Kvinde 1 tænker: »Det var selvfølgelig ærgerligt med den tå, men jeg fik da en fyrstelig erstatning, og jeg kan stadig passe mit arbejde. Alt i alt må man jo sige, at vi har et fantastisk sundhedssystem. Og det nye med indberetning af utilsigtede hændelser vil helt sikkert gøre, at mit tilfælde ikke gentages.« Tralalalalala.

Kvinde 2 hulker fortvivlet: »Hvorfor lige mig? Hvordan kunne det gå til, at den dumme operatør tog den forkerte tå? Nu kan jeg ikke få mine fine nye sko på til tango.« Snøft! »Hvorfor kunne hun ikke bare se på tåen? Ham til forundersøgelsen var da meget sød, men snakker de overhovedet ikke sammen? Jeg skulle have lyttet til narkoselægen, der frarådede fuld bedøvelse. Så kunne jeg da selv have grebet ind. Men jeg var så bange for at høre, når de klippede min tå af.

Og jeg er da bedøvende ligeglad med den indrapportering og også erstatning. Vorherre bevares! Jeg vil til tango igen, det er mit liv. Men måske kommer hun også og hugger min tangopartner. Hun skulle holde op med at være læge! Det egner hun sig ikke til.« Snøft, snøft.

Er mennesker humane?