Hvis man på forhånd skulle forestille sig det værste, der kunne overgå én, er det vel ikke fjernt fra den virkelighed, som rammer hovedpersonen i denne film, som er baseret på en selvbiografi.

42-årige Jean-Dominique Bauby, feteret chefredaktør på modebladet Elle, rammes en tilfældig dag i sit liv af en apoplexi. Da han efter nogle uger vågner, cerebralt intakt, er der sat en brat stopper for al motorik, undtagen venstre øjenlåg. Dette mareridt - locked in syndrome - opleves gennem hans øjne: afmagten, angsten, omgivelsernes mere eller mindre famlende kontaktforsøg og medicinsk velbegrundede indgreb, der snarest virker som overgreb. Men det er også en film om overlevelse mod alle odds, om hvilke kræfter der findes på den anden side af selvmedlidenhed og bitterhed, når energien koncentreres om at bevare sin personlige, menneskelige essens i stedet for ensidigt at fokusere på det tabte. Via venstre øje, som fortsat kan blinke samt engageret, professionel hjælp, kæmper Jean-Do(minique) sig til at kunne kommunikere med sin omverden. Møjsommeligt, bogstav for bogstav, blinker han fra livets yderste rand den bog, som filmen bygger på.

Dykkerklokken og sommerfuglen er således langt fra nogen nedslående film. Tværtimod er den et stærkt udsagn om menneskelige grundvilkår, poetisk fortalt og befriende blottet for klicheer. Fra sin maximalt indsnævrede position åbner Bauby for den indre biograf, hvor han spiller en kombination af erindring og fantasi - smager igen på det, der én gang var i hans liv, men også på det som kunne have været. Måske er han mere menneske nu end før.

Som fagperson får man endnu en gang illustreret vigtigheden af at kunne se verden fra den andens perspektiv uden at miste sit eget.