Jens sov stille ind den 4. januar 2003 efter et års kræftsygdom i en alder af bare 42 år.

Jens døde på toppen af en privilegeret livsbane som kirurg, forsker, familiefar, vennernes ven og samfundsborger beriget af sin fabelagtige evne til at blande sit livs ingredienser til en smuk helhed. Jens var en usædvanlig helstøbt mand, der med energi, nærvær og højt humør altid var tro mod sine idealer, uanset hvor han befandt sig i tilværelsen og dagligdagen. Jens var en ægte entusiast og engageret - ikke bare i sin egen navle og nærmeste omegn - men med et indædt ønske om og tro på, at han kunne gøre en forskel i samfundet. Han havde en vision, der var større end ham selv. Jens var en tankevækkende ven, fordi han så let engagerede sig, så naturligt påtog sig ansvar og så selvfølgeligt fokuserede på, hvad han kunne gøre for patienten, kollegaen, familien og vennerne.

Efter embedseksamen i 1988, turnustjeneste i Sverige, værnepligt som læge i Forsvarets Helikopterredningstjeneste og erhvervelse af ph.d.-grad efter studier af ileums tachykininer specialiserede Jens sig i kirurgisk gastroenterologi. Hans dybfølte dedikation til det speciale, som han elskede og evnede så beundringsværdigt meget, rakte fra patienterne og det kirurgiske virke til klinisk forskning i endoskopisk ultralydsdiagnostik. Typisk for Jens lå det ham altid meget på sinde at lære sine kliniske og videnskabelige færdigheder videre til sine yngre kolleger. Jens efterlader sig sin hustru Christina og deres tre børn Ulrikke, Rebecca og Marcus. Jens var en privilegeret og lykkelig mand og familiefar, og hans sygdom formåede aldrig at svække hans brændende og stedse nærværende familiefølelse.

Karen Blixen skrev engang til en ven på Jens' alder: »De har brugt Dem godt, og er i besiddelse af de fleste af livets fortræffelige bestanddele til afbenyttelse, - hvad samler dem da? - Hvad gør en enhed ud af alt dette? Her kan jeg svare Dem; det gør kærligheden« - og sådan var det med Jens. Kærligheden, livsglæden og det ægte engagement gennemsyrede alt, hvad Jens gjorde. Jens, vi savner dig. Æret være dit minde!