« læger.dk
Web-tv  |   Kontakt  |   Presse  |   Abonnér  |   BMJ Learning  |   Links  |   Hjælp   english version
Ugeskrift for Læger

Avanceret søgning »
Abonner på Ugeskriftets Nyhedsbrev
Læger og habilitet
Ugeskriftet og Psykiatrien
Hvad laver lægen
Rejsebreve


Ugeskr Læger 2004;166(08):732
Christian Broen Christensen
In memoriam

9.9.1926-17.12.2003

Christian Broen Christensen blev kandidat i vinteren 1953 og erhvervede efter en alsidig uddannelse speciallægeanerkendelse i intern medicin. Hovedparten af sit professionelle liv brugte han dog som lektor og afdelingsleder gennem 30 år på Farmakologisk Institut, Københavns Universitet. Christians videnskabelige indsats var i den tidlige periode centreret om muskelrelakserende farmaka, hvilket dannede grundlaget for hans doktordisputats i 1972. Herefter forskede han mest i smertestillende midler, især morfin og morfinlignende analgetika. Hans store viden kom ikke alene forskningen til gode, men blev tillige nyttiggjort ved hans deltagelse i oprettelsen af de første smerteklinikker i Danmark. Hans dybt menneskelige holdning til faget med et aldrig svigtende fokus på patientbehandlingen satte sit præg på instituttets undervisning. Han havde en enestående evne til at ekstrahere den nyeste viden og fremstille den på en let forståelig måde. Christian deltog aktivt i indførelsen af nye styrelsesformer ved universitetet i 1970'erne. Han havde medarbejdernes tillid og fik betroede og krævende hverv. Til trods for en stor arbejdsbyrde viste han en umådelig hjælpsomhed over for såvel kolleger og medarbejdere som studerende.

Christian stammede på fædrene side fra Vendsyssel og vedblev hele livet at bevare tilknytningen til en landsdel, hvis mennesker og natur han havde kær. Han ejede selv vendelboens besindighed og tilbageholdenhed med store ord. Han engagerede sig gennem foreningen NOAH i kampen mod forurening. Lokalpolitisk kastede han sig ind i kampen for at sanere forholdene i sin kommune.

Hele sit liv var Christian optaget af kunst, litteratur og musik, og han fik mange gode år sammen med sin kone Kirsten og deres to børn, men de sidste år af hans liv blev svære. En amyotrofisk lateral sklerose progredierede ubarmhjertigt. Han bar som ventet sin sygdom uden at klage og kunne forblive i sit hjem til det sidste, kærligt plejet af Kirsten.

Med Christian har lægestanden mistet en højt værdsat kollega, miljøbevægelsen en forkæmper, familien en kærlig ægtefælle og far og mange en trofast ven.

Nina Grosman

Ib Lorenzen

Åge Chr. Thomsen



UGESKRIFT FOR LÆGER
Ugeskriftet betinger sig ret til at opbevare og publicere artikler (tekst og illustrationer) også i elektronisk form, fx via cd-rom og Internettet.
Eftertryk eller anden mangfoldiggørelse af Ugeskriftets tekst og illustrationer er kun tilladt med skriftlig tilladelse fra forfatter og redaktion og anførelse af Ugeskrift for Læger som kilde.
Gengivelse af informationer eller citater fra Ugeskriftet må tidligst offentliggøres på datoen (mandage) for det pågældende nummers udgivelse og med angivelse af Ugeskrift for Læger som kilde.