« læger.dk
Web-tv  |   Kontakt  |   Presse  |   Abonnér  |   BMJ Learning  |   Links  |   Hjælp   english version
Ugeskrift for Læger

Avanceret søgning »
Ugeskriftet og Psykiatrien
Hvad laver lægen
Success:false, Exception: false, Message: Group name can't be empty


Ugeskr Læger 2006;168(15):1564
ACE-hæmmere og AT-II-antagonister - beskytter de mod nyresygdom?
DEBAT
Afdelingslæge Peter Rossing. E-mail: pro@steno.dk, Professor Hans-Henrik ParvingSteno Diabetes Center, Gentofte

Institut for Rationel Farmakoterapi (IRF) udsendte den 12. januar i et nyhedsbrev (www.irf.dk/nyheder) en redegørelse og rekommandationer baseret på en metaanalyse af Casas et al [1] omhandlende ovennævnte problemkompleks. IRF tilslutter sig helt forfatternes konklusioner: »specielt hos diabetikere er blodtryksbehandling til anbefalede mål vigtig, men der synes ikke grund til at fremhæve ACE-hæmmere eller AT-II-antagonister med henblik på at opnå en nyrebeskyttende effekt« samt »ACE-hæmmere/AT-II-antagonister har muligvis en blodtryksuafhængig renoprotektiv effekt hos ikkediabetikere«.

I 2001 kom tre studier, som omhandlede forebyggelse og behandling af diabetisk nefropati ved blokade af renin-angiotensin-systemet hos type 2-diabetes-patienter: RENAAL, IDNT [2, 3] og IRMA2 (Casas, ref. nr. 87). Alle tre studier viste nyrebeskyttende effekt ud over den gunstige effekt af blodtryksreduktion.

Da ALLHAT-studiet (Casas, ref. nr. 16) har en dominerende effekt i metaanalysen er vi nødt til omhyggeligt og kritisk at vurdere dette studie. Studiet omhandlede højrisikohypertensionspatienter inkluderende i alt 12.063 type 2-patienter med en stor risiko for kardiovaskulære events, mens deres risiko for kronisk nyresvigt er meget lav, i modsætning til nyrestudier hvor det er omvendt. I ALLHAT målte man ikke urin-protein eller urin-albumin, hvilket udelukker korrekt klassifikation af nyresygdom. De renale endepunkter var fordobling af S-kreatinin/nyresvigt men analyseret post hoc. Årsagerne til nyresvigt var ukendte og blev ikke evalueret. ACE-hæmmere eller AT-II-antagonister gives sædvanligvis altid sammen med diuretika ved kronisk nyresygdom, men ikke i ALLHAT, idet den ene af de tre arme bestod af diuretikabehandling. ALLHAT kan således ikke bruges til at sammenligne standardnyrebeskyttende behandling.

Vi har andre bekymringer såsom: definitionen af nyresvigt inkluderer ikke peritonealdialyse, misforhold mellem rå og beregnede RR-værdier, og yderligere mangler metaanalysen konsistens, idet den har udeladt tre skandinaviske nefropatistudier i figur 2, hvor data om kronisk nyresvigt var præsenteret i studierne.

For nylig publiceredes en kritisk analyse vedrørende antihypertensiva ved kronisk nyresvigt [4]. Analysen påpeger, at ALLHAT-studiet af grunde, som bl.a. er nævnt ovenfor, ikke kan sammenlignes med nyrestudier.

Efter vor vurdering må Casas' metaanalyse fortolkes med største forsigtighed pga. heterogene patientpopulationer, utilstrækkelighed i rapporten af trial-resultater, potentiel suboptimal dosis af ACE-hæmmere og receptorantagonister uden anvendelse af diuretika og anvendelse af renale endepunkter, som ikke synes korrekt videnskabeligt evalueret. Diskrepans mellem metaanalyser og store randomiserede dobbeltblindet kontrollerede studier er velkendt [5].

IRF's anbefaling vil medføre, at den nyrebeskyttende behandling hos diabetikere sættes 20 år tilbage.

Interessekonflikt: Hans-Henrik Parving har aktier i Novo Nordisk A/S og Merck og har fået honorar for undervisning og rådgivning for Merck, Bristol-Myers Squibb, Pfizer and Sanofi, og grants fra Merck og Bristol-Myers Squibb.

Litteratur
  1. Casas JP, Chua W, Loukogeorgakis S et al. Effect of inhibitors of the renin-angiotensin system and other antihypertensive drugs on renal outcomes: systematic review and meta-analysis. Lancet 2005;366:2026-33.
  2. Brenner BM, Cooper ME, de Zeeuw D et al. Effects of Losartan on renal and cardiovascular outcomes in patients with type 2 diabetes and nephropathy. N Engl J Med 2001;345:861-9.
  3. Lewis EJ, Hunsicker LG, Clarke WR et al. Renoprotective effect of the angiotensin-receptor antagonist irbesartan in patients with nephropathy due to type 2 diabetes. N Engl J Med 2001;345:851-60.
  4. Levey AASU. Which antihypertensive agents in chronic kidney disease? Ann Intern Med 2006;144:213-5.
  5. LeLorier J. Discrepancies between meta-analyses and subsequent large randomized, controlled trials. N Engl J Med 1997;337:536-42.


UGESKRIFT FOR LÆGER
Ugeskriftet betinger sig ret til at opbevare og publicere artikler (tekst og illustrationer) også i elektronisk form, fx via cd-rom og Internettet.
Eftertryk eller anden mangfoldiggørelse af Ugeskriftets tekst og illustrationer er kun tilladt med skriftlig tilladelse fra forfatter og redaktion og anførelse af Ugeskrift for Læger som kilde.
Gengivelse af informationer eller citater fra Ugeskriftet må tidligst offentliggøres på datoen (mandage) for det pågældende nummers udgivelse og med angivelse af Ugeskrift for Læger som kilde.