Børnepsykiateren Gideon Zlotnik opfordrer forældre til at indarbejde en pausekultur og bruge managementteorier for at undgå familiestress, der gør børn syge
REPORTAGE OG BAGGRUND
Journalist Jesper Haller, jha@dadl.dk
Lige så længe, der har været managementkonsulenter, har deres omkvæd været det samme: Få overblik. Skab ro. Strukturér arbejdsopgaverne og tiden. Prioritér. Hav sjælen med. Nu slår børnepsykiateren Gideon Zlotnik et slag for at overføre management-tankerne til familien. Zlotnik udgiver om kort tid bogen »De stakkels forældre« med undertitlen »menneske dit navn er stress«, hvor han blandt andet stiller skarpt på, at børn bliver mere og mere stressede. Så meget at de bliver fysisk syge af det.
Zlotnik mener, det er en uafvendelig udvikling, en slags civilisationssvøbe, men også at der kan gøres noget for at skåne børnene. Familierne kan lægge deres liv om uden nødvendigvis at gå væk fra to-jobsmodellen. De mennesker, der kommer i kontakt med børnene professionelt, kan koordinere og intensivere deres indsats, fange symptomerne på stressinduceret sygdom i tide og gøre noget ved dem. Helst uden piller.
»Mange familier har problemer, som skyldes stress, men sammenhængen fanges ikke. Læger, psykologer, sundhedsplejersker, daginstitutionspersonale, lærere og socialrådgivere skal spille sammen i den forbindelse«, mener Zlotnik.
»Moderne problemer hos moderne familier bør løses med moderne midler, derfor er det ikke dårligt at tage ved lære af managementteorier. Vi accepterer som helt naturligt at tilrettelægge vores dag, skabe overblik, planlægge både kort- og langsigtet osv. især når det gælder arbejdslivet. Og det er også blevet acceptabelt, at arbejdsgiverne gennem kurser hjælper medarbejderne med at finde balancen mellem arbejde og familieliv. Men jeg mener, det ville være bedre, hvis vi selv tog fat, for arbejdsgiverne er jo ikke objektive.
Det er i virkeligheden enkelt. Familien mangler tid og mulighed for at holde pause. Jeg peger ikke på, at kvinden skal sige sit job op og gå hjemme. Vi må have et realistisk forhold til den moderne familie. Men man kan foretage små ændringer i dagsrytmen med ganske stor effekt, for eksempel ved at stå en halv time tidligere op om morgenen og på den måde finde den nødvendige tid til at lade tingene foregå i et roligt tempo«, foreslår Zlotnik.
Vend blikket indad
Børnepsykiateren mener, at vi skal lære at trykke på pauseknappen i hverdagen, at opbygge en pausekultur.
»Når jeg spørger familien, hvornår den holder pauser, lyder svaret ofte: »Når vi læser morgenavis, hygger os ved aftenmåltidet, ser tv«. Det er i virkeligheden selvstændige aktiviteter. En pause er at vende opmærksomheden og energien indad og »pleje« sin hjerne og krop.
Gode måder at holde pause på er at dæmpe lyset og lægge sig ned. Man kan lytte til afstressningsmusik, blive masseret, ligge i badekarret, slentre en tur ud i det blå eller dyrke egentlig afspænding. Vi kan lære meget af Østens meditationsteknikker. Og det sjove er, at børn sagtens kan følge disse ting og sætte pris på dem. De elsker at ligge ned og for eksempel tage på drømmerejse eller blive aet og kløet på ryggen. De er tættere på pausekulturen end voksne. Daginstitutioner kan godt indføre reelle pauser mellem aktiviteterne.
Ude af trit
Gideon Zlotnik finder ofte ganske simple stress-mekanismer bag børns sygdom.
»Vi er udstyret med et indre ur, og det går skævt i forhold til den døgnkultur, vi efterhånden har opbygget. Vores krop befinder sig billedligt talt i stenalderen. Nyfødte følger det indre ur, lukker øjnene eller vender sig væk, når de har brug for det. Men sådan gør familien ikke i dagligdagen, og det har fysiologiske følger.
Jeg har behandlet adskillige tilfælde, hvor barnet har været symptombærende for en hel families stress. Mavesmerter om morgenen er meget almindeligt. I en del tilfælde har jeg fået smerterne til at forsvinde ved at anbefale barnet at lade være med at gå i skole i fjorten dage, fortæller børnepsykiateren.
Zlotnik understreger, at familien ikke er ene om at skulle give sig bedre tid. Det krav bør læger også stille til sig selv, når de har børn med psykiske symptomer i konsultationen i stedet for at gribe til receptblokken.
»Psykofarmaka bruger jeg sjældent, selv om jeg ikke vil afvise, at nogle børn kan have gavn af det. Men efter mine erfaringer er medicinering ofte udtryk for, at lægen ikke giver sig ordentlig tid til at udrede problemerne. Det har også betydning, at der reklameres voldsomt for eksempelvis »lykkepillerne«. Alt skal gå så hurtigt, man har ikke tid til at fordybe sig. Medicin bør ikke ordineres på en overfladisk måde.
Ukendt land
Vi ved også alt for lidt om, hvordan for eksempel Ritalin virker på børns hjerne. Når man griber ind i en voksens hjerne, ændrer man hjernens tilstand. Hos børn risikerer man at ændre hjernens måde at organisere sig på. Måske ændres noget strukturelt. Hvad der helt præcis sker, ved vi som sagt ikke, men tvivlen bør komme børnene til gode. At ordinere psykofarmaka til børn er under alle omstændigheder et område, man bør overlade til børnepsykiatere, og jeg er glad for, at Sundhedsstyrelsen også har understreget dette i sin nye vejledning på området«.
Jeg vil understrege, at praktiserende læger er meget lydhøre, når jeg fortæller dem om disse ting for eksempel ved Lægedage, og jeg hører igen og igen, at lægerne møder mange stressede børn i deres klinik«.
Stressbearbejdning heler
Det bekræftes af Jørgen Lund, som via sin Klinik for Sundhedsfremme i Skodsborg arbejder intensivt med stress på arbejdspladsen og i familierne. Hans budskab til børnefamilierne med stress-symptomer er lige så enkle som Gideon Zlotniks: Ro. Klare signaler. Kærlighed. Man skal vise børnene, at man elsker dem, ikke nødvendigvis med ord, men i hele sin færden. Man skal give sig tid til at lytte til dem og selv sige, hvad man mener, uden tvetydighed«, anbefaler Jørgen Lund.
»Mange børn med eksem, astma og ondt i maven får det bedre, hvis familien får bearbejdet sin stress, og når usædvanlige livssituationer som for eksempel skilsmisse kommer på afstand«, siger Jørgen Lund.
»Det er så let, og det er sagt så mange gange før, men alligevel er det så svært. Børnene har jo aldrig fred, når de har to udearbejdende forældre. De bliver slæbt ud af sengen om morgenen og kørt i børnehave, hvor de tilbringer hele dagen i en infernalsk larm. Når de så kommer hjem, vil de gerne slappe af, men så er det »quality time« med forældrene, der har dårlig samvittighed over ikke at have været sammen med dem, så der skal snakkes og leges og gøres ved. Det er jo ikke så mærkeligt, at der ikke skal så meget yderlige pres til, at børnene får ondt i maven«.
