Foranlediget af den nu igen aktuelle debat om emnet og i forlængelse af kronik i Ugeskrift for Læger nr. 6 af Jens Røhling Bang med svar af kontorchef i Socialministeriet (2004;166: 509-12), vil jeg prøve at uddrage nogle enkle »håndgreb« og »leveregler« for lægekonsulenter i kommunerne og eksterne lægelige aktører. Afslutningsvis en bøn til attestudvalget ang. LÆ-attesterne i det socialt-lægelige samarbejde:

Lægekonsulenten bistår de kommunale forvaltninger i sager om ansøgning om kropsbårne hjælpemidler, eksterne hjælpemidler som kørestol og automobil, tilskud af enhver art i forbindelse med sygdom og pasning af syge, enkeltydelser af alle mulige slags iht. den sociale lovgivning.

Herudover sager, hvori borgeren er havnet i langtidssygdom, og hvor det er forvaltningens opgave at »finde vej« tilbage til en tilværelse med selvforsørgelse eller, hvis dette ikke er muligt, at finde den »rette hylde« i form af varig offentlig forsørgelse, evt. en kombination.

Herudover rådgivning af kommunen i generelle spørgsmål af lægefaglig art.

I alle enkeltsager følger lægekonsulenten forløbet og rådgiver kommunens sagsbehandlere i et »vandret« tidsforløb i tæt dialog med sagsbehandler både skriftligt og mundtligt.

Lægen har ikke og har aldrig haft nogen besluttende myndighed. Lægens anbefalinger til sagsbehandler går alene på en hensigtsmæssig udredning af sygdom/sygdomsforløb, at rådgive om, »hvornår nok er nok« og når tiden er inde at udfærdige et endeligt skøn over »varighed«, »behandlingsmuligheder«, »prognose«, »funktionsevne« evt. »skånehensyn«.

Skønnet bruges som delelement i sagsbehandlers samlede beslutningsgrundlag. Således er lægelige diagnoser, »diagnosejagten« irrelevant. Det er alene borgerens funktionsevne uanset lidelse, der har betydning.

Hvis en rundbordsamtale mellem borger, egen læge, sagsbehandler og lægekonsulent finder sted, er lægekonsulentens rolle udelukkende afklarende, forklarende, formidlende mhp. at fremstille den helbredsmæssige del af sagen så vidt muligt i forståelse med alle parter. Lægekonsulenten skal ikke være behandler, bedømmer eller forsvarer for nogen af parterne.

»Tungen skal holdes lige i munden«. Hvis dette kan overholdes, er borgersamtaler et gode forvaltningsmæssigt. Borgeren kan få indtryk af, at sagen behandles så objektivt, sagligt og retssikkerhedsmæssigt forsvarligt som overhovedet muligt.

De nuværende LÆ-attester, som sidst er revideret i 2001, bør revideres igen, således at alt socialt-fagligt tages ud. Her tænkes på LÆ 125, hvor pkt. B kan udgå, LÆ 145, hvor pkt. 7 og 9 kan udgå, LÆ 165 og 215 helt udgå.

Hvis alle kender og overholder spillereglerne, at det er kommunens forvaltning, der forvalter lovgivningen og dermed også kommunens »pengekasse« og ikke alle mulige eksterne aktører, der udtaler sig i strid med vedtagne regler og lovgivning, ja så ville arbejdet med de i forvejen ofte tunge sager være lidt mindre konfliktfyldt.