Bæk-Jensen et al (1) anfører som eksempel til § 10 i lov om patienters retsstilling, at en sundhedsperson ved øjeblikkeligt behandlingsbehov ikke kan undlade at give blod til en bevidstløs patient som er et Jehovas Vidne, uanset om denne bærer et skriftligt dokument på sig om, at vedkommende ikke ønsker blod. Det bestrides på ingen måde, at lægen, hvis det ikke er muligt at finde ud af den inhabile patients ønsker, må være berettiget og forpligtet til at gøre det han/hun finder bedst i den givne situation. Men hvis lægen er i stand til at få vished om den midlertidig inhabile patients ønsker, følger det af lovens formål, at dette ønske har forrang i forhold til lægens behandlings- og informationspligt.

Af lovens bemærkninger fremgår det i øvrigt, at reglen om øjeblikkeligt behandlingsbehov (§ 10) er holdt uden for kapitel 3, der omhandler selvbestemmelse i særlige tilfælde, herunder afvisning af at modtage blod.

Et skriftligt dokument indeholder patientens holdning her og nu. I modsat fald ville han ikke bære det på sig. Patienten har ved at bære dokumentet specielt taget højde for den inhabile situation.

Patientretsstillingslovens bemærkninger henviser til Europarådets konvention om menneskerettigheder (2), WHO's A Declaration on the Promotion of Patients' Rights in Europe (3) og den finske retsstillingslov (4) og konkluderer, at bestemmelsen - at tidligere udtrykte ønsker skal tillægges betydning - også gælder i forholdet mellem patient og sundhedsperson efter den danske patientretsstillingslov. WMA har vedtaget, at hvis det i en nødsituation er umuligt at finde patientens juridiske repræsentant, må patientens samtykke forudsættes, medmindre det er helt klart og tydeligt, at patienten tidligere har tilkendegivet, at han ville nægte intervention (5), hvilket stemmer med de internationale retningslinjer fra The Appleton Consensus (6).

Etisk har dette menneskesyn - respekt for individets selvbestemmelsesret - været gældende i sundhedssektoren i flere år. I 1985 blev der i Medicinsk Etik fremholdt, at respekt for patientens autonomi kræver, at man respekterer en patients utvetydige skriftlige tilkendegivelse, som om der havde foreligget et mundtligt tilsagn. (7) Det ville være i modstrid med dansk lov, internationale konventioner og dansk etik at ignorere en sådan tilkendegivelse. DADL har da også forsikret patienter om, at hvis de bliver bragt bevidstløse til et sygehus, vil de blive behandlet efter de ønsker, de selv senest har givet udtryk for. (8) Lægen bør derfor i videst mulig udstrækning forvisse sig om, at patientens ønsker omfatter den øjeblikkelige situation og stadig gælder, og patienten bør sørge for, at et skriftligt forhåndsdirektiv angående lægebehandling er udformet utvetydigt på et letlæseligt sprog og er underskrevet og bevidnet.

Det skal understreges, at fravalg af blodtransfusion ikke er fravalg af lægebehandling. Jehovas Vidner er glade for at leve og har intet ønske om at dø. Vi går til læge, tager medicin, lader os indlægge og søger den mest moderne form for lægebehandling, men fravælger den kontroversielle blodtransfusion, hvis gavnlige virkning savner videnskabelig evidens. (9) Der findes imidlertid lægevidenskabelige alternative teknikker, farmaka og udstyr. De to væsentligste årsager til, at disse ikke i større omfang bliver brugt i det danske sundhedsvæsen, er manglende kendskab og manglende erfaring. (10) Internationalt er der sket store fremskridt inden for dette felt. Transfusionsalternativer omtales nu som »avanceret transfusionspraksis« (11). Et videnskabeligt selskab for avanceret transfusionspraksis kunne 1) give det danske sundhedsvæsen større kendskab til alternative transfusionsstrategier, 2) indsamle allerede opnåede erfaringer, så patientsikkerheden ikke bringes i fare ved implementering og 3) medvirke til at Sundhedsstyrelsens vejledning til alle landets sygehuse, »at behandling med blodprodukter eventuelt helt kan undgås«, i større grad ville blive fulgt (12).

Holbæk, Tommy Jensen, Hospitalinformation for Jehovas Vidner

SVAR

1. Bæk-Jensen J, Mainz J, Bitsch O, Keller JØ, Hougaard K. Kommunikation og informationspligt i det danske sundhedsvæsen. Ugeskr Læger 2002; 164: 29-33.
2. Europarådets konvention om menneskerettigheder og biomedicin, april 1997 samt den uddybende rapport fra Juridisk Direktorat. Strasbourg, 1997.
3. WHO. A declaration on the promotion of patients' rights in Europe. 1994.
4. Finsk retsstillingslov nr. 785 af 17. august 1992.
5. World Medical Association Declaration of Lisbon on the Rights of the Patient. Bali, 1995
6. Riis P. The Appleton Consensus. Internationale retningslinjer for beslutninger om at afstå fra behandling. Ugeskr Læger 1989; 151: 3408-9.
7. Andersen D, Mabeck CE, Riis P. Medicinsk etik. København: FADL's Forlag, 1985.
8. DADL. Patienten & lægen, 1998.
9. Sørensen H, Georgsen J. Blodtransfusion. Indikationer og blodforbrug. Ugeskr Læger 2001; 163: 892.
10. Sigmund H. Alternativer til blodtransfusion. Medicinsk Teknologivurdering 2001; 3.
11. Kickler TS. Blood conservation and transfusion alternatives. 28th World Congress of the International Society of Hematology. Toronto, 2000.
12. Vejledning om behandling med blod, blodkomponenter og visse blodderivater samt forholdsregler mod komplikationer herved. København: Sundhedsstyrelsen 1998.