Den anden dag kom en af Edvin Scheis patienter ind i konsultationen i Bergen. En kvinde, der var gravid med sit fjerde barn. Hun frygtede pludselig, at hun ikke ville blive glad for barnet. En fødselsdepression under opsejling, lød kvindens egen diagnose.

Og derfor sad hun over for Edvin Schei, almenmediciner med mange års videnskabelig uddannelse i lægetasken.

Ovenstående er et typisk scenario for en praktiserende læge. I Norge, i Danmark, overalt i den vestlige verden.

»I den situation er det min evne til at forstå, hvad der er vigtigt for hende, der er afgørende.«

Eller sagt med Edvin Scheis yndlingsord: Hun havde brug for menneskekundskab.

»Jeg improviserede nogle øvelser og trøsteord, der kunne hjælpe hende.«

Edvin Schei fortalte kvinden, at hun fik angst ved tanken om, at hun ikke kunne stoppe tanken. Derfor skulle hun ønske tankerne velkommen.

»Det var en improviseret løsning. Men det virkede.«

Et eksempel fra den virkelige verden i en lægekonsultation. Men tro endelig ikke, at Edvin Scheis opråb om menneskekundskab kun handler om mødet med bekymrede gravide.

Edvin Schei, der også underviser i humanistisk medicin ved Universitetet i Bergen, er overbevist om, at menneskekundskab er en uundværlig del af al klinisk virksomhed - uanset om du er anæstesilæge, pædiater eller ortopædkirurg. Forholdet mellem en læge og menneskekundskab er som forholdet mellem fisken og vandet, mener han. Man befinder sig midt i det og er afhængig af det.

»Derfor er det selvfølgelig vanvittigt, at mange læger ikke er bevidste om det,« siger Edvin Schei.

Menneskekundskab er ifølge Edvin Schei alt det, der ligger under overfladen, som vi alle sammen bruger, når vi er sammen med andre mennesker.

Det er den skjulte viden, der hjælper os til at forstå andre mennesker.

»Menneskekundskab er det væsentligste, vi har. Uden den var vi totalt desorienterede.«

Men problemet er bare, at alle ikke er udstyret med en bestemt portion menneskekundskab fra fødslen. Det er noget, vi lærer op igennem livet.

Edvin Schei tøver ikke med at sige, at han underviser de medicinstuderende i menneskekundskab, selv om fagene officielt hedder kommunikation og etik.

Men hvis menneskekundskab er noget, alle mennesker har brug for uanset profession, hvorfor skal kommende læger så undervises i det?

»Fordi det gælder i særlig grad for læger. Vi arbejder med mennesker,« lyder svaret.

Den dårlige nyhed er altså, at mange læger ikke er bevidste om menneskekundskabens kolossale betydning. Til gengæld er den gode nyhed, at Evin Schei er villig til at tilgive en hvilken som helst læge for det.

»Vi er alle ofre for samme tradition. Vi står med benene langt nede i en naturvidenskabelig fagtradition. Siden 1800-tallet - og med rødder endnu længere tilbage - har der været en meget stærk adskillelse mellem det målbare og det ikkemålbare. Mellem krop og sind. Det har forkludret lægers virkelighedsopfattelse. Hvis du åbner en hvilken som helst lærebog -måske med undtagelse af den norske i almenmedicin - så kan du ikke finde et ord om menneskekundskab.«

Edvin Schei, der også har en uddannelse i universitetspædagogik, holder en kunstpause. Nordmanden hævder på den ene side, at menneskekundskab er en helt indlysende del af al klinisk virksomhed, og på den anden side konstaterer han, at der ikke står et ord om det i nogen lærebog. Så spørgsmålet er, om det er Edvin Schei eller samtlige lærebogsforfattere, der er galt afmarcheret?

»Min hobbyforklaring er, at instrumentel behandling har efterladt en serie triumfer i medicinens historie: Billeddiagnostik, bedøvelser og alt det, som får almindelige mennesker til at tænke ,Hvor er vi heldige` og giver os oplevelsen af, at medicin kan helbrede alle. Derfor er det svært at etablere en egentlig problematik omkring manglende menneskekundskab. Vi hviler på vores succeser, men samtidig står vi hele tiden i situationer, som teknologien ikke kan løse.«

De medicinske fremskridt har altså i det store hele efterladt patienten måbende og taknemmelig. Men er det ikke også meget naturligt. De fleste, der skal have foretaget en hjertetransplantation, kan vel godt undvære menneskekundskaben, hvis bare kirurgen snitter præcist. Eller hvad?

»Det er klart, at når du får et nyt hjerte, er du vældig glad for, at du ikke er død. Men forinden vil der være brug for læger med humanistisk erkendelse i hele den proces, hvor du er syg. Du vil være fuld af angst, smerte og kvælningsfornemmelser. Men også bekymringen for dine børn og din økonomi. Du vil have en sorgreaktion. Det er vigtigt, at lægerne forstår det. Og i mange år efter operationen vil du være glad for at have læger omkring dig, som for eksempel har forståelse for, at du har større bekymring for dine børn end din egen død.«

Og så er vi ved at nærme os Edvin Scheis hovedpointe: En læge kan ikke bare nøjes med at være en god tekniker. Lægefaglig dygtighed og menneskekundskab er to sider af samme sag. Hvis hjertepatienten samlet set skal have en god behandling, er det afgørende, at lægerne besidder menneskekundskab, mener Edvin Schei.

»Der findes situationer, hvor det tekniske er vigtigere. Men min påstand er, at det er i meget isolerede øjeblikke. Nyere forskning dokumenterer faktisk, at krop og sind hænger sammen rent fysiologisk. Stresshormoner, som kortisol, virker destruktivt på kroppens selvhelbredelse. Så man kan have nogle vældig dygtige tekniske læger, men hvis de skaber angst eller modløshed hos patienten, så kan de hurtigt miste den sundhedsmæssige gevinst ved deres fortrin«.

Edvin Schei ønsker ikke at give karakterer til sine kolleger i menneskekundskab. Han konstaterer bare at det er en mangelvare. Og at manglen er alvorlig.

Til gengæld glæder han sig over, at de nordiske lægeuddannelser har fået lidt mere fokus på områder som kommunikation og etik.

»Det går i den rigtige retning,« konstaterer Edvin Schei vel vidende at den store revolution ikke finder sted under forelæsninger på universiteter. Det, der virkelig rykker, er derimod den kliniske dagligdag, mens overlæger og reservelæger står bøjet over en patient.

»De tekniske forbilleder skal selv udvise menneskekundskab. Det gør indtryk. Når den bedste kirurg og/eller neurolog viser sin menneskekundskab - det betyder meget.«

Workshoppen »lederskab i læge-patientforholdet« med Edvin Schei foregår onsdag 15. november kl. 9.00-10.30.

»For å svare å spørsmålet om hvorfor en lege trenger menneskekunnskap, må man tenke over hva som er medisinens hensikt. Å bekjempe sykdom er ikke medisinens formål. Å bekjempe sykdom er et middel. Hensikten er alltid å styrke helsen, opprettholde helsen, gjenvinne helsen«

Edvin Schei i artiklen »Menneskekunnskap som klinisk kompetence« - Tidsskrift for den norske lægeforening

Edvin Schei er født den 7. december 1957 i Bergen. Han er søn af en læge og en sygeplejerske. I dag er han gift og har tre børn.

Edvin Scheis professionelle liv er delt op i to dele: Han er amanuensis på Universitetet i Bergen og underviser i fagene Kommunikation og Etik . Derudover er han praktiserende læge på deltid i en praksis i Bergen.

Han har skrevet og bidraget til en række lærebøger. Senest »Skam i pasientrollen«, som er under udgivelse ved Gyldendal.