Poul Brint-Nielsen skriver en nekrolog over sin egen praksis - jeg vil gerne kommentere yderligere.

Solopraksis på landet og mindre praksis i yderområder er en truet dyreart.

Primært ramt af faldende fødselstal for nye læger - en udvikling, der blev startet for mange år siden - trods ihærdige advarsler fra blandt andre Lægeforeningen. At påstå, at vi har været tavse, er ikke korrekt, men vi har altså ikke altid magt, som vi har agt - specielt ikke, når det gælder dimensioneringen af lægeuddannelsen.

Dog er det nu lykkedes at få hævet antallet af uddannelsesstillinger til almen praksis fra 200 til 240.

Landpraksis er så dobbelt ramt, for ud over et lavt antal læger er de også ramt af fravalg - og jeg forstår godt din undren, når du har haft et langt godt lægeliv derude i forreste række.

Men vi kan ikke tvangsudskrive kolleger til at arbejde steder, de ikke ønsker - eller som jeg sagde til en politiker fra Danske Regioner: Stavnsbåndet er ophævet.

Der må andre midler til - f.eks. økonomi. Men selv her rækker det altså ikke, at man kan få en praksis næsten forærende i Gjerlev - man betaler hellere en million kroner for at blive i storbyen.

Vi har så yderligere gennem de sidste to overenskomstforhandlinger forsøgt at beskrive yderligere økonomiske incitamenter, og af og til lykkes det da også at bruge disse til nynedsættelser i såkaldte yderområder - sidst i Lemvig.

Vi skal nok fortsætte med at kæmpe - med og uden slips - men det er altså kommende kolleger, der ønsker at arbejde i større enheder, og de ønsker skal vi også respektere.