Forbruget af alternativ behandling (AB) er stigende i USA [1] og Europa [2, 3]. I de industrialiserede lande anvender 25-50% af den voksne befolkning AB [1-3]. Der findes ikke større, publicerede befolkningsundersøgelser af forbruget af AB blandt børn. Studier blandt ambulante pædiatriske patienter har vist forbrugsfrekvenser på 20-30% i USA [4, 5] og Danmark [6, 7]. Dødsfald blandt børn forårsaget af AB er beskrevet [8].

Formålet med undersøgelsen var at karakterisere forbruget af AB og kiropraktik blandt patienter på en pædiatrisk afdeling.

Indsamlingen af data foregik ved hjælp af et spørgeskema, som blev udfyldt af en interviewer under et kort struktureret interview på fem minutter.

I skemaet blev der registreret følgende: patientens alder, ambulant eller indlagt, forældrenes erhverv, diagnose for den aktuelle kontakt til sygehuset og eventuelt andre kroniske lidelser. Diagnosekodningen blev foretaget af én læge. Vedrørende AB blev der spurgt om forbruget af AB den seneste måned og for mere end en måned siden, positiv virkning, uventet virkning, bivirkninger, udgifter den seneste måned, og om AB erstattede eller supplerede lægelig behandling eller anvendtes mod en lidelse, hvor lægelig behandling normalt ikke gives.

AB blev inddelt i følgende tre grupper: 1) alternativ medicin (AM), 2) alternativ terapi (AT) og 3) kiropraktik (KIR). AM og AT blev inddelt i grupper angivet i Tabel 1 [9]. Jerntilskud, D- eller K-vitamin til børn under et år og almindelige multivitamintabletter blev ikke registreret som AM.

Undersøgelsen foregik i uge 45-46, 2001. Forsøget var godkendt af Datatilsynet. Alle analyser blev udført ved hjælp af Statistical Package for Social Sciences (SPSS), version 11.0. Frekvenser blev sammenlignet med χ 2 -test. Som signifikansniveau blev valgt p < 0,05. Ved øvrig sammenligning af ratioer blev 95% konfidensintervaller anvendt.

Vi kontaktede 654 forældre, der alle besvarede spørgeskemaet. Tyve patienter forlod afdelingen uden at være blevet spurgt. Efterfølgende blev 32 patienter ekskluderet: fire fordi de var 18 år eller derover, og 28 kunne ikke inkluderes på grund af sprogproblemer. Det vil sige, at responsraten blev på 92% (622/674). Heraf var 26% (163) indlagt, og 74% (459) blev ambulant behandlet. Der var 53% (328) drenge og 47% (294) piger. Medianalderen var fem år (spændvidde: 0-17 år).

I alt havde 327 (53% (95% CI: 49-57)) af deltagerne mindst en gang anvendt AB. Inden for den seneste måned havde 121 (20% (16-23)) anvendt AB, og 293 (48% (43-51)) havde brugt AB på et tidligere tidspunkt. Patienterne foretrak AM, dernæst AT og sidst KIR (Tabel 1). Patienter, der havde været til kiropraktor, var typisk under et år, mens brugerne af AM og AT var 1-5 år.

Der var ingen kønsforskel i forbruget af AB inden for den seneste måned (p > 0,8) eller tidligere (p > 0,4). Inden for følgende fire aldersgrupper 0-2 år, 3-6 år, 7-12 år og 12-17 år var der ingen forskel i forbruget af AB inden for den seneste måned (p > 0,6). Ligeledes var der ingen forskel på andelen af brugere blandt ambulant behandlede og indlagte patienter.

Forbruget af AM blandt de 93 nuværende og 201 tidligere brugere af AM er vist i Tabel 1. Indikation, udgifter, virkning, anden virkning, bivirkning og hvordan AM blev anvendt fremgår af Tabel 2 . Anden virkning kunne være utilsigtet bedring af eksem eller bedre humør. AM anvendtes især som immunstyrkende behandling, specielt for at undgå infektioner. AT blev anvendt på flere forskellige indikationer og var væsentlig dyrere end AM (Tabel 2). KIR blev især anvendt mod led- og mave-tarm-symptomer (Tabel 2) til børn under
et år (Tabel 1). Udgifter til behandlingen var på niveau med udgifter til AT (Tabel 2).

Forbruget af AB inden for den seneste måned var relateret til patientens diagnose ved den aktuelle henvendelse til sygehuset ( χ 2 = 21, df = 11, p < 0,05) (Tabel 3 ). Patienter med ledlidelser og børn under et år med mave-tarm-lidelser (inklusive kolik) eller indlagt til observation anvendte hyppigere AB end de øvrige diagnosegrupper (Tabel 1 og 3).

Der var også en sammenhæng mellem diagnosen og et tidligere forbrug af AB. Patienter med astma, allergi eller eksem samt børn > 1 år indlagt til observation eller med mave-tarm- eller inkontinensdiagnoser havde hyppigere anvendt AB ( χ 2 = 28, df = 28, p < 0,005) (Tabel 1 og 3). Både hvad angår anvendelse af AB inden for den seneste måned og tidligere, havde patienter med endokrine lidelser og hjertesygdom/ observation for hjertesygdom et mindre forbrug end gennemsnittet.

Der var ingen sammenhæng mellem diagnosen for den aktuelle kontakt til sygehuset (Tabel 1) og forbrug af AM inden for den seneste måned (p < 0,6). Derimod var der en sammenhæng mellem tidligere forbrug af AM og diagnosen. Patienter, hvis aktuelle diagnose var astma, eksem eller allergi (43%), cancer (40%), eller børn > 1 år indlagt til observation eller med mave-tarm- eller inkontinensdiagnoser (44%) havde hyppigt tidligere anvendt AM ( χ 2 = 32, df = 11, p < 0,001) (Tabel 1).

Følgende diagnosegrupper havde anvendt AT mere end gennemsnittet på 7% (CI: 5-9%): Patienter < 1 år med mave-tarm-lidelser eller indlagt til observation (29%), patienter med centralnervesystem (CNS)-lidelser (13%) eller cancer (10%) (Tabel 1). Et tidligere forbrug af AT forekom hyppigere hos børn med astma, eksem eller allergi (32%), mave-tarm-lidelser eller observation hos børn < 1 år (31%) og præmature (30%) ( χ 2 = 20, df = 11, p < 0,5) (Tabel 1).

Følgende diagnosegrupper havde inden for den seneste måned anvendt KIR oftere end gennemsnittet på 2% (CI: 1-3%): mave-tarm-lidelser eller observation hos børn < 1 år (11%)
og hjertesygdom eller observation herfor (6%). Der var ingen sammenhæng mellem tidligere forbrug af KIR og aktuelle diagnose (Tabel 1).

Blandt patienterne med diagnoserne astma, eksem, allergi eller cancer blev AB ofte anvendt som immunstyrkende behandling og ikke specifikt mod grundsygdommen (Tabel 3).

Forældrene er efter erhverv fordelt i grupper [2]: 1) selvstændige og funktionærer, 2) faglærte, 3) ikkefaglærte, 4) arbejdsløse og andre lønmodtagere og 5) udenfor erhverv. Der var ingen sammenhæng mellem det aktuelle forbrug og indkomst for nogen af forældrene (p > 0,9) (1 + 2 (høj indkomst) versus 3 + 4 + 5 (lav indkomst)). Hvis børnenes mødre tilhørte gruppen med højere indkomst, havde de dog tidligere haft et større forbrug (51%) i forhold til gruppen med lavere indkomst (41%) ( χ 2 = 5, df = 1, p < 0,03).

Der er sket en markant stigning i forbruget af AB blandt danske børn, der kommer på hospitalet. Mere end halvdelen (53%) af de pædiatriske patienter havde mindst en gang brugt AB. Der var ingen forskel i forbruget blandt indlagte og ambulant behandlede. I en dansk interviewundersøgelse fra 1987 (n = 1.394, responsrate (RR) ca. 30%) [6] og en dansk spørgeskemaundersøgelse fra 1989 (n = 402, RR 94%) [7] viste man dengang, at mellem 21% [6] og 31% [7] af de ambulant behandlede pædiatriske patienter og 12% af de indlagte [6] havde anvendt AB. I en canadisk spørgeskemaundersøgelse fra 1994 (n = 1.911, RR 97%) blandt ambulante pædiatriske patienter viste man, at 11% havde anvendt AB [10]. I en tilsvarende engelsk spørgeskemaundersøgelse fra 1998 var tallet 21% (n = 521, RR 61%) [5] og i 2001 21% blandt amerikanske ambulant behandlede pædiatriske patienter (n = 348, RR 85%) [4]. Således viser udenlandske studier også en stigende tendens til at anvende AB blandt ambulant behandlede pædiatriske patienter.

Blandt danske ambulant behandlede patienter havde 8% i 1989 et aktuelt forbrug af AB [7]. I vores undersøgelse blandt ambulant behandlede og indlagte børn angav man for henholdsvis 20% og 18% et aktuelt forbrug.

Dette studie er en stor interviewundersøgelse, hvilket giver mere pålidelige og fyldestgørende data end selvadministrerede spørgeskemaundersøgelser, som generelt giver lavere deltagerprocent og af flere grunde risiko for underestimering af forbruget. Med en enkelt undtagelse [7] er det en generel begrænsning i alle de anførte undersøgelser, inklusive vores egen, at der ikke er blevet spurgt om, hvor længe AB blev anvendt. Vi ved ikke, om ovenstående frekvenser angiver et forbrug af få dages eller af flere ugers varighed. Desuden er der ikke nogen generel accepteret definition af AB (for eksempel KIR eller bøn). Det vil sige, at sammenligning med studier fra andre lande og historiske kohorter kan være vanskelig.

Til børn < 1 år med mave-tarm-symptomer, inklusive kolik, eller indlagt til observation havde man ofte anvendt AB inden for den seneste måned (Tabel 1). Der findes nogen evidens for, at en speciel urtete kan afhjælpe kolik. Dog skal det indtages i så store mængder, at det måske kan påvirke barnets trivsel i en negativ retning på grund af mindre mælkeindtag [11]. Videnskabelig dokumentation for, at zoneterapi kan bruges i behandlingen af kolik, mangler stadig [12].

Tidligere storforbrugere af AB var patienter med astma, eksem eller allergi (Tabel 1 og 3). Behandlingen blev lige så ofte brugt som immunstyrkende behandling som mod grundsygdommen. Dette er også tilfældet med cancerpatienter
(Tabel 3).

Immunstyrkende virkning var den vigtigste indikation for brug af AM og for et tidligere forbrug af AT (Tabel 2). Denne indikation kendes ikke hos danske voksne [2] og er sjælden blandt pædiatriske patienter i udlandet [5, 10]. Echinacea, et naturlægemiddel, blev ofte anvendt som immunstyrkende præparat. I et Cochrane- review konkluderer man, at der ikke var tilstrækkelig evidens til en generel anbefaling af at anvende præparaterne til at forebygge almindelig forkølelse [13]. Bio-Strath var det hyppigst anvendte kosttilskud som immunstyrkende behandling. Bio-Strath er et schweizisk kosttilskud, der er fremstillet af plasmolyseret gær og urter. Deklarationen viser, at Bio-Strath ikke kan erstatte en multivitaminpille. Ved søgning på MEDLINE fandtes ingen publikationer vedrørende dette præparat hos mennesker.

Forbruget af AB blandt pædiatriske cancerpatienter er mindre i Danmark end i udlandet. Europæiske og amerikanske studier fra 1994 til 2001 har vist frekvenser på 31-42% [14, 15]. I et amerikansk studie fra 1997 fandtes ingen forskel i forbruget af AB blandt cancerpatienter og en kontrolgruppe (65% versus 51%) [16]. Dette er i lighed med vores studie, hvor 20% af cancerpatienterne anvendte AB (Tabel 3). I et studie fra 2001 brugte 40% af cancerpatienterne AB, før de fik kræft [17].

Blandt astma-, eksem- og allergipatienterne havde 26% (41/ 157) mindst en gang anvendt AB mod deres grundsygdom.
I oversigtsartikler vedrørende AB konkluderer man, at AB ikke kan anbefales til behandling af astma [3].

I lighed med i tidligere danske undersøgelser fandtes der ingen kønsforskel i forbruget [6, 7]. I nogle studier har man fundet et lavere forbrug blandt mindre børn [7, 10]. Det har vi i lighed med andre [6] ikke kunnet genfinde. Tværtimod finder man i nyere studier, at man til børn under fem år oftere bruger AB. Det er uvist, hvorvidt dette skyldes alderseffekt (mere sandsynligt at barnet i denne alder bliver sygt og derfor bruger AB) eller tidseffekt (AB er blevet mere populært de senere år) eller en kombination af de to faktorer [5].

Vi påviste en sammenhæng med et tidligere forbrug af AB (n = 293) og høj indkomst blandt mødrene. Dette er i overensstemmelse med udenlandske [10,14] og danske studier [2].

Sammenlignet med tidligere danske [6, 7] og udenlandske undersøgelser [10] er kiropraktik ikke længere en eftertragtet AT til børn. Zoneterapi er nu den foretrukne AT i Danmark. Dette gælder også for voksne [2]. Der har ikke været foretaget Cochrane- reviews af forsøg med zoneterapi.

Kun halvdelen af patienterne fortæller lægen om AB [7, 14], selv om de fleste gerne ville [4]. Det kan være problematisk, da AB kan give bivirkninger [8]. Disse kan skyldes interaktion mellem AM og konventionel medicin [18], forværring af grundsygdom på grund af ophør med konventionel behandling [19] og bivirkninger af AB [18].

For både AM, AT og KIR fandt vi, at behandlingerne supplerede lægelig behandling eller blev brugt mod lidelser, hvor man normalt ikke ville bruge lægelig behandling (f.eks. mod kolik eller som immunstyrkende behandling) (Tabel 2). Kun 11% (13/121) af AB-brugerne eller 2% (13/621) af hele den undersøgte population anvendte AB i stedet for lægelig behandling. Dette er i overensstemmelse med andre studier blandt både pædiatriske [5, 20] og voksne patienter [2].

Det kan konkluderes, at man til mere end halvdelen (53%) af de pædiatriske patienter havde brugt AB mindst en gang. Dette er hyppigere end i tidligere danske og udenlandske studier.