Ph.d.-afhandlingen er baseret på en litteraturgennemgang og tre artikler. Eksperimenterne er udført på Endokrinologisk Afdeling og Klinisk Forskningsenhed, Hvidovre Universitetshospital.

Formålet med vores studier var at undersøge insulinsekretion og insulinvirkning, med særlig fokus på skeletmuskulatur og komponenter i insulinsignaltransduktionkaskaden (ISK) i dette væv (IRS-1, PI 3-k samt Akt), hos glukoseintolerante førstegradsslægtninge til patienter (IGT-rela-tiver) med type 2-diabetes (T2DM). Vi ønskede endvidere at undersøge, om kort- (2 t) og langvarig (24 t) lavdosis Intralipid-infusion påvirkede insulinsekretion og/eller insulinvirkning hos IGT-relativer sammenlignet med matchede kontrolpersoner.

Vi udførte IVGTT, trinvis glukoseinfusion, hyperinsulinæmisk euglykæmisk clamp , indirekte kalorimetri og skeletmuskelbiopsier på otte overvægtige, midaldrende, mandlige IGT-relativer og ni matchede kontrolpersoner. Alle undersøgelser udførtes tre gange hver forudgået af hhv. to eller 24 t lavdosis Intralipid-infusion eller kontrolinfusion med saltvand.

IGT-relativerne havde tendens til højere insulinsekretion men signifikant lavere perifer insulinfølsomhed end kontrolpersonerne. IGT-relativernes insulinresistens kunne ikke forklares ved påvirkning af ISK i skeletmuskulaturen.

Kort- og langvarig lavdosis Intralipid-infusion reducerede insulinfølsomheden hos både IGT- relativer og kontrolpersoner, men kunne ikke forklares ved påvirkning af ISK i skeletmuskulaturen. Insulinsekretionen reduceredes efter fedteksposition hos IGT-relativerne men ikke blandt kontrolpersonerne. IGT-relativerne havde endvidere lavere insulinfølsomhed og tenderede til at have lavere dispositionsindeks end kontrolpersonerne efter kort- og langvarig fedtinfusion.

Vi konkluderede, at lipotoksicitet kan betragtes som værende relativt mere skadelig for IGT-relativer end kontrolpersoner.