Korrespondance
Fensbo skriver om den optimale håndtering af blærebetændelse i Ugeskrift for Læger (2002; 164: 784) og beklager med rette, at guldstandarden inden behandling - dyrkning og resistens - alt for sjældent benyttes, specielt i vagttiden.
Mit forslag hertil:
Akut cystit er principielt en klinisk diagnose, som initialt stilles på, hvad patienten fortæller.
Den kræver behandling her og nu.
Lægen skal altid have en urin til undersøgelse.
Der udføres altid en uricult og sensicult og patienten forklares om dens betydning, dvs., at den akut indsatte behandling kan justeres efter 18-24 timer.
Op mod weekend i egen klinik, og altid i lægevagten medgives patienten derfor de to rør/plader med besked om at stille dem lunt og at kontakte læge igen efter 18-24 timer, om generne tiltager/ikke er aftaget væsentligt inden for dette tidsrum.
Kommentar:
Jeg har med vilje sat det firkantet op.
I sin tid søgte jeg altid selv at efterleve disse principper, specielt i vagten.
En sådan optimal diagnostisk og terapeutisk indsats - under de givne betingelser - bliver man oven i købet rimeligt godt betalt for.
Den »banale« (»ukomplicerede«) cystit er ikke sjov, og kan give megen elendighed indtil rette behandling er indsat. Tidsperioden hertil, om første middel svigter, bør derfor være kort.
De kvindelige læsere, der har oplevet dette, vil nok give mig ret, og de mandlige vil nok nå samme erkendelse ved at spørge sig for blandt deres kvindelige omgivelser.
PS. Læs i øvrigt dette: »Konsekvensen heraf er, at man anbefaler ikke at stole på en negativ mikroskopi eller en negativ teststrimmel hos yngre kvinder med symptomer på cystitis, men derimod behandle med antibiotika«. (Høiby N, Tvede M. Nye europæiske retningslinier for urinanalyse. Ugeskr Læger 2001; 163: 172).
Helsinge, Søren Ganes
Svar
