Der er siden 1998 faldet en række afgørelser ved EF-Domstolen om, at borgere i unionens lande under visse forudsætninger har ret til at blive behandlet i et andet EU-Land på hjemlandets regning. Senest har Domstolen afsagt en kendelse om, at en britisk kvinde havde ret til at få en ny hofte i Frankrig, fordi hun hjemme skulle stå på venteliste i et år. Lægeforeningen, bakket op af lægernes europæiske organisation CPME, har ikke forsømt nogen lejlighed til at opfordre regeringerne i EU til at tage konsekvensen af dette og anerkende princippet om »patienternes frie bevægelighed«. Derfor er det yderst positivt, at EU-Kommissionen nu har startet en proces, der skal fastlægge patienternes rettigheder i Unionen. Målet er et egentligt direktiv, der regulerer området.

De europæiske regeringer, inklusive den danske, har været påfaldende fodslæbende på dette område. Ønsket om at bevare kontrollen over de nationale sundhedsvæsener har overskygget det paradoks, at det er jurister ved EF-Domstolen og ikke folkevalgte politikere, der har siddet i førersædet. Det fælles indre marked for sundhedsydelser er, om man så må sige, blevet skubbet ind gennem bagdøren i stedet for, at politikerne kunne have brugt hoveddøren. Det, som Kommissionen nu har startet, er en høringsrunde i medlemslandene med det erklærede mål at sikre patienternes frie bevægelighed under iagttagelse af de afsagte domme fra EF-Domstolen.

Kommissionen lægger op til, at der med rettigheder også skal være tryghed, når patienter søger behandling i andre EU-lande. Det vil sige, at der med retten til at vandre skal følge et sæt patientrettigheder. Der er allerede vedtaget en europæisk konvention om patientsikkerhed, Luxembourg-deklarationen. Men der bør også i EU-sammenhæng være definerede rettigheder i forhold til sikker behandling af høj kvalitet og til tiden. Der skal skabes referencer, således at der kan stilles de samme kvalitetskrav til behandlingerne i hele unionen bl.a. gennem en definition af de sundhedsprofessionelles forpligtelser, fx pligten til at efterleve en »code of conduct«.

For patienterne er det grundlæggende vigtigt at få etableret retningslinjer for, hvornår de kan kræve behandling i et andet land. Kriterier omkring »rimelig« ventetid skal defineres ud fra lægefaglige vurderinger og ikke ud fra administrative procedurer, og der skal være mulighed for at få afprøvet sine rettigheder. Men det er også vigtigt at få defineret, hvordan der kan skabes vidensdeling i forbindelse med etablering af et indre marked for sundhed. Det gælder både adgangen til de relevante patientdata, og det gælder opsamlingen af viden fra de behandlinger, der gennemføres, og de utilsigtede hændelser, der måtte ske.

Det er endelig også vigtigt at sikre lægernes uddannelse. En ydelse i sundhedsvæsenet, fx en hofteoperation, kan ikke sidestilles med en hvilken som helst anden vare. I en hofteoperation indgår også uddannelse af yngre læger og indsamling af data til forskning. Det er vigtigt, at et kommende direktiv bliver så entydigt som muligt, og at alle tilgrænsende problemer bliver belyst.