplejerske.

Lad nu kerneopgavene blive hos de faggrupper, der har uddannet sig til at løse dem. Hvis I tager sygeplejerskeopgaverne, laborantarbejdet, it-nørkleriet, socialrådgiverjobbet, portørtjansen og rengøringsarbejdet fra mig, og jeg stadig ikke kan varetage min diagnosticering så må I få den. Ellers ikke!