I sit svar til undertegnede vender Kirsten Abdalla tingene på hovedet: Man vil ikke foretage en ny og bedre screening af disse børn, fordi der angiveligt ikke findes behandlingsmuligheder - og fordi der ikke findes penge til en øget behandlingsindsats.

En mere præcis kortlægning af omfanget af disse lidelser - handler det om 2% eller 60-70% af de mange hundrede børn - må imidlertid være den første forudsætning for en beregning af den nødvendige ressourceallokering til behandlingerne.

Dernæst må det afklares, hvorledes læger, sygeplejersker og psykologer kan »få adgang« til at give disse børn den hjælp, de har krav på i henhold til FN's konvention om barnets rettigheder. Kan Udlændingestyrelsen diktere vilkår, der medfører, at læger, der arbejder med denne gruppe, må svigte deres lægeløfte? Og tilsvarende for de andre faggrupper?

Tiden må være inde til, at de respektive fagforeninger interesserer sig for deres medlemmers muligheder for at give denne gruppe børn den behandling, der kan lindre deres aktuelle lidelser og sikre, at de kan fortsætte deres udvikling på længere sigt.

Kirsten Abdallas svar antyder, at Dansk Røde Kors ikke alene kan argumentere sig frem til en løsning på dilemmaet. Den humanitære organisation må derfor have støtte dertil fra relevante fagprofessionelle organisationer.

Roskilde