Ph.d.-afhandlingen består af fire artikler og en oversigt. Undersøgelserne er udført under min ansættelse som ph.d.-studerende ved Institut for Medicinsk Biologi, Fysiologi og Farmakologi, Syddansk Universitet, i perioden 1999-2002.

Formålet med projektet var at identificere den relative betydning af hormonelle og hæmodynamiske effektormekanismer i den akutte regulering af den renale natriumudskillelse efter fysiologisk relevante perturbationer i den ekstracellulære væskes volumen. Eksperimenterne blev udført på ubedøvede hunde, og projektet inkluderede udvikling af en ny metode til kontinuerlig måling af den renale gennemblødning. Metoden gjorde det muligt at måle bilateral renal gennemblødning og udføre frekvensanalyse på resultaterne.

Resultaterne viser, at infusion af saltvand med en hastighed, som efterligner et høj-salt-måltid, øger den renale natriumudskillelse markant, samtidig med et fald i plasmaangiotensin II-niveauet og en stigning i det arterielle middelblodtryk. Hvis plasma angiotensin II-niveauet blev opretholdt under saltvandsinfusionen, kunne 90% af den observerede natriurese blokeres. Infusioner af saltvand svarende til et normal-salt-måltid gav en stigning i den renale natriumudskillelse, uden en samtidig stigning i det arterielle middelblodtryk eller i den renale gennemblødning. Natriuresen var igen tæt korreleret til et fald i plasma angiotensin II-niveauet.

Konklusionen er, at stigningen i den renale natriumudskillelse efter en akut, fysiologisk relevant øgning i den ekstracellulære væskes volumen primært er volumenreguleret uden bidrag fra såkaldt tryknatriurese, og at natriuresen primært udløses på grund af et samtidigt fald i plasmaangiotensin II-niveauet. Mekanismen herfor er endnu ikke klarlagt.