»I Kolding som andetsteds i Landet ønskede Tyskerne, da deres Flygtninge strømmede hertil, at danske Læger skulde træde til og hjælpe de faatallige tyske Militærlæger med Behandlingen af deres Syge. Denne Anmodning blev afvist under Henvisning til den umenneskelige Behandling, danske Statsborgere var Genstand for fra tysk Side« (1).

Således opsummerede konstitueret kredslæge Hans Wendt i 1946 situationen, da byen, som dengang havde ca. 27.000 indbyggere, i besættelsens sidste måneder måtte rydde skoler og andre offentlige bygninger for at gøre plads til flere tusinde østprøjsiske flygtninge som var i en »til Dels ... meget daarlig Forfatning«.

Læge Wendts korte beretning om sundhedstilstanden i krigsårene bruger ikke mange ord på de tyske flygtninge, men tegner dog billedet af et nedslidt samfund, præget af mangel »paa Klæder, Vaskemidler og Adgang til varmt Vand (og derfor) Tilbagegang i Hygiejne og personlig Renlighed hos store Dele af Befolkningen« med fnat, børnesår, krop- og hovedlus som følge.

Ikke mindst kønssygdomme florerede i den østjyske provinsby som følge af kønslig kontakt mellem tyske soldater og danske kvinder, »endog ældre, gifte Kvinder«, som Wendt spidst bemærker.

»Denne mangel på Moral og national Anstændighedsfølelse har desværre ogsaa resulteret i et ikke ringe Antal Fødsler af Børn med tyske Fædre«.

Hans Wendt noterer også, at sygdomsbehandlingen generelt lider under »Mangel paa Medicin, Forbindssager og lign., og at Befordringsproblemet voldte Jordemødrene og de praktiserende Læger Vanskeligheder«.

Fra byens sygehus beretter overlæge Frans Djørup om besættelsestidens vanskeligheder med læge- og sygeplejerskemangel, så man »i visse Perioder har maattet klare sig med ældre Studenter i de underordnede Lægestillinger«, om administrativ chikane fra tysk side, om sygehusets (succesrige) kamp for at undgå tysk overtagelse af hele afdelinger på sygehuset og endelig om enkelte »særligt graverende Overgreb«, der omfattede bortførelse af en dansk patient med svære skudlæsioner, som Gestapo havde tilføjet ham, og som senere viste sig at være »den forkerte« mand (1).

Der var ikke megen plads for sympati i danskernes hjerter i befrielsessommeren 1945. Heller ikke blandt læger, som det fremgår ovenfor. Stemningen var grim, der skulle gå over 50 år og et par generationer, før der overhovedet var plads til at se mere nuanceret på besættelsestiden og dens følger. Og det rumsterer stadig, hver gang nogen linder på skabsdørene. Bøger, artikler og udsendelser om besættelsesårene fremkalder ofte skarpe, forbitrede debatter.

Da historikeren Anette Warring i 1994 udsendte bogen »Tyskerpiger«, var hun blandt de første, som var med til at bryde tabuet, og året efter udkom kollegaen Claus Brylds »Hvilken Befrielse« om at være barn af nazistiske forældre.

Anette Warring fik en del ubehagelige henvendelser, mens hun arbejdede på bogen. Men det var vand i sammenligning med de infamiteter, der regnede ned over Claus Bryld.

Til gengæld var vejen banet for skuespilleren Lotte Tarp, da hun i 1997 udgav sin selvbiografiske »Det sku' nødig hedde sig«. Heri fortalte hun om at være et af de 10.000-15.000 børn af en af de »tyskertøser« eller »feltmadrasser«, som gadepøbel mishandlede og klippede håret af i maj 1945.

En milepæl var også bogen »Under hagekors og Dannebrog« (1999), der gjorde op med myten om, at de danske østfrontfrivillige i Frikorps Danmark udelukkende var sociale udskud, psykopater og kriminelle. Bogen blev beskyldt for - igen - at »relativere« ondskaben, ja endog »hvidvaske landssviger-ne.« Den mere urbane kritik bebrejdede de unge historikere, at de anlagde en nutidig målestok på fortiden - men roste dem også for at belyse et mørklagt og myteombølget emne.

For et par år siden fik det vidtrækkende følger for det Berlingske Officin, da tre unge berlingske-journalister rokkede ved skibsreder A.P. Møllers helgenstatus fra krigsårene.

Journalist Peter Øvig Knudsen fik heller ikke kun roser for sin interviewserie i Weekendavisen med de mennesker, der stod bag stikkerdrabene. Mange brød sig ikke om at høre, hvor lemfældigt mange likvideringer blev besluttet og udført, og at drabene dækkede hele skalaen fra legitimt nødværge over tragiske fejltagelser til kriminelle opgør.

Da overlæge Kirsten Lylloff i 1999 publicerede artiklen »Kan lægeløftet gradbøjes?« i Historisk Tidsskrift, var den efterfølgende debat intens. Det provokerede mange, at hun hævdede: »... danskerne og ikke mindst de danske læger (så) passivt til, mens tyskere og i ganske særlig grad tyske spædbørn døde i tusindvis. Vi opførte os generelt set således hverken pænt eller medmenneskeligt, og det er vigtigt at også dette aspekt indgår i den kollektive bearbejdning af den store fortælling om besættelsen og den første efterkrigstid« (2).

Den hidsige debat flammede op igen, da DR 1 den 8. januar i år sendte dokumentarprogrammet »Kun en tysker«, baseret på Lyloffs arbejde.

Fra februar 1945 og til befrielsen i maj fragtede Værnemagten i alt ca. 250.000 civile tyskere, fortrinsvis fra Østprøjsen, til Danmark. Udenrigsministeriets direktør Nils Svenningsen protesterede til den tyske Rigsbefuldmægtigede Werner Best, som i realiteten var landets øverste myndighed. Svenningsen henviste til, at Danmark ifølge Haag-konventionen ikke var forpligtet til at hjælpe de tyske tilrejsende. En argumentation, Lægeforeningen tilsluttede sig.

Flygtningene var tyskernes problem, fastholdt de danske departementschefer. Befolkningen så de påtvungne flygtningeskarer som endnu et tysk overgreb. Skoler, vandrehjem, hoteller og andre bygninger blev dagligt rømmet med timers varsel for at indkvartere de nyankomne.

Det opfattede de fleste som en udvidelse af den tyske besættelse: Nu skulle Danmark oven i købet forsørge Tysklands egne internt fordrevne, som på Hitlers ordre blev omdirigeret hertil fra det sammenbrudte Tredje Rige.

Det tyske gesandtskab appellerede: Det drejede sig om kvinder og børn, og nøden blandt dem var »ubeskrivelig«. Tyskerne bad endnu ikke om lægehjælp, men om mad og lommepenge til flygtningene, som skulle tages fra »værnemagtskontoen«, dvs. fra Danmarks Nationalbank, der allerede havde adskillige milliarder i klemme på denne konto, hvormed landet måtte finansiere sin egen besættelse.

Nils Svenningsen nævnte i februar, at danskerne måske ville vise større forståelse for flygtningene, hvis de danskere, som var sendt til tyske kz-lejre, blev hjemsendt.

Som svar truede Werner Best med, at tidligere løfter om at hjemsende danske kz-fanger ikke ville blive opfyldt, hvis flygtningene ikke fik hjælp.

Flygtningestrømmen voksede i takt med, at Den Røde Hær rykkede frem mod Berlin. Snart dukkede ønsket om lægehjælp op. Fhv. ankechef i Den Sociale Ankestyrelse Fanny Hartmann var på det tidspunkt fuldmægtig i Socialministeriet, som baksede med problemet:

- I marts 1945 spurgte Værnemagtens ledelse den danske Lægeforening, om de ville overtage det lægelige ansvar for flygtningene, fortæller hun.

- Hidtil havde tyskerne som landets egentlige myndighed haft ansvaret for dem. Som alle militærorganisationer havde Værnemagten sit eget lægekorps, sygeplejersker og egne lazaretter. Og de blev ikke sat ind for at hjælpe flygtningene. De havde ordre om ikke at forlade deres kaserner.

Fanny Hartmann deltog i ministerielle møder som referent. Herfra husker hun også samtaler - hviskede samtaler, for den slags kun-ne ikke siges højt, og intet blev refereret:

- Krigssituationen var den, at de vestallierede og russerne rykkede frem gennem Tyskland fra hver sin side. Man hviskede om, at hvis Tyskland nu ikke kapitulerede, før en af disse hære var trængt frem gennem Holsten, så ville Danmark blive krigsskueplads. Hvad ingen forstår i dag er, at det faktisk var en meget realistisk mulighed. Og vores store mareridt var, at russerne kom først! I den situation ønskede tyskerne, at hele deres lægekorps stod til disposition for deres egne tropper. Og selvfølgelig ønskede Lægeforeningen og vi, at danske hospitalssenge, læger og sygeplejersker skulle være til rådighed for vore egne landsmænd, forklarer hun.

Til sådanne rationelle overvejelser kom det anspændte psykologiske klima. Daglig ankom tusinder af civile flygtninge og sårede soldater. Tyskerne forlangte hjælp til deres flygtninge.

Modstandsbevægelsen truede med repressalier mod enhver, der ydede en sådan hjælp.

Den 20. februar havde Værnemagtens forlægninger i Syd- og Sønderjylland fået meddelelse fra Feldkommandantur om, at de tyske flygtninge kunne søge behandling hos danske læger.

Samme dag, den 20., havde det hemmelige tyske politi, Gestapo, nedskudt fire tilfældige yngre læger i Odense Sygehus' tjenesteboliger, for øjnene af deres koner og børn.

DADL's formand, Mogens Fenger, henvendte sig dagen efter til Gestapos øverste chef i Danmark for at protestere over mordene og minde om, at den slags næppe stemte danske læger venligt over for tyske flygtninge, der måtte søge deres hjælp. Ved samme besøg hos Gestapo-chefen bragte Mogens Fenger i øvrigt de danske kz-fangers hjemsendelse på bane. Kirsten Lylloff formoder, at Lægeforeningen og Udenrigsministeriet har spillet sammen i et koordineret forsøg på at hjælpe de danske fanger i Tyskland.

Mange af Lægeforeningens medlemmer forespørger om, hvordan de skal stille sig til anmodninger om at hjælpe flygtningene. Fenger svarer med at opfordre: Afvente de videre forhandlinger om de danske kz-fangers skæbne. Men han skriver også, lidt selvmodsigende, at tyske civilflygtninge skal hjælpes »på lige vilkår med danske patienter.«

Det får Mogens Fenger hug for, både af kolleger og i den illegale presse. Frihedsrådet, der fungerede som landets undergrundsregering, forsøgte først at forklare Mogens Fenger, at imødekommenhed over for tyskerne ikke ville gavne Danmarks muligheder for at blive anerkendt som allieret nation efter krigen. Dette første vink med vognstangen reagerede Fenger ikke på. Så hængte det illegale Information ham ud som tyskvenlig, hvad der på den tid var en livsfarlig anklage.

Nu følte han sig presset til at forklare sine kolleger, at han bestemt ikke mente, at der skulle vises de tyske flygtninge særlig medfølelse, og at hans hjerte for dem »ikke er varmere end andre lægers«.

Lægeformanden havde ikke taget sit bagland i ed. Især Foreningen af Yngre Læger var rasende over tyskernes og deres danske håndlangeres terror, over nedbrændingen af Lægeforeningens bygning i Amaliegade året forinden, over »clea-ring«-mord på civile danskere, over masseanholdelser, tortur og den bølge af henrettelser, der fandt sted, mens afslutningen nærmede sig.

Terrordrabene på de fire Odense-læger i februar var kun et af mange udslag af tyskernes tiltagende terror. I marts, mens Dr. Werner Best forhandlede om lægehjælp til sine flygtninge, kunne han fx skrive sådan i et brev til Nils Svenningsen:

»Vedlagt sender jeg Dem uddrag af 8 domme afsagt ved det tyske politis særdomstol af 17. marts 1945, ifølge hvilke 7 anklagede blev dømt til døden og 1 anklaget til 10 års tugthus. Dødsdommene er eksekverede. Det er hensigten at offentliggøre disse domme den 22. marts 1945. Mit vorzüglichster Hochachtung. Werner Best«.

De ti års tugthus gjaldt overlæge Edward Collin. Hans forbrydelse bestod i at skænke modstandsbevægelsen 13.000 kroner - en yngre læges årsløn. Pengene skulle bruges til en båd, der kunne fragte flygtninge til Sverige.

Få dage senere, 25. marts, skrev Lægeforeningen til sine medlemmer: »I betragtning af de her i Landet herskende Forhold mener Lægeforeningen ikke at kunne medvirke ved Organisation af nogen Form for Lægehjælp til tyske Civilflygtninge«.

Den følgende dag trængte fire Gestapomænd ind i privatboligen hos overlæge Fjeldborg, Vejle Sygehus, og dræbte ham for øjnene af hans kone. Derefter trængte de ind hos overlæge Buchholtz og dræbte ham, ligeledes for øjnene af hans kone.

Chefen for røntgenafdelingen, overlæge Jørgensen, skulle også myrdes, men var heldigvis bortrejst.

Herefter levede lægerne på Vejle Sygehus »under jorden«, når de ikke var på arbejde.

Den 10. april befandt en læge Christensen fra Vordingborg sig på bagsædet i en Gestapo-bil som arrestant. Gestapofolkene anholdt derpå en modstandsmand, som var blevet såret, da de smed en håndgranat ind i hans bolig. Den hårdt sårede modstandsmand blev slæbt ud på gaden og smidt ind i bilen til lægen, men tyskerne hindrede ham med magt i at yde den sårede lægehjælp. Han døde fire dage senere i Vestre Fængsels tyske afdeling uden at være tilset af en læge.

I samme måned erklærede SS-Standartenführer Otto Bovensiepen, som var chef for Sicherheitspolizei i Danmark og direkte ansvarlig for »clearing«-mordene, ifølge et internt referat i Udenrigsministeriet, at lægernes holdning var »vanskeligt forenelig med deres menneskelige pligter« (2).

Fra august 1944 og frem til befrielsen fungerede Frøslev-lejren i Sønderjylland som tysk fangelejr. Herfra blev mange modstandsfolk transporteret videre til tyske kz-lejre. I de måneder, lejren fungerede, var 50 danske læger interneret her i kortere eller længere tid. 30 læger sad i lejren, da Tyskland kapitulerede.

Medvirkende til at forpeste klimaet var formentlig også, at besættelsesmagtens bombeterror, gidseltagning og vilkårlige nedskydninger eskalerede kraftigt i takt med, at krigens afslutning nærmede sig: 60 pct. af besættelsesårenes »officielle« henrettelser af danskere efter krigsretsdom fandt sted i de samme fire måneder, da de tyske civilflygtninge ankom til Danmark.

Dette var de »her i Landet herskende Forhold«, Lægeforeningen henviste til i brevet den 25. marts.

I den situation var der ikke mange, som i de første måneder efter befrielsen havde overskud til at tænke på tyske flygtninge, endsige lytte til appeller om menneskelighed fra en SS-oberst.

Som Fanny Hartmann husker det:

- De moralske overvejelser kom først senere. I starten havde vi nok i at løse vore egne problemer: De mange danske flygtninge, der kom hjem fra Sverige. De udmarvede danske fanger, der vendte hjem fra tysk fangenskab. Selv den stovte antinazist Poul Henningsen blev jo i en periode voldsomt forhadt, da han som en af de meget få, og endda noget senere, slog til lyd for at behandle de tyske flygtninge mere humant.

»Det var svært at tale tyskernes sag på det tidspunkt uden at blive mistænkeliggjort«, konkluderer Kirsten Lylloff (2), »men det er vel i virkeligheden i sådanne situationer, at lægeløftet skal vise sin værdi.«

»Danske lægers og Lægeforeningens rolle var bestemt ikke noget at prale af«, medgav Lægeforeningens formand, Torben Pedersen, i en kommentar til Lylloffs artikel, og han fortsatte: »Lægeforeningens håndtering af problemet med tyske flygtninge kan kun forklares med, at det var en anden tid, og at omfanget af barbari i denne periode af Europas historie var monstrøs. Men det kan ikke undskylde gradbøjningen af lægeløftet« (3).

- Den vurdering er helt forfejlet, mener pensioneret overlæge Johannes Mosbech.

- Der var aldeles ikke tale om at gradbøje eller suspendere lægeløftet. Dér var formanden alt for imødekommende over for kollega Lylloffs slet skjulte anklager mod lægestanden. Det er helt urimeligt, at vi skulle have noget at skamme os over.

Som medicinstuderende deltog Johannes Mosbech i et af de vaccinationshold, som Seruminstituttet organiserede efter befrielsen for at vaccinere flygtninge over hele landet mod tyfus, paratyfus og dysenteri.

- Vort hold rejste i to omgange rundt i Sønderjylland, og min oplevelse var helt bestemt, at flygtningene efter omstændighederne havde det godt. Ernæringstilstanden var god og slet ikke i nærheden af de billeder fra de tyske fangelejre af afmagrede »musel-mænd«. Flygtningene var jo noget triste over uvisheden. Men vi mødte kun taknemmelighed, venlighed, og absolut ingen dårlig stemning.

Læge Frits Ørskov, der var eksamensholdsformand, og som havde forskningsmæssig tilknytning til Seruminstituttet, stod for organiseringen af de 25 vaccinationshold. Hans oplevelser i Nordjylland var de samme:

- Fra to måneders samvær med tyske flygtninge husker jeg ikke et eneste tilfælde, hvor vi som danskere skammede os over forholdene, siger Frits Ørskov, der anslår, at han deltog i vaccinationen af i alt 6.000 flygtninge.

Johannes Mosbech vil ikke udelukke, at forholdene har været anderledes i København, hvor flygtningene var indkvarteret i skoler og andre bygninger, og hvor børnene ikke kunne lege på gaden. Men i de forlægninger, han besøgte ved bl.a. Aabenraa og Sønderborg »gik kvinderne uden for og hængte vasketøj op, mens børnene legede. Stemningen var venlig, og vi så ikke antydningen af sult«.

Johannes Mosbech mener, at de danske myndigheder, fra det tidspunkt i maj, da ansvaret for flygtningene overgik til danske myndigheder gjorde »et overordentlig godt stykke arbejde« med at organisere forplejning, indkvartering og lægehjælp til det overvældende antal flygtninge.

Selv følte han ikke nogen modvilje mod arbejdet blandt de civile flygtninge.

- Og jeg mødte heller ingen danskere, som sagde: At du vil hjælpe dem! Det var et stykke forebyggende arbejde, som skulle udføres. Der var naturligvis heller ingen, der ligefrem elskede tyskerne. Og soldater brød ingen sig om. Men flygtningene var jo kvinder og børn, som de fleste anså for sagesløse civile, siger Johannes Mosbech.

I 1945 døde i alt 6.580 flygtninge under tysk forvaltning, før befrielsen den 5. maj.

De to første måneder efter den tyske kapitulation døde 4.362.

Fra 1. juli til 30. september, da de danske myndigheder fik bedre styr på flygtningeanbringelsen og lægehjælpen, døde 1.566.

Fra 1. oktober til 31. december døde 985. I januar 1946 døde 248.

I alt døde ca. 13.500 af de tyske flygtninge. Lidt over halvdelen af dødsfaldene skete blandt små børn. Ingen havde regnet med, at flygtningene skulle blive i Danmark mere end nogle få måneder, og først fra 1946 blev der ført egentlige statistikker over alder og døds-årsager.

- Man skal ikke bruge nutidens standarder til at dømme fortiden uden at prøve at forstå, hvorfor man handlede, som man gjorde, siger historikeren Anette Warring, der er hærdet af mange debatmøder, bl.a. om sin bog om »Tyskerpigerne«.

Hun synes ikke, der er grundlag for »ahistorisk moraliseren« eller for at dømme datidens læger. Men hun køber heller ikke modargumentet, at »sådan var tiden«, og at man måtte bøje sig for »folkestemningen«.

- Der er en hårfin balance mellem at moralisere og fordømme ud fra vor egen tids humanitære og retsmæssige tankegang, og den modsatte grøft, hvor man forstår og undskylder alt. Fordi ting er forståelige, bliver de ikke nødvendigvis rigtige. Var der andre handle-muligheder? Det er dét, man må lede efter: Kunne man have valgt og handlet anderledes i sin samtid?

Hvis man kunne det, er der også belæg for at have en holdning til, om man synes, det var rigtigt eller forkert. Og der var jo en Poul Henningsen, som kritiserede behandlingen af flygtningene, og fik på puklen for det. Der var de 60 folkekirkepræster, som gjorde opmærksom på elendigheden blandt flygtningene, og blev hængt ud nærmest som landsforrædere.

1. Diverse forf.: »Kolding under Besættelsen 1949-1945«. Konrad Jørgensens Forlag 1946, 2. oplag.
2. Kirsten Lylloff: »Kan lægeløftet gradbøjes? Dødsfald blandt og lægehjælp til de tyske flygtninge i Danmark 1945«. Historisk Tidsskrift 1999; 1: 33-67.
3. Ugeskr Læger, 7. juni 1999.