« læger.dk
Web-tv  |   Kontakt  |   Presse  |   Abonnér  |   BMJ Learning  |   Links  |   Hjælp   english version
Ugeskrift for Læger

Avanceret søgning »
Abonner på Ugeskriftets Nyhedsbrev
Læger og habilitet
Ugeskriftet og Psykiatrien
Hvad laver lægen
Rejsebreve


Ugeskr Læger 2007;169(40):3411
Gør op med fireårsreglen med det samme!
DEBAT
Turnuslæge Stinus Ancher Pedersen, København, E-mail: ancher2@msn.com

Formandsskiftet i Yngre Læger var opmuntrende. Den seneste udvikling har dog været så - ja, med den nye formand Lisbeth Lintz' (LL) egne ord - grotesk, at der skal mere til end et formandsskifte.

Det er naturligvis fireårsreglen, det handler om: LL udtaler i Ugeskr Læger 2007;169:3137-8, at selvom hun finder aftalen med sundhedsministeren »utidssvarende og i modstrid med alle moderne principper«, er det væsentligt, at Yngre Læger agerer som troværdig samarbejdspartner. Hvilket altså desværre betyder, at Yngre Læger fastholder sin tilslutning til aftalen.

Jeg er enig i, at Yngre Læger skal være troværdige. Jeg mener bare, at dette netop indebærer et opgør med den indgåede aftale. Yngre Læger kan ikke være troværdige over for nuværende og kommende medlemmer ved at fastholde tilslutningen til en aftale, der er utidssvarende og i modstrid med moderne principper. Og som sådan heller ikke en troværdig samarbejdspartner for nogen som helst. Tværtimod er der da behov for stærke sundhedspolitiske aktører, der forholder sig tidssvarende og moderne til de udfordringer, der ligger!

Fireårsreglen kan blive afgørende for valg af uddannelsessted (læs: land) for mange kommende norske, svenske og danske kolleger. Og med den aktuelle lægemangel ligner det altså katastrofal mangel på sans og overblik at benytte sig af tvangsforanstaltninger, når der i nabolandene tilbydes udmærkede videreuddannelsesmuligheder.

Nogen har ikke haft fingeren på pulsen: I min studietid fra 1998-2006 var det kun berigende og inspirerende med de mange norske og svenske studerende. Samtidig blev der fra politisk hold - hver sommer! - på ærgerlig vis råbt og skreget om uretfærdighed og spildet af ressourcer, hvis de nu drog hjem efter endt studie. Hvorfor så gøre dette til et stensikkert valg? Som ydermere vil gælde et antal nyuddannede danske læger! Primært kærester og ægtefæller men også andre, der fik øjnene op for mulighederne i nabolandene (og måske samtidig er blevet trætte af den danske måde at føre sundhedspolitik ...).

Jeg håber, at LL er enig i disse betragtninger, og håber, at hendes udmelding om, at alle andre forudsætninger for fireårsreglen skal opfyldes, for at den ikke skal til »fornyet debat«, skal læses sådan: At Yngre Lægers tilslutning falder bort på mindste foranledning! Heldigvis er regeringen kendt for fri fortolkning af aftaler og tekster, så forhåbentlig byder der sig en åbning.

Men ærlig talt: var det ikke bedre med et åbent og ærligt opgør med en elendig aftale, indgået uden nogen form for tilslutning fra dem, den berører?



UGESKRIFT FOR LÆGER
Ugeskriftet betinger sig ret til at opbevare og publicere artikler (tekst og illustrationer) også i elektronisk form, fx via cd-rom og Internettet.
Eftertryk eller anden mangfoldiggørelse af Ugeskriftets tekst og illustrationer er kun tilladt med skriftlig tilladelse fra forfatter og redaktion og anførelse af Ugeskrift for Læger som kilde.
Gengivelse af informationer eller citater fra Ugeskriftet må tidligst offentliggøres på datoen (mandage) for det pågældende nummers udgivelse og med angivelse af Ugeskrift for Læger som kilde.