TILLÆG/BØRN OG HELBRED

Journalist Christian Andersen, ca@dadl.dk
951.368 styks af dem er der, de 0-15-årige danskere, også kaldet børn. Hvis vi som visse statistikere udstrækker definitionen af barndommen til at vare fra 0-19 år er der 1.146.055 børn - og hvert år kommer der omkring 65.000 nye børn og dermed mange, mange patienter til.
F.eks. bliver næsten en fjerdedel af alle drenge mellem 0 og 4 år indlagt om året. Typisk på grund af symptomer og abnorme fund, åndedrætsproblemer samt skader. De praktiserende læger ser også mange børn. De seneste tal viser, at gruppen 0-19-årige stod for 5,5 mio. kontakter til almen praksis om året - de 0-4-årige tegnede sig for mere end 2 mio. af kontakterne.
Den hyppigste årsag til sygelighed i barndommen er infektionssygdomme som bronkitis, lungebetændelse, falsk strubehoste, mellemørebetændelse, halsbetændelse og maveinfektioner. Mellem en femtedel og en fjerdedel af alle 1-2-årige børn får således bronkitis, lungebetændelse eller falsk strubehoste i løbet af et år. Stort set lige så mange i samme aldersgruppe får mellemørebetændelse. Halsbetændelse rammer nogenlunde lige i alle børnegrupperne - ca. ti procent af alle børn får i løbet af et år betændelse i halsen.
Hvert år dør 303 0-årige, typisk som følge af perinatale sygdomme. Blandt de 1-19-årige dør årligt 271 børn, hvor de største dræbere er trafikulykker, kræft og selvmord.
Kilder: Danmarks Statistik (www.dst.dk), og Statens Institut for Folkesundhed (www.si-folkesundhed.dk/Statistik/Noegletal%20boern.aspx)