Ord bliver så mærkeligt ligegyldige og dog alligevel så nødvendige i forsøget på at forstå, at en livsglad og dygtig kollega efter lang tids sygdom døde i så ung en alder. Oven i følelsen af uretfærdighed og meningsløshed står en taknemmelighed over at have kendt og arbejdet sammen med Claus.

Claus Gissel Gisselø blev kandidat vinteren 1997 og fandt hurtigt interesse for medicinen, hvor han blev engageret i det hæmatologiske speciales udvikling, forskning og yngre kollegers uddannelse. Claus blev videnskabelig assistent på hæmatologisk afdeling L i 1999 med et disputatsprojekt, som han eksperimentelt fik færdiggjort i 2002, men ikke nåede at sammenskrive til indlevering.

Vores billede af Claus står stærkt. Ikke mindst til konferencerne når Claus med sin milde fremtoning tog ordet, ofte ved at stille spørgsmål som i sig selv gav løsningen på et ellers vanskeligt problem. Hans bidrag afspejlede stor viden og menneskekundskab samtidig med, at de var iblandet humor og fantasi. Claus var arbejdsom og nærværende, opmærksom på at skabe en god hverdag for sig selv og sine omgivelser på trods af sin sygdom.

Det var helt naturligt, at Claus meldte sig, når der skulle arbejdes for bedre uddannelsesvilkår for de yngre læger, et arbejde karakteriseret ved kravene om engagement og motivation, hvor selv den sidst ankomne yngre læge skal føle mening i det han/hun formidler.

Vi fik lov til at følge Claus i hans videnskabelige karriere fra den første usikkerhed til målrettet klinisk forsker. Claus involverede sig i kræftforskning med fokus på forbedret og tidlig diagnostik og prognostik af myelomatose, hvor han gjorde brug af de nyeste molekylærgenetiske og billeddannende teknikker. Den eksperimentelle plan nåede han at fuldføre, men desværre er det op til os at videregive hans konklusioner til det videnskabelige miljø og den kliniske hverdag.

Alt det, Claus har delt ud af sig selv til sine omgivelser, og ikke mindst den blufærdige måde han i den sidste tid kæmpede mod sygdommen, har berørt os dybt. Hans liv var kort, men det, Claus har givet, vil for altid være en del af vort livs rigdom.

Vores tanker og medfølelse går til hans elskede Malene og den nære familie.